Mellemamerikansk edderkopabe (Ateles geoffroyi). Edderkopaberne har sammen med muriquierne de længste og mest veludviklede snohaler af alle aber. Puntarenas, Costa Rica.
Ecuador-slankkapuciner (Cebus aequatorialis) i Ecuadors regnskov. Kapucinerne tilhører samme familie som dødningenhovedaberne.

De egentlige aber deles op i to hovedgrupper: vestaberne i Syd- og Mellemamerika og østaberne i Afrika og Asien. Der findes 178 arter af vestaber, som derved udgør over halvdelen af alle verdens arter af egentlige aber.

Faktaboks

Også kendt som

Platyrrhini

I størrelse varierer vestaberne fra de egernstore silkeaber til de store snohaleaber, som kan veje op til ca. 10 kg. Blandt vestaberne finder man de mindste egentlige aber, de eneste primater med snohale, de eneste nataktive egentlige aber og de eneste egentlige aber med kløer i stedet for negle.

Vestabernes slægtskab

Sort-og-gul brøleabe (Alouatta caraya), en hun med unge. Hos denne art er de voksne hanner sorte, mens hunnerne og yngre hanner er gulbrune. Pantanal, Brasilien.
https://www.mogenstrolle.com/

Vestaberne tilhører en såkaldt parvorden, Platyrrhini i ordenen af primater (Primates). Sammen med østaberne (superfamilien Cercopithecoidea) udgør vestaberne "de egentlige aber". Læs mere om vestabernes placering i primaternes stamtræ i artiklen om primater.

De nulevende arter af vestaber inddeles i fem familier og en lang række slægter, som er vist nedenfor.

Nataber (familien Aotidae):

  • nataber (slægten Aotus) med 11 arter.

Store snohaleaber (familien Atelidae):

  • brøleaber (slægten Alouatta) med 14 arter
  • edderkopaber (slægten Ateles) med 7 arter
  • muriquier eller uldedderkopaber (slægten Brachyteles) med 2 arter
  • uldaber (slægten Lagothrix) med 2 arter.

Silkeaber (familien Callitrichidae):

  • skaberaktamariner (slægten Leontocebus) med 10 arter
  • "saguinus-tamariner" (slægten Saguinus) med 13 arter
  • "mico-marmosetter" (slægten Mico) med 15 arter
  • penselmarmosetter (slægten Callithrix) med 6 arter
  • pygmæmarmosetter (slægten Cebuella) med 2 arter
  • sortkronet dværgmarmoset (slægten Callibella) med1 art
  • løveaber (slægten Leontopithecus) med 4 arter
  • callimico (slægten Callimico) med 1 art.

Kapucinere og dødningehovedaber (familien Cebidae):

  • slankkapucinere (slægten Cebus) med 16 arter
  • topkapucinere (slægten Sapajus) med 7 arter
  • dødningehovedaber (slægten Saimiri) med 7 arter.

Sakier, titier og uakarier (familien Pitheciidae):

  • masketitier (slægten Callicebus) med 5 arter
  • halsbåndtitier (slægten Cheracebus) med 5 arter
  • diverse titier (slægten Plecturocebus) med 25 arter
  • uakarier (slægten Cacajao) med 4 arter
  • skægsakier (slægten Chiropotes) med 5 arter
  • sakier (slægten Pithecia) med 16 arter.

Der beskrives regelmæssigt nye arter af vestaber.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig