Foretag nødopkald på iPhone
Brug iPhone til hurtigt at ringe efter hjælp i forbindelse med nødstilfælde. Med Nødopkald SOS kan du hurtigt og nemt ringe efter hjælp og advare dine nødkontakter.
Hvis du deler Nødinfo, kan iPhone sende oplysninger om dit helbred til alarmcentralen, når du ringer eller sender en sms til 911 eller bruger Nødopkald SOS (kun USA; kræver iOS 13.5 eller en nyere version).
Bemærk: Hvis du har brug for akut hjælp i USA, kan du sende en sms til 911 (denne funktion er ikke tilgængelig alle steder). Se Apple-supportartiklen Text 911 on iPhone or Apple Watch.
Ring til nummeret til alarmcentralen, når iPhone er låst
Tryk på Nødsituation på adgangskodeskærmen.
Indtast nummeret til alarmcentralen (f.eks. 112 i Danmark), og tryk derefter på .
Brug Nødopkald SOS (alle lande og områder bortset fra Indien)
På iPhone 8 og nyere modeller: Tryk på og hold sideknappen og en af lydstyrkeknapperne inde. Fortsæt med at holde knapperne nede, når mærket Nødopkald SOS vises, indtil iPhone afspiller en advarselslyd og starter en nedtælling. (Træk mærket Nødopkald SOS for at springe nedtællingen over). Når nedtællingen slutter, ringer iPhone til alarmcentralen.
Du kan også vælge, at iPhone skal starte Nødopkald SOS, når du trykker fem gange på sideknappen. Gå til Indstillinger > Nødopkald SOS, og slå derefter Ring med sideknappen til.
På andre iPhone-modeller: Klik fem gange på sideknappen eller knappen Vågeblus til/fra (afhængigt af din model), og træk mærket Nødopkald SOS.
Når nødopkaldet slutter, advarer iPhone dine nødkontakter om, at du har foretaget et opkald, og sender dem din aktuelle lokalitet (hvis den er tilgængelig).
Brug Nødopkald SOS (Indien)
På en iPhone med Face ID: Tryk tre gange på sideknappen. Eller – hvis Tilgængelighedsgenvej er slået til – hold sideknappen og en af lydstyrkeknapperne nede, indtil mærkerne vises, og træk derefter Nødopkald SOS.
På en iPhone med knappen Hjem: Klik tre gange på sideknappen eller knappen Vågeblus til/fra (afhængigt af din model).
Som standard afspiller iPhone en advarselslyd, starter en nedtælling og ringer derefter til alarmcentralen.
Når nødopkaldet slutter, advarer iPhone dine nødkontakter om, at du har foretaget et opkald, og sender dem din aktuelle lokalitet (hvis den er tilgængelig).
Rediger indstillingerne for Nødopkald SOS
Gå til Indstillinger > Nødopkald SOS.
Foretag en eller flere af følgende handlinger:
Slå Autoopkald til eller fra: Når Autoopkald er slået til, og du starter Nødopkald SOS, afspiller iPhone en advarselslyd, starter en nedtælling og ringer derefter til vagtcentralen i dit område.
Slå nedtællingslyden til eller fra: Når Nedtællingslyd er slået til, afspiller iPhone en advarselslyd, selv om funktionen lydløs eller Forstyr ikke er slået til.
Administrer dine nødkontakter: Tryk på Indstil nødkontakter i Sundhed eller Rediger nødkontakter i Sundhed. Se Opret og del Nødinfo i Sundhed på iPhone.
Vigtige oplysninger om nødopkald på iPhone
Du kan bruge iPhone til at foretage et nødopkald mange steder, forudsat at mobiltjenesten er tilgængelig, men du bør ikke være afhængig af den i nødsituationer. Nogle mobilnetværk accepterer måske ikke et nødopkald fra iPhone, hvis den ikke er aktiveret, hvis iPhone ikke er kompatibel med eller konfigureret til at bruge et bestemt mobilnetværk (hvor det er relevant), hvis der ikke er et SIM-kort i iPhone, eller SIM-kortet er låst med en PIN-kode.
I nogle lande og områder kan udbydere af redningstjenester måske få adgang til lokalitetsoplysninger (hvis de findes), når du foretager et nødopkald.
Gennemgå operatørens oplysninger om nødopkald for at forstå begrænsningerne i nødopkald via Wi-Fi.
Når et nødopkald slutter på en CDMA-model, skifter iPhone til Nødopkaldsfunktion i nogle få minutter, så vagtcentralen kan ringe tilbage. I dette tidsrum er der blokeret for dataoverførsel og tekstbeskeder.
Efter der er foretaget et nødopkald, kan visse opkaldsfunktioner, der blokerer indgående opkald eller gør dem lydløse, blive slået fra i et kort stykke tid for at give plads til et tilbagekald fra alarmcentralen. Funktionerne omfatter Forstyr ikke, Ignorer opkald fra ukendte personer og Skærmtid.
Hvis du på en iPhone med dobbelt-SIM ikke slår Wi-Fi-opkald til for en linje, går indgående opkald til den linje (herunder opkald fra vagtcentralen) direkte til telefonsvareren (hvis operatøren tilbyder telefonsvarer), når den anden linje er i brug. Du modtager ikke notifikationer om ubesvarede opkald.
Hvis du indstiller betinget viderestilling af opkald (hvis operatøren tilbyder det) fra en linje til en anden, når en linje er optaget eller ude af drift, går opkaldene ikke til telefonsvareren. Bed din operatør om indstillingsoplysninger.