vindue

Oldtidshuse i lande syd for Middelhavet havde flere og større lysåbninger. De var placeret højt oppe på husenes facader og var som hovedregel ikke afdækket, da de også gjorde nytte som ventilationsåbninger.

I egyptiske huse kunne der i lysåbningerne være indsat tremmer af træ. I fornemme huse kunne tremmerne være erstattet af gennembrudte kalkstens- eller gipsplader. Hos maurerne, der raffinerede de egyptiske traditioner, blev der udført trærammer med fine sprosseværker og kalkstensplader gennembrudt i sindrige mønstre. I visse tilfælde blev der sat gennemskinnelige materialer, fx alabast, i gennembrydningerne. Maurernes vindueskunst bredte sig via Spanien i løbet af renæssancen over det meste af Europa.

Også grækerne satte i deres antikke templer smukt forarbejdede gitre af træ eller sten i lysåbningerne. Fra antikke romerske huse kendes såvel lysåbninger med profilerede overliggere båret af konsoller som åbninger med rundbuet afslutning med enkelte eller dobbelte kilestensbuer.

I romerske kvaderstensbygninger med vinduer, der var bredere end kvadrene, anbragtes der søjler i vinduerne, hvor kvadrene mødtes. Hvor det af byggetekniske eller andre grunde ikke lod sig gøre at få det ønskede antal lysåbninger, blev murværket såvel hos romerne som hos grækerne bemalet så livagtigt, at malerierne illuderede som de manglende lysåbninger.

I nordiske oldtidshuse var tagøjet (se lyre) placeret i selve tagryggen, men det blev i 1000-1100-tallet flyttet ned, da man, formentlig hos de hanseatiske købmænd, kunne anskaffe bilæggerovne af lerkakler, tilsluttet en skorsten, lofter og vinduesrammer med glasruder.

I de ældste ’stående’ danske kirker, opført i frådsten ca. 1050, som havde murtykkelser på op til 1,5 m, blev vinduesåbningerne udført med skrå false ud- og indvendig for at få mest muligt lys gennem de små åbninger. Foroven afsluttedes disse romanske vinduer med rundbuer. Selve vinduerne bestod af trærammer med mundblæst glas, formentlig importeret fra Tyskland. Glasset blev yderligere indfattet af blysprosser.

I slutningen af den romanske periode blev vinduerne højere og slankere og samledes i grupper på to eller tre, adskilt af murpiller, de såkaldte biforievinduer.

De gotiske kirkevinduer fra ca. 1250 er høje, slanke og spidsbuede. De blyindfattede ruder sidder i trærammer, og der kendes enkelte dekorerede vinduer. De fra bl.a. Frankrig ofte benyttede rosevinduer, dvs. runde vinduer mod øst eller vest, kendes kun i få eksempler. Bl.a. i Tveje Merløse Kirke.

I renæssancen (1550-1650) fik flere og flere landhuse og byhuse i Danmark vinduer med trærammer og blysprosser. De populære rombeformede opdelinger, blev kaldt ruder efter den ene af renæssancens populære kortspils kulører, nemlig ’ruder’. Efterhånden fik alle vinduesrammernes glaspartier, også de firkantede, 8-kantede eller runde, navnet ruder.

Midt i barokken (1650-1759), omkring 1690-1700 kom træsprossen til Danmark fra England. De gav stærkere og tættere vinduer, der ikke ’raslede’ så meget i blæsevejr. Man kaldte derfor i en 100-årig periode den nye type vinduer med træsprosser for ’engelske vinduer’, mens de gamle blysprossede vinduer blev kaldt ’hollandske vinduer’ – bl.a. i brandtaxationer og skifteprotokoller. De fleste byhuse havde engelske vinduer til gaden og hollandske vinduer til gårdsiden.

Skiftet fra blysprosser til træsprosser sker midt i barokken, og der går mode i disse; i en grad så eventuelt eksisterende blyvinduer bliver forvist til byhusenes gårdside eller landhusenes perifere rum, bl.a. karlekammeret, tærskeloen eller indvendigt i huset.

På bevarede træsprossede vinduer fra 1700-tallet og 1800-tallet tilbage i Danmark kan man se, at de fra starten er konstrueret og udført i en høj teknisk kvalitet. Det harpiksholdige kernetræ har en yderst god holdbarhed.

Barokvinduer er symmetriske på to akser, lodret og vandret, svarende til at både lodposten og tværposten er anbragt i midten af vinduet.

Under den kortvarige franskinspirerede rokoko kommer der en større asymmetri, forvredne og S-formede former på mode. For vinduernes vedkommende rykker tværposten en smule op, så vinduet bliver asymmetrisk, horisontalt.

Klassicismen introduceres i Danmark af den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin i midten af 1750'erne men slår først igennem omkring 1760-1770. Arkitekturen bliver inspireret af de antikke bygninger i Rom, som Jardin havde besøgt, og som man lærte at kende fra bøger og stik (tegninger). Men her passede de danske småsprossede barok- og rokokovinduer ikke ind.

Da det krævede meget træ i form af brænde at producere vinduesglas, og da de danske skove havde svært nok med at levere skibs- og bygningstømmer samt brænde til husopvarmning, blev produktionen af plant glas henlagt til Helstatens nordlige del: Norge, hvor der var træ nok. Og for at støtte denne produktion, fik de norske glasværker monopol på levering af rudeglas i Danmark. De norske cylinderglas var imidlertid ikke ret store, så både Jardins og de øvrige klassicistiske arkitekters vinduer var ’småsprossede’.

Under Englandskrigene stoppede skibsfarten fra Norge, så nu blev det tilladt at importere de noget større rudeglas fra Tyskland, bl.a. til Domhuset i København i 1803. I 1812 blev monopolet ophævet og i 1815 blev Norge svensk. Dette førte til, at der blev skabt et dansk klassicistisk vindue, som overholdt antikkens proportionsmæssige idealer: Det gyldne snit, kvadratet og dobbeltkvadratet.

Omkring 1880 begynder de store glasværker i USA at fremstille meget store, plane glasplader (plate glass) på 4 x 8 meter eller større, og 4-6 mm tykke, ved at støbe det flydende glas ud på plane flader og herefter slibe og polere glasset glat på begge sider.

I 1880’erne skød skyskrabere op i Chicago, hvor selve facaden bestod af store glasflader indrammet af glaserede teglsten. Den nye facadekonstruktion blev kaldt for curtain wall, og husene kunne bygges helt op til 14 etager høje.

For at skabe den nødvendige ventilation i rummene bag de store glasruder, placerede man et skydevindue (lodret hæve-sænke-vindue) af træ i begge sider af de store glaspartier. Det samlede vindues-element blev kaldt ’Chicago Windows’ og blev snart også anvendt i New York og andre amerikanske storbyer.

I 1890'erne kopierede man det amerikanske skyskraber-vindue til danske etagehuse på 5 etager. I siderne af den store faste midterrude satte man et dansk etfagsvindue med hævet tværpost. Fordi de første trefags-Chicago-vinduer så dagens lys på Frederiksberg, kaldes det herhjemme for ’Frederiksberg-vinduet’, men da det også er udbredt på Østerbro, kaldes det også for ’Østerbro-vinduet’.

Det store vindue giver et intenst dagslys, der kastes meget langt ind i rummet. De to sidevinduer kan lufte rummet ud på en mere avanceret måde end de amerikanske forbilleder, for den vind, der ofte findes i en gade, kan udnyttes til enten at skabe et kraftigt, direkte sus ind i rummet fra den ene side, eller fra den anden side et indirekte mere mildt luftsug ud af rummet.

I 1930 brød den internationale funktionalisme igennem i dansk arkitektur med ønsket om enkelhed og ærlighed i arkitekturen samt masser af lys, luft og åbenhed. Funktionalismen skabte en populær vinduestype med hjørnevinduet. Anbragt helt ude ved hushjørnet eller sammen med en altan kaster vinduet et fantastisk dagslys ind i rummet.

De to vinkelstillede glas forstærker lysindfaldet nærmest som en kæmpe prisme. Efterhånden som solen drejer rundt, vil de to vægflader ved siden af vinduet på skift virke som en stor lysreflektor, der spreder et blødt og diffust lys endnu længere ind i rummet.

Funktionalismens hjørnevinduer har især en god effekt og kommer virkelig til sin ret i det lave nordiske sollys om efteråret og foråret, hvor behovet for et godt og ensartet dagslys i opholdsrummene er ekstra stort. Den højtsiddende og langt kraftigere sommersol reflekteres derimod på betydeligt mindre flader, så en eventuel overophedning mindskes.