thymus

Organet er en vigtig faktor for normal udvikling af lymfatisk væv i andre dele af kroppen, især i børne- og ungdomsårene. Organet spiller dermed en vigtig rolle i beskyttelse mod infektionssygdomme, som denne aldersgruppe endnu ikke har udviklet immunitet mod.

Under modningsprocessen kaldes lymfocytterne T-celler (efter thymus) eller thymocytter. Cellerne deler sig hyppigt, men det er kun få af T-cellerne, der modnes fuldstændigt. Disse forlader thymus og træder over i blodet. Resten af thymocytterne går til grunde, sandsynligvis fordi de fleste ikke udvikler lymfocytternes specificitet i immunforsvaret.

Mange af thymus' funktioner er stadig ukendte. Organet kaldes af og til en kirtel, da det også danner og udskiller en række signalmolekyler, der ligner hormoner, bl.a. thymulin, thymopoetin og thymosin. Disse er vigtige signalstoffer for modningen af T-cellerne.

Ved fødslen vejer thymus 10–15 gram og er omkring fem centimeter lang. Organet vokser langsomt og når sin maksimale vægt, ca. 30–50 gram, omkring puberteten. Da kan den nå helt fra skjoldbruskkirtlen og ned til fjerde ribben.

I voksenalderen skrumper organet ind og erstattes af fedt og bindevæv. Denne proces kan bl.a. påvirkes af sygdom og forgiftninger. Væksthormon (somatotropin) stimulerer, mens kønshormoner hæmmer væksten. Ved kastrering bliver organet ikke reduceret.

Hos ældre personer er vægten kun omkring 15 gram eller mindre.

Selve vævet er opbygget af et barkområde (cortex) og en sammenhængende marv (medulla). Barken er mørkere i farven på grund af tætte ansamlinger af T-cellekerner. Marven er lysere og er opbygget af mikroskopiske smålapper. Smålappernes grænser dannes af strenge med bindevæv fra den ydre bindevævskapsel.

Thymus får blod fra grene af arteria thoracica interna. Grenene følger hovedsageligt grænsen mellem barken og marven og afgiver et rigt net af kapillærer til barken. Barkens kapillærer er dog mindre gennemtrængelige for store molekyler. Dette kaldes en "blod-thymus barriere". Denne kan sandsynligvis forhindre, at T-celler, der endnu er umodne, kommer i kontakt med antigener.

I thymus findes celler med lange udløbere, der flettes sammen til et netværk, såkaldte retikuloepitheliale celler. De er sandsynligvis en videreudvikling af de oprindelige epitheliale celler.

I marven er der færre thymocytter, men i stedet Hassallske legemer. Dette er klumper af celler, der sandsynligvis er de rester af organets oprindelige epitheliale anlæg.