samoansk

Den mest udførlige grammatiske beskrivelse til dato er Samoan Reference Grammar fra 1992, skrevet i samarbejde mellem den tyske sprogforsker Ulrike Mosel (født 1946) og hendes norske fagfælle Even Hovdhaugen (1941-2018). Desuden findes der en ordbog fra 1966 af den britiske sprogforsker George Bertram Milner (1918-2012) med titlen Samoan Dictionary.

Samoansk har 10 konsonantfonemer: m, p, f, v, n, t, s, l, ŋ, ʔ – og fem vokalfonemer: a, e, i, o, u. Vokalfonemerne findes i både korte og lange udgaver. Fonemet /t/ udtales kun som [t] i formel tale; i dagligdags tale udtales det som [k]. Ligeledes udtales /n/ som [ŋ] i dagligdags tale og falder dermed sammen med fonemet /ŋ/:

Trykket ligger som oftest på næstsidste mora.

Samoansk skrives som det udtales. Fonemet ŋ, der udtales som ng i dansk synge, skrives i retskrivningen som <g>, hvor det på de fleste andre polynesiske sprog skrives som <ng>.

Den fonemiske forskel i længde på vokalerne var tidligere ikke angivet i retskrivningen og den glottale lukkelyd ʔ var heller ikke angivet, omend denne også er fonemisk. Dette gælder også for Mosel og Hovdhaugens grammatiske beskrivelse, som i høj grad er bygget på trykte tekster af forskellige genrer. I dag angives lange vokaler med længdestreg over vokalen: ā, ē, ī, ō, ū, ligesom i de fleste andre polynesiske sprog, og den glottale lukkelyd angives med en omvendt apostrof: ʻ.

Samoansk er et analytisk sprog, hvor hverken verber eller substantiver generelt ikke bøjes. Den mest almindelige ordstilling er verbum – subjekt – objekt. Ordstillingen verbum – objekt – subjekt forekommer dog også ofte.

Ua nofo le tamāloa i le iʻa.

'Manden har spiddet fisken.'

O loʻo saunia e le fafine le ulu.

'Kvinden er i færd med at tilberede brødfrugten.'

Som det ses af det ovenstående, anvender samoansk både akkusative og ergative sætningsstrukturer.

For verber angives aspekt og modus ved foranstillede eller efterstillede partikler, se tabellen for en ikke-udtømmende liste:

• polynesiske sprog
• samoiske sprog
• tongansk