Tyfus er en alvorlig infektionssygdom forårsaget af bakterien Salmonella typhi. En lignende, men ofte mildere infektion er paratyfus, der forårsages af S. paratyphi A, B eller C. Disse bakterier forekommer kun hos mennesket i modsætning til talrige andre salmonellaarter, der stammer fra husdyr og fjerkræ. Ved infektionen udskilles S. typhi fra tarmen, og tyfus smitter gennem vand og forurenede fødemidler under dårlige hygiejniske forhold.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tyfys kommer af græsk typhos 'røg, uklarhed', efter patientens omtågede tilstand.
Også kendt som

engelsk typhoid fever (mens engelsk typhus betegner plettyfus)

Forekomst

Sygdommen forekommer i Danmark kun hos rejsende fra ulande, især Indien og Pakistan, med ca. 10-20 årlige tilfælde.

Forløb og symptomer ved tyfus

Bakterien trænger fra tarmen ind i blodbanen, og efter en inkubationstid på 1-2 uger kommer der blodforgiftning med høj feber, almen svækkelse og evt. omtågethed ledsaget af et fintplettet, lyserødt udslæt (roseola). Først senere i sygdomsforløbet kommer der diarré. Ubehandlet varer sygdommen én til tre uger, og den er dødelig hos 2-10 %.

Diagnose

Diagnosen stilles ved mikrobiologisk påvisning, dvs. dyrkning af bakterier i blod eller afføring.

Raske smittebærere

Efter helbredelse kan nogle personer udskille tyfusbakterier i afføringen i flere år (raske smittebærere) og udgør derved en smittefare for andre mennesker. Derfor undersøges afføringen gentagne gange for tyfusbakterier efter sygdommens ophør, før der kan raskmeldes. Antistoffer i blodet kan påvises ved Widals reaktion.

Et berømt tilfælde er Mary Mallon, eller "Tyfus Mary", som var en ung kok, der arbejdede i New York i årene omkring 1900. Hun var ansvarlig for 53 tilfælde af tyfus i løbet af 15 år.

Behandling af tyfus

Tyfus kan behandles med flere typer antibiotika, fx kinoloner, og forebygges ved ikke at indtage uopvarmet mad eller urenset drikkevand. Der findes flere vacciner, der yder nogen, men ikke komplet beskyttelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig