folkeret

Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begrebet territorialhøjhed, hvorefter stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium.

Magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd. Selv inden for sit territorium er en stat dog efter folkeretten underlagt visse begrænsninger i sin magtudfoldelse; fx nyder fremmede landes diplomater og statsskibe beskyttelse (eksterritorialitet), og fremmede skibe har ret til uskadt at passere gennem søterritoriet.

Trediveårskrigens afslutning i 1648 og Den Westfalske Fred samme år anføres ofte som begyndelsen til en blomstringstid for udvikling af nationalstater og dermed af folkeretten.

Som folkerettens fader nævnes hollænderen Hugo Grotius, der øvede væsentlig indflydelse på folkerettens udvikling især gennem sin understregning af den positive folkerets betydning, som den kom til udtryk gennem de traktater, staterne afsluttede med hinanden.

I sidste halvdel af 1800-tallet startede samtidig en udvikling hen imod en vis centralisering gennem oprettelse af administrative unioner, hvis opgave det var og fortsat er at bringe staternes samarbejde på specielle områder ind i faste organisatoriske rammer. Eksempelvis kan nævnes Den Internationale Telegrafunion (1865), Verdenspostunionen (1874) og Unionen for Godstransport på Jernbaner, CIM, (1890).

I nutidens folkeret er det i første række de mange traktater mellem to eller flere stater, der regulerer staternes indbyrdes forhold. Generelt gælder, at der siden oprettelsen af FN i 1945 er gennemført en retlig regulering af staternes samarbejde på de mest centrale områder: diplomatretten, konsulære forhold, traktatretten, nedrustning, havretten, miljøspørgsmål, international terrorisme og krigens folkeret.

Som et område af særlig interesse for den enkelte borger kan desuden nævnes de mange traktater på menneskerettighedsområdet, der er indgået efter 2. Verdenskrig, og som pålægger staterne at behandle enhver person på sit territorium, dvs. både egne og fremmede statsborgere og statsløse, i overensstemmelse med visse humanitære standarder, se menneskerettigheder.

Den grundlæggende struktur i det internationale samfund er fortsat decentral, dvs. karakteriseret ved, at de statslige magtapparater eksisterer side om side og vogter over deres egen suverænitet og derfor ingen indblanding tåler udefra.

Rent politisk forblev den retlige struktur decentraliseret indtil fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, da det såkaldte Folkeforbund blev oprettet med det formål at sikre politisk uafhængighed og territorial integritet for både store og små stater.

Folkenes Forbunds grundprincip, den kollektive sikkerhed, som blev formuleret af USA's præsident Woodrow Wilson, kunne imidlertid ikke dæmme op for de autoritære systemers fremmarch i bl.a. Tyskland, Italien og Japan.

Medvirkende hertil var, at organisationen aldrig blev universel, idet det amerikanske Senat nægtede at give samtykke til USA's medlemskab af Folkeforbundet, og Sovjetunionen først blev optaget som medlem i 1934, efter at Tyskland og Japan havde trukket sig ud.

Centraliseringsbestræbelserne fortsatte med uformindsket styrke og optimisme efter afslutningen af 2. Verdenskrig med De Forenede Nationers pagt, som trådte i kraft den 24. oktober 1945. I FN-pagten ligger kimen til et internationalt samfund byggende på "the rule of law".

Pagten kan ses som det internationale samfunds grundlov med Generalforsamlingen som et debatterende parlament, med Sikkerhedsrådet, der har regeringslignende træk, og med den dømmende magt repræsenteret af Den Internationale Domstol.

Generalforsamlingens beslutninger er imidlertid ikke juridisk bindende for staterne. Det er til gengæld Sikkerhedsrådets beslutninger, men kun inden for det yderst begrænsede område, der vedrører angrebshandlinger staterne imellem samt andre trusler mod freden.

Hvad domstolen angår, er retsplejen frivillig i den forstand, at kun de stater, der udtrykkelig har accepteret domstolens myndighed til at dømme i mellemstatslige tvister, er bundet af en afgørelse fra Haag. Kun 75 af FN's 193 medlemsstater har på forhånd accepteret denne domsmyndighed (2026).

Ophøret af den kolde krig med Berlinmurens fald i 1989 skabte nye muligheder for at realisere FN's målsætning om fred og fremskridt.

FN's Generalforsamling proklamerede 1990'erne som FN-tiår til fremme af folkeretten i et forsøg på ved indgangen til 2000-tallet at sætte "retten over magten" i det internationale samfund.

Generalforsamlingen vedtog i 1993 at oprette en stilling som højkommissær for menneskerettigheder, hvad der havde været utænkeligt under den kolde krig.

FN's Sikkerhedsråd var i en periode på vej til bedre at udfylde sin rolle som hovedansvarlig for opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Den vetoret, som tilkommer Sikkerhedsrådets faste medlemmer, Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, havde under den kolde krig blokeret for en effektiv fredshåndhævelse.

Efter 1989 blev nye muligheder for opretholdelse af freden og sikkerheden i verden udnyttet af Sikkerhedsrådet i det internationale samfunds fælles interesse. Først og fremmest i Golfkrigen med Sikkerhedsrådets bemyndigelse af militær indgriben for at standse Iraks aggression mod Kuwait. Senere i relation til de humanitære katastrofer i Somalia og det tidligere Jugoslavien. Et eksempel var også vedtagelsen af en fredsskabende indsats i Østtimor.

Det internationale samarbejde om bekæmpelse af terror har stået centralt navnlig efter angrebet 11. september 2001 på USA. USA's militære intervention i Afghanistan faldt ind under kategorien selvforsvar som hjemlet i FN-pagten.

Samtidig aktivierede NATO-landene for første gang i forsvarsalliancens historie Atlantpagtens artikel 5 om, at "et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle" (kollektivt selvforsvar).

FN's Sikkerhedsråd har idet hele taget vedtaget flere for staterne bindende resolutioner med det sigte at bekæmpe terror.

I dagens folkeret er det ikke så meget regler, der mangler, men den politiske vilje til at følge op på de gældende forpligtelser.

Sikkerhedsrådet levede som nævnt i en periode efter afslutningen af den kolde krig i væsentlig grad op til sit primære ansvar for og kompetence til at gennemtvinge en standsning af brud på international fred og sikkerhed, herunder grove krænkelser af menneskerettighederne.

Senere er der kommet en række store tilbageslag. Allerede i forbindelse med begivenhederne i Rwanda i 1994 og i Kosovo i 1999 svigtede Sikkerhedsrådet sit ansvar for indgriben, hvilket i tilfældet Rwanda førte til, at et folkedrab blev igangsat, og i tilfældet Kosovo havde den virkning, at NATO-landene greb ind uden om Sikkerhedsrådet for at afværge udrensningen af kosovoalbanerne.

NATO begrundede sin indgriben med, at når Sikkerhedsrådet ikke kan løfte sit primære ansvar, må andre forsøge at gøre det, når det er ubestrideligt, at freden er truet. Denne indgriben dækker også afværgelser af humanitære katastrofer i kategorien forbrydelser mod menneskeheden såsom systematiske forfølgelser af civilbefolkningen, etniske udrensninger og folkedrab. En sådan interventionsadgang er umiddelbart ikke hjemlet i gældende folkeret.

Sikkerhedsrådets rolle som garant for opretholdelse af international fred og sikkerhed blev på ny udfordret i forbindelse med Rådets drøftelser i foråret 2003 om betimeligheden af at gennemføre en militær intervention over for regimet i Irak. Der kunne ikke opnås enighed herom, hvorefter USA sammen med flere lande, herunder Danmark, selv iværksatte en sådan intervention. Det har været genstand for debat, om der kunne findes et folkeretligt grundlag herfor.

Faktum er, at der stedse har været konflikter, som Sikkerhedsrådet ikke har kunnet forhindre. I de seneste år har ikke mindst Ruslands angreb på Ukraine i 2022 været en tydelig påmindelse om herom. Et andet eksempel er situationen i Palæstina.

Andre markante eksempler er de amerikanske militære operationer i relation til Venezuela i 2025 samt pågribelsen af landets præsident Nicolás Maduro. I februar og marts 2026 har det handlet om USA's og Israels angreb på Iran.

Det forhold, at folkerettens håndhævelse langt fra er effektiv, er ikke ensbetydende med, at folkeret helt mangler gennemslag eller sågar ikke burde anses for retsregler.

Det er ofte i relation til mere politiserede spørgsmål som eksempelvis intervention og magtanvendelse, at brud på folkeretten forekommer. Folkeretten kan dog også i de tilfælde være med til at genoprette staternes fredelige sameksistens, selv om der utvivlsomt stadig vil komme nye eksempler på, at folkeretten tilsidesættes til fordel for magtpolitik.

Folkerettens emneområde rækker imidlertid langt videre end til spørgsmål som de nævnte. I mange sammenhænge er folkeret også det retlige grundlag for et mere praktisk samarbejde mellem staterne. Et klassisk eksempel er meterkonventionen indgået af en række stater med det formål at sikre et globalt ensartet system af måleenheder. Et andet eksempel er den bilaterale traktat mellem Danmark og Tyskland om Femern Bælt-forbindelsen. På sådanne områder er der ikke tvivl om, at folkeretlige regler i det væsentlige efterleves.

Folkeretten har samtidig i det seneste århundrede undergået en betydelig udvikling. Staterne har som beskrevet ved multilaterale traktater reguleret nogle af de de mest centrale folkeretlige områder. Der er oprettet internationale domstole mv., som bidrager til folkerettens udvikling. Der er oprettet FN og flere hundrede andre internationale organisationer.

På regionalt niveau skal nævnes Danmarks deltagelse i Europarådet, i hvilket regi bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er udarbejdet. Denne konvention og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har stor betydning for Danmark. Til forskel fra Europarådet, der er en traditionel mellemstatslig (folkeretlig) organisation, har Danmark afgivet suverænitet til Den Europæiske Union. Meget EU-ret har ligeledes karakter af såkaldt supranational ret.

• FN
• Folkeforbundet
• Den Internationale Domstol
• folkeret i det ydre rum