snohalebjørn

Da snohalebjørnen oprindelig blev videnskabeligt beskrevet i 1774, blev den betragtet som en lemur, og den beskrives da også som primatagtig i sit udseende, ikke mindst med sine fremadpegende øjne, et træk, som er typisk for primater. I de efterfølgende årtier er den blevet regnet til henholdsvis mårdyrene, civetterne (bl.a. under navnet "snohalecivet") og bjørnene.

Det har dog længe stået klart, at snohalebjørnen hører til halvbjørnene (Procyonidae), en syd- og nordamerikansk rovdyrfamilie, der også omfatter vaskebjørnene og næsebjørnene, og som ikke er særlig tæt beslægtet med bjørnene.

Snohalebjørnen er på størrelse med en mindre huskat. Den vejer 1,4-4,5 kg og har en hoved-og-kropslængde på 42-76 cm og en halelængde på 39-57 cm. Hannerne er en smule større end hunnerne. Den uldagtige pels er ensfarvet brun. Den kan have en mørk rygstribe og i Panama en hvid halespids. Dens øjne er fremadrettede, og ørerne er små og runde.

Den har en muskuløs snohale, der er så stærk, at snohalebjørnen kan hænge fra en gren alene i halen. Dette fænomen, som også ses hos adskillige andre neotropiske pattedyrgrupper, bl.a. snohaleaberne, kendes kun fra ét andet medlem af rovdyrordenen: binturongen fra Asien. Snohalen gør det muligt for snohalebjørnen at hænge fra en kraftigere gren og nå ned til frugter og andre fødeemner, der vokser på grene, som ellers ikke ville kunne bære snohalebjørnens vægt. Når den hænger i halen, har den hænderne fri til at plukke føden.

Derudover har snohalebjørnen usædvanligt fleksible ankler på bagbenene og kan dreje bagfødderne 180° bagud. Det gør den i stand til at hænge fra en gren kun i bagfødderne og til at klatre ned ad træstammer med hovedet forrest som et egern.

Snohalebjørnen har veludviklede gribehænder, og i modsætning til vaskebjørne er den i stand til at holde fødeemner med kun én hånd.

Som tilpasning til at slikke nektar op fra blomster har snohalebjørnen en meget lang tunge; i forhold til sin størrelse er det måske den længste tunge blandt rovdyrene.

Snohalebjørnen er vidt udbredt i Syd- og Mellemamerika, hvor den findes fra Brasiliens østkyst i syd til det centrale Mexico i nord.

Den lever i 0-2.500 meters højde i tropeskov med sammenhængende kronetag, der producerer frugt året rundt. Det kan fx være regnskov, tågeskov, tør skov og galleriskov langs vand. I Sydamerika forekommer den bl.a. i Amazonas, den atlantiske kystskov i Brasilien og stedsegrøn galleriskov i savanneområder som cerradoen.

Al snohalebjørnens fouragering foregår i træerne, ofte højt oppe i trækronerne. Kosten domineres af frugt, der kan udgøre 90-99 % af føden. Det gør snohalebjørnen til et af verdens mest frugtædende pattedyr. Et studie af snohalebjørne i Panama viste, at føden omfattede frugter fra 78 plantearter. Den ynder især frugter fra store træer i morbærfamilien (Moraceae), særlig figner, og den er en vigtig frøspreder for disse planter. Desuden æder den blomster, nektar og blade samt indimellem myrer.

Snohalebjørnen tilbringer det meste af livet i trækronerne og kommer kun sjældent ned på jorden. Den er udelukkende nataktiv og tilbringer dagtimerne i et træhul. Som regel bevæger individer sig alene rundt mellem træerne, men man kan også se sociale grupper både i frugtbærende træer og i træhuller.

Den er den eneste art blandt de trælevende halvbjørne, der lever i familiegrupper. Familierne består typisk af to voksne hanner, en voksen hun, en subadult (dvs. et endnu ikke kønsmodent individ) og en unge. Nogle hunner lever uden for sådanne sociale grupper, men omgås hanner fra flere familier. Interessant nok er det i modsætning til de fleste andre sociale pattedyr især hunnerne, der spreder sig, mens hannerne ofte bliver i den familie, som de er vokset op i.

Familiemedlemmer pudser ofte pels på hinanden. Hannerne leger med ungerne, bl.a. tagfat og boksekampe med hænderne, mens de hænger fra grene i halen.

Snohalebjørnen går drægtig i 100-120 dage, væsentligt længere end de andre arter i familien. Normalt får hunnen kun én unge ad gangen. Ungen er afhængig af hunnen i forholdsvis lang tid. Den dier i 8 uger, før den også begynder at indtage fast føde. Ungen er ikke i stand til selv at klatre rundt i træerne, før den er omkring 3 måneder gammel.

• halvbjørne