tongansk

Tongansk har fem vokalfonemer: a, e, i, o, u og 12 konsonantfonemer: m, p, f, v, n, t, s, l, ŋ, k, ʔ, h. Vokalfonemerne findes i både korte og lange udgaver.

Trykket ligger som oftest på et ords næstsidste mora. Dette betyder i praksis, at det ligger på sidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på næstsidste. Der er dog en undtagelse fra denne regel, når det gælder den såkaldte definitte accent, som ikke findes på andre polynesiske sprog. Den definitte accent anvendes, når et navneord er bestemt, og trykket flyttes i disse tilfælde til sidste mora.

Tongansk skrives som det udtales. Den glottale lukkelyd [ʔ] angives med en omvendt apostrof: ʻ. Fonemet [ŋ], der udtales som ng i dansk synge, skrives i retskrivningen som <ng>. Lange vokaler angives med længdestreg over vokalen: ā, ē, ī, ō, ū, ligesom i de fleste andre polynesiske sprog.

Ordstillingen i tongansk er verbum – subjekt – objekt.

Kuo langa ʻe he tangatá ni ha vaka.

'Denne mand har bygget en kano.'

Kuo toli 'e he fefiné ni 'a e talo.

'Denne kvinde har høstet taro.'

Ligesom mange andre polynesiske sprog, anvender tongansk både akkusative og ergative konstruktioner. Brugen af ergative konstruktioner er væsentlig mere udbredt end på andre polynesiske sprog, og er bemærkelsesværdig derved, at både det ergative og det absolutive nominalled markeres med præpositioner. Det absolutive led markeres dog kun, hvis det refererer til et nominalled som er specifikt.

• polynesiske sprog
• tongiske sprog
• samoansk