Thorotrast

Det var kendt, at thorium er radioaktivt, men med en meget lang halveringstid (14 milliarder år). Den lange halveringstid betyder, at strålingen udsendes meget langsomt, så i forhold til stofmængden fremstår thorium temmelig lidt radioaktivt. Strålingstypen er alfastråling, som er meget kortrækkende, og det var fx ufarligt at holde et glas med Thorotrast i hånden, fordi strålingen ikke nåede ud til glassets overflade.

Det var ikke kendt, at Thorotrast kun i meget lille omfang udskilles fra kroppen, og at stoffet derfor bestrålede personerne indefra i resten af deres levetid. Thorotrast ophobes især i lever, milt og knoglemarv. Med sin korte rækkevidde når alfastråling kun det nærmeste væv, men dette væv bestråles til gengæld mere intenst. Desuden henfalder thorium (isotopen ²³²Th) til andre stoffer, som også er radioaktive og med væsentligt kortere halveringstider. Et enkelt henfald af ²³²Th vil derfor i løbet af nogle år efterfølges af en hel serie af yderligere henfald.

Over årene fik organer med Thorotrast derfor en en stor stråledosis, som gav en betydelig risiko for udvikling af kræft, især leverkræft. Stråledosis til leveren efter en Thorotrast-arteriografi var typisk ca. 250 mGy årligt. I tilfælde, hvor injektionsnålen var gået igennem blodåren (paravenøs injektion), kunne Thorotrast forblive på selve injektionsstedet og her føre til dannelse af arvæv (fibrose).

De første tilfælde af kræft viste sig i 1940'erne, og på verdensplan blev mange tusinde Thorotrast-patienter siden syge. I Danmark blev Thorotrast anvendt til lidt over 1000 angiografier, og en stor opgørelse i 1995 viste 115 tilfælde af lever- og galdevejskræft samt 23 tilfælde af leukæmi blandt Thorotrast-patienterne, mod blot 2 og 3 tilfælde i en kontrolgruppe af tilsvarende patienter fra årene efter udfasningen af Thorotrast.

Sidst i 1980'erne blev den tidligere anvendelse af stoffet til en stor sag i pressen. En Ritzau-journalist havde afdækket, at der fandtes et alternativt, ikke-radioaktivt kontraststof, og at der var lavet et register over patienter, som havde fået Thorotrast injiceret, men uden at patienterne var informeret om registeret. (Den senere opgørelse over sygdom blandt danske Thorotrast-patienter byggede på dette register.)

I en artikel i fagtidsskriftet Ugeskrift for Læger beskrev den pensionerede hjernekirurg Richard Malmros, at sagen ikke havde været simpel: Det alternative kontraststof (Per-Abrodil) gav ringere billeder, havde akutte og alvorlige bivirkninger hos personerne (mindst 1 dødsfald) og var i en del af 1940'erne slet ikke tilgængeligt på grund af 2. Verdenskrig.

Filminstruktøren Nils Malmros, søn af Richard Malmros, lavede efter sin fars død filmen At kende sandheden, hvor anvendelsen af Thorotrast og skandalen/sagen om stoffet er omdrejningspunkt. Filmen er på én gang et portræt af Richard Malmros og en fremstilling af forløbet om Thorotrast, sammen med etiske spørgsmål om, hvordan man bør handle overfor en muligvis akut livstruende fare, når ens handling kan medføre en mere uklar fare på langt sigt.

• kontrastmiddel
• aneurisme
• radioaktivitet (biologi og forurening)