Xantom er en gullig knude i huden, der skyldes ophobning af fedtstoffer (lipider) i celler i læderhuden ved forstyrrelser i fedtstofskiftet. Xantomer kan vise sig som gullige, flade knuder på øjenlågene (xanthelasmata), der oftest er harmløse forandringer, men i nogle tilfælde skyldes et øget fedtindhold i blodet, særligt kolesterol. Større, gulligrøde knuder kan især forekomme på knæ og albuer. Sjældent ses hurtig udvikling af talrige millimeterstore knuder spredt i huden hos personer med påvirket fedtstofskifte, fx i forbindelse med diabetes.
Forandringerne skyldes optagelse af lipider ved fagocytose i makrofager i huden. Hvis årsagen er øget indhold af lipider i blodet, kan xantomer svinde efter diæt og behandling med lægemidler. Skæmmende xanthelasmata kan fjernes med laser eller kirurgisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.