veje i Danmark

Denne lange udvikling gennem årtusinder har efterladt et utal af ældre og yngre veje og stier overalt i kongeriget. Nogle er meget gamle – måske ældre end de gamle landsbykirker – mens andre, takket være den moderne maskinkraft, er bygget for få dage siden. Vejene lever kun, så længe de bliver brugt, og i vores landbrugsland ser man ofte, at nedlagte veje og stier udslettes og arealet opdyrkes på én enkelt sæson, uanset vejenes og stiernes alder og historiske betydning. I mindre opdyrkede områder henligger således ofte løsrevne rester af hulveje, dæmninger, broer og vadesteder.

Vejene var skabt af trafikken selv. Hestevogne, ryttere og vandrere sled synlige spor – men det var især hestevognenes krav til terrænets stigninger og jordbundens bæreevne, der var afgørende for den valgte rute der ofte følger landskabets højdekurver. Jordbundens bæreevne afhang meget af nedbøren og temperaturen, hvorfor årstidernes skiften og vejrliget også har spillet en betydelig rolle.

Mange års forsøg med rekonstruktioner i fuld størrelse af vogntyper fra oldtid og middelalderen trukket af okser og heste viser, at vognene gennem tiderne har stillet forskellige krav til jordbundens bæreevne, samtidig med at vognenes lastevne øges. Når man hertil lægger oksens og især hestenes udholdenhed, der sammen med deres hastighed i de forskellige gangarter har sat ret snævre grænser for de afstande, de kunne tilbagelægge i løbet af en halv eller en hel dag, får man omridset af et netværk af trafikruter, der passer til det bosætningsmønster fra oldtid og ældre middelalder, som forskningen efterhånden er ved at klarlægge.

Resultatet er således, at til trods for at vejene selv ofte er forsvundet, giver transportmidlernes kapacitet, bevarede fragmenter af veje, vadesteder, broer og hulveje og ikke mindst bebyggelsens fordeling en række oplysninger om samfærdslens historie tilbage til yngre jernalder, der kan sammenfattes i en oversigt over vejenes eller ruternes netværk gennem tiderne. Herved kan løsrevne hjulspor tages med i undersøgelserne, og man kan måske også – via huller i netværket – finde antydninger af forsvundne skove, som trafikken har undgået eller glemte administrative og politiske grænser. Vejspor ud i intet kan afsløre forsvundne bebyggelser, ukendte færgesteder, kirker, møller eller andet, der har tiltrukket trafikken i kortere eller længere perioder. Stednavnematerialet kan også tages med i sådanne undersøgelserne af vejenes kulturlandskab.

Det kan lade sig gøre at tegne et omrids af i alt tre netværk, som fortæller lidt af den danske trafikhistorie indtil omkring 1900. Det ældste er skabt af bondestenalderens okseforspændte kærrer af Klosterlund-typen (2000 f.v.t.) der har bevæget sig i et jævnt fremkommeligt og delvist skovbevokset terræn med en hastighed på ca. 3-4 km/t, mens bonden har kunnet præstere en højere hastighed ved at gå på sine egne ben (5-7 km/t). Når han har valgt at bruge okserne som trækkraft til sit spinkle transportmiddel, var det formentlig for at træne plovstudene til at gå med åg. Samtidig kunne bonden transportere brændsel, ler, byggematerialer og landbrugsprodukter i større mængde og over længere afstande, end han kunne med de bare hænder.

Derfor blev bonden i stand til at rydde skove og dyrke marker og høste afgrøder inden for en radius på 3-4 km fra landsbyen. Dette område kan kaldes bygden og var som regel placeret i et topografisk veldefineret område, der indeholdt de elementer, som planteavlen og husdyrholdet krævede: engarealer til græsning og veldrænet dyrkningsjord med jævn hældning (fald), så regnvandet kunne løbe af.

I løbet af bronzealderen indtog oksekærren en stadig vigtigere rolle i landbruget, og den fik i ældre jernalder central betydning i det intensive landbrug med små marklodder. Kærren blev omdannet til en lav firehjulet oksetrukket vogn af Rappendam-type med små tykke skivehjul, der givetvis har kørt gødning ud på de inddigede marker (celtic fields, se oldtidsagre) og tørv hjem til den huslige arne, men ikke mellem bygderne.

I løbet af yngre romersk jernalder (300 e.v.t.) kom de romersk inspirerede hestevogne med høje egehjul og smalle fælge af Tranbær-type til vore germanske forfædre – og transportens skridtgang blev forøget til 6-8 km/t på faste jordveje uden belægning. Det medførte, at bygderne kunne udvides til de områder af den størrelse, som vi i dag kender som landsogne. Derfor kan den gennemsnitlige afstand mellem de mobile landsbyer have været 6-8 km. Det er formentlig en raster vej, det stykke vej, man kan gå uden at hvile. Det svarer til 1300-tallets mil, som Ole Rømer med sin reform i 1683 fastsatte til 7,5 km.

Det landsbynetværk, der etablerede sig i løbet af jernalderen og vikingetiden og som blev fastlagt ved bygning af stenkirkerne i ældre middelalder, er således bl.a. baseret på de hastigheder, som bondens og hestenes skridtgang præsterede i det jævne danske landskab. Der var ikke andre veje end de hjulspor og trædestier, som færdslen selv frembragte. Netværkets knudepunkter, landsbykirkerne, ligger med indbyrdes afstande på ca. 1 mil i gennemsnit med kortere afstande på de frugtbare jorder – hvor hestevognskørsel ofte var langsommere – og større afstande på de magre.

Det er dette landsbynetværk, som landskabslovene fra 1200-tallet forudsætter, og derfor skulle de lokale bønder respektere at alle havde vejret mellem sognebyerne. Det var dog ikke tilladt de rejsende at færdes overalt. De skulle følge de spor og ruter, som man havde brugt siden arilds tid – med mindre sognebønderne i fællesskab besluttede at oprette nye såkaldte svorne veje. Disse veje udgjorde det trafikale netværk i den tidlige middelalder og administreredes af hele samfundet, mens de senere – da købstædernes vejnet, alvejene blev taget i brug – reduceres til lokale sogneveje, der administreredes af bønderne selv. Sognevejene mellem landsbyerne og kirkerne forsvandt derfor helt ud af den nationale vejadministration. Sognevejenes transportmidler – de stive arbejdsvogne – forsvandt også fra de offentlige veje og fulgte deres egne udvikling, skabt af de lokale hjulmænd efter bøndernes behov.

Efter etableringen og udviklingen af købstæderne i knudepunkterne for handel, forsvar, administration eller kirkelige enheder, opstod der i løbet af 1300-tallet et nyt netværk i Danmark med indbyrdes afstande på 25-35 km eller 4-5 mil, der svarer til en synsvidde eller en kending. Afstanden kunne tilbagelægges på 7-8 timer, hvis man agede med stude. Men tog man heste i brug og kørte på tørre jævnede jordveje eller på grusbelægning, kunne hastigheden nærme sig 6 km/t (skridt), hvorved rejsetiden mellem købstæderne var reduceret til omkring 4-5 timer. Med denne hastighed var det nødvendigt at hvile hestene for hver fjerde mil. Transportvogne af Boringholm-type havde kraftigere og brede hjul og større sporvidde, fordi vejbanen flere steder stabiliseres med småsten, skarpt grus og ler – en form for makadambelægning, der er påvist flere steder i Europa.

Der importeredes fra Europa en særlig rejsevogn af Boringholm-type med halvrunde spær og spærklæde, kaldet fruervogn. Fruervognene mindede en del om de langt yngre prærievogne i USA; de havde ofte meget store hjul, der nødvendigvis måtte have styrt, for at de brede vogne kunne køre på de veje, der var skabt af de smalsporede arbejdsvogne. Fruervognene var bygget af byernes professionelle karmmagere (vognmagere).

Med andre ord kunne man køre fra købstad til købstad med friske heste, men på længere rejser måtte man holde ind i købstæderne eller kroerne for hver fjerde mil. Passende nok påbydes det i dronning Margrethe 1.s rigslov fra 1396, at hver foged skal lade bygge kro for hver fjerde mil, og at enhver, der kommer dertil, kan købe sit underhold for sine penge, og at man ikke sætter priserne højere end dem, der gælder i nærmeste by.

Disse veje blev stort set respekteret ved jordernes udskiftning i begyndelsen af 1800-tallet, fordi de faktisk ikke ejedes af nogen og derfor ansås for at være en del af kongens regale som middelaldeerens adelveje, alfarveje, hærstræder, hærveje, der fik fik betegnelsen landeveje i vejforordningen af 1793. I flere købstæder er adelvejene bevaret i gadenavnet Algade, der fører til byens centrum, hvor gaden udvides til Akseltorv eller Hjultorv, fordi landboerne på markedsdagene her solgte deres egne produkter fra vogne.

Der var således to netværk af veje henholdsvis mellem sognebyerne og købstæderne med hver sin trafik og dominerende vogntype. De eksklusive kongeveje blev først åbnet for almenheden i forbindelse med et nyt system af snorlige hovedlandeveje (chausseer) der blev anlagt efter den store vejforordning i 1793. Dette netværk sammenbandt landsdelene i Danmark og tillod en rejsehastighed på 12-16 km/t. i trav. Det medførte, at interessen for rejsevogne af europæisk type med stor sporvidde steg betydeligt. Hermed øgedes også behovet for, at hjulenes fælge blev beslået med jernskinner og at vognene blev udstyret med fjedersystemer, kalecher og polstrede sæder, så passagererne kunne overleve en længere køretur i al slags vejr.

Nu kunne man nå fra den ene købstad til den næste på omtrent den halve tid. Da vejene ofte lå uden for de bebyggede områder, og antallet af de rejsende steg, efterhånden som hovedlandevejene blev færdige, kom der også flere privilegerede landevejskroer, der skulle betjene de rejsende – ligesom cafeterierne på vore dages motorveje. Det var forbudt den lokale befolkning at benytte kroerne for at undgå de lokale sæders forfald. I købstæderne lå til gengæld postgårdene, hvor man betjente såvel de rejsende med dagvognene som de mange brev- og pakkeforsendelser, der skulle fordeles ud i lokalområderne med fodposten eller den agende post.

Der er faktisk mange ligheder mellem chausseerne og deres aftager, motorvejene, der kom til efter 2. verdenskrig. Begge vejsystemer var således anlagt af statsmagten efter en overordnet plan, og begge var konstrueret efter de krav, som tidens førende transportmidler stillede. Chausseerne er bygget til max 12-16 km/t (trav) – og derfor interesserede man sig ikke for at udjævne længdeprofilet, der følger landskabets overflade – hvilket giver ubehagelige rutsjeture for den bilist, der i vore dage kører med 80 km/t. Til gengæld er kørsel på motorvejene med 110 km/t helt uden problemer, fordi længdeprofilet er udjævnet. I stedet snor motorvejene sig gennem landskaberne – mens chausseerne følger rette linjer. Deres anlæggelse har gjort mere vold på landskabet og den lokale bebyggelse end jernbanerne i sidste halvdel af 1800-tallet og motorvejene i sidste halvdel af 1900-tallet.

Chausseerne var et produkt af enevældens lyst til at herske og regulere – til gavn for almenvellet. Centrum for hele dette netværk af alleer i kongeriget var den kongelige residens i København.

• veje
• Danmarks trafikanlæg
• vejforskning
• vejmuseum