snohaleaber

Snohaleaber er aber med snohale. Halen bruger de til at gribe med, nærmest som en ekstra arm.

Fænomenet findes kun blandt vestaber, dvs. aber i Syd- og Mellemamerika. Her har to grupper uafhængigt af hinanden udviklet snohale:

• store snohaleaber (familien Atelidae): edderkopaber, muriquier (uldedderkopaber), brøleaber og uldaber
• kapucinere (underfamilien Cebinae), hvis nærmeste slægtninge er dødningehovedaberne.

Snohalen er så stærk, at snohaleaber kan hænge fra en gren alene i halen, og den bruges som sikkerhedsline under klatring og hvile. Desuden bruger især de store snohaleaber halen i forbindelse med fouragering til at få fat på frugter og blade, der vokser på grene, som er for tynde til at bære deres vægt. Det gør de ved at hænge sig i halen under en gren, så de kan række ned til de tyndere grene nedenunder.

De store snohaleaber har de mest avancerede snohaler. Undersiden af den yderste tredjedel af halen er beklædt med nøgen hud, der er lige så følsom som huden på fingerspidserne.

En række andre pattedyrgrupper har udviklet snohale: træpindsvin, snohalebjørn, pungdyr (opossummer, snohalepossummer og kuskuser), træ- og dværgmyreslugere og skældyr.