Nogle dage...

Nogle dage ser det hele ret sort ud...

og så er det svært at stå ud af sengen...

...hovedet langt ind under dynen...

Og så kan udsigten se sådan her ud....

og loftet kender jeg efterhånden også ret godt...

Men disse dage....

Tvinger jeg mig selv til at tænke at det bliver godt igen.

Jeg strikker og tænker

Jeg har ikke noget nyt strik at vise på bloggen lige nu, men jeg har flere stykker strik som snart er klar til at blive vist på bloggen.

Jeg strikker i øjeblikket et par bukser fra babystrik på pind 3, til min nevø der bliver et år om nogle dage, og så strikker jeg også en hue til ham fra samme bog. Jeg er ret vil med hæftet babystrik på pind 3, for der er så mange gode opskrifter på dejlige basis ting til baby. Og så er mulighederne for variation jo rigtig mange :)

Jeg er i øjeblikket indlagt på psykiatrisk afdeling igen. Jeg har været her i cirka 2 uger. Jeg lider meget at angstanfald, og jeg får mange flashback til de overgreb jeg har været ude for som barn. Så jeg har lige brug for at have lidt ro på, og være i trygge hænder, så selvmordstankerne bliver til noget.

Jeg er startet i psykoterapeutisk behandling, hvilket jeg er meget glad for. Jeg går i en gruppe, og vi får både undervisning i hvordan vi kan lære at tackle hverdagens udfordringer, samt taler om de ting som er svære og som fylder. Jeg synes at det er hårdt at åbne op for de ting der er svære, og specielt de overgreb jeg har været udsat for som barn. Men jeg ved at jeg skal igennem det, og at det nok skal blive lidt nemmere at leve med, når jeg får talt om det, men det er rigtig hårdt at skulle igennem.
Heldigvis er personalet virkelig kompetent, og jeg oplever at jeg får den støtte og hjælp jeg har brug for.

Jeg er så uendelig glad for at bo i et samfund hvor jeg kan få hjælp til de problemer jeg har. At der hver dag er dygtige og kompetente mennesker, der går på arbejde for at hjælpe mig og andre der er i en lignende situation. Det er ret stort, og jeg synes at man for sjældent hører om de mange dygtige mennesker som arbejder med folk der har det psykisk svært, og som gør en så stor forskel, at rigtig mange kommer ud igen på den anden side med et rigtig godt liv.
Så hurra for sygeplejersker, hjælpere, psykologer, læger osv som hver dag arbejder med at hjælpe sådan nogle som mig, når livet bliver en anelse for tungt.

Strik og hygge i solen efter indlæggelse

Jeg har lige været indlagt en uge på Amager psykiatri, med angst og selvmordstanker. 

Det er virkelig ikke sjovt at have det så dårligt, men jeg har fået god hjælp af venligt og professionelt personale, så nu er jeg hjemme igen, og er i bedring.

Mens jeg var indlagt kom min kære niece Miriam på besøg sammen med min bror, og vi var bla. en tur ved Ismageriet på Amager hvor vi fik lækker is med fløde og jordbær :) 

Den samme aften som jeg blev udskrevet, samledes vi alle, dvs min mand, min storebror med kone og to børn samt lillebror og hans kone, udenfor til lækker mad som vi bestilte fra smørhullet.

 Vi bor alle på samme kollegie, og det er så skønt at bo så tæt på hinanden, at vi altid kan ses, og lave hurtige aftaler om fx at spise sammen, børnepasning, filmaftener osv.

 Der er også blevet spist (kæmpe) is fra Parad-is. Den var lækker!

 Hygge på grasplænen ved vandet. 

Når jeg nu har så langt hår, at jeg både kan have top og hestehale samtidig, hvorfor så ikke?

Strik i solen. Jeg strikker en cardigan til min nevø på ni måneder, af det navia uno garn jeg købte på Færøerne forleden.

 Gult neglelak i solen. Jeg elsker neglelak at have lakkerede negle, og kan godt lide at skifte imellem forskellige farver, og nu syntes jeg at gult var ret passende.

Alt bliver bare en smule smukkere i sol, ikke?

Jeg bliver altid lidt emotionel og ekstra taksnemmelig for de små ting i livet, efter at jeg har været indlagt. Det er sgu stort at jeg lever i et samfund hvor der findes professionelle som kan passe på mit liv, når jeg ikke selv magter det!

Herretrøje i navia hæfte nr 18

Så kan jeg langt om længe vise jer denne trøje. Jeg har strikket den for navia, for at teste opskriften for eventuelle fejl og mangler. Jeg fik garnet og opskriften i maj eller juni, og begyndte med det samme at strikke. På daværende tidspunkt var jeg rimelig hårdt ramt af depression, så det var ret svært for mig at holde fokus på at strikke. Trøjen er strikket oppefra og ned, hvilket er virkelig smart, da den så kan prøves undervejs. Jeg strikkede det jeg skulle, for at kunne sige om der var fejl i opskriften, dvs at jeg strikkede halsen/brystet, lidt ned af kroppen og det ene ærme. Og så kom trøjen til at ligge i en krog... Jeg blev indlagt i slutningen af juni, og noget af det første jeg gjorde da jeg var blevet indlagt, var at skrive en mail med de få bemærkninger der var til opskriften, så jeg ikke skulle stresse over at have den opgave liggende. Mens depressionen var på det værste, havde jeg ingen lyst til at strikke overhovedet (det har jeg aldrig prøvet før!) men jeg tvang mig selv til at strikke en smule hver dag alligevel, for det fik jeg anbefalet af læger og sygeplejersker - at gøre ting som normalt gjorde mig glad og gav mig mening. I den måned jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i torshavn, fik jeg så strikket det meste af for/bagstykket, og manglede således kun det ene ærme. Men det ene ærme kom til at ligge riiigtig længe, og jeg blev først helt færdig med trøjen efter nytår. Men da en så stor del af trøjen er strikket i 2013, kommer den altså med i 2013 :)

Men nu er trøjen altså færdig, og min mand er rigtig glad for trøjen, og det er jeg også. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har nydt specielt meget at strikke trøjen, men det har nu mere været pga min manglende lyst til at strikke og depressionen. Men kaster man sig ud i at strikke denne trøje, skal man lige være opmærksom på at 2/3 af trøjen er strikket 1r1vr, hvilket tager ret lang tid.

Jeg havde lidt svært ved at tage et billede hvor man virkelig ser det flotte mønster som der er i trøjen, men her ser man det ihvertfald nogenlunde.

Jóhan har selv valgt farverne (og hentet garnet) og det synes jeg at han er kommet rigtig godt fra. Jeg elsker at han har en mening om hvad jeg strikker til ham, og at han faktist ved hvad jeg snakker om, når jeg er i tvivl om jeg fx skal strikke på pind 5 eller 6, så kan han godt komme med sin mening om han synes at pind 5 eller 6 ville fungere bedst :)

Her ses mønsteret måske også lidt. Jeg synes at det er ret fedt, at striberne på ærmerne har så stor en betydning for, hvordan den færdige trøje kommer til at se ud. På den måde kan man sætte sit personlige præg på trøjen, så at den matcher modtageren.

Faktaboks:

Strik nummer i år: 39

Lavet til: teststrik for Navia, lavet til min mand

Opskrift: Fra navia hæfte nummer 18

Ændringer: Jeg har strikket på pind 4, istedet for 4,5 for at få strikkefastheden til at passe

Størrelse: 

Garn: Navia uno strikket dobbelt. Til striberne i ærmerne har jeg brugt rester af navia duo

Lager, rester elle nyindkøbt: da trøjen er teststrikket for navia, har jeg fået garnet af navia. Striberne på ærmerne er rester fra mit eget lager

Vægt / meter: 450 g / 3.150 m

Strikket af garn købt før 2013: 5,540 kg

Strikket i alt i år 2013: 7,345 kg / 23,900 km

Bellas kjole

Her kommer så det første stykke strik, som jeg mangler at vise jer fra strik 2013.

Ligesom rigtig mange andre i blogland, har jeg også købt det dejlige opskrift hæfte "Babystrik på pind 3", og er ligesom mange af jer andre faldet for modellen Bella.

Min bella er strikket i juni, juli, august OG september, og var virkelig svær for mig at komme igennem. Ikke fordi den er svær eller kedelig at strikke, men fordi jeg viiirkelig ikke havde den mindste lyst til at strikke. Depressionen sugede al glæde ud af mig, og også glæden ved at strikke.
Jeg fik dog anbefalet at blive ved med at gøre ting der normalt gør mig glad, så derfor strikkede jeg troligt på Bella, selvom hver eneste maske føltes som en kamp at komme igennem.

Den blev dog færdig til sidst, og jeg er virkelig godt tilfreds med resultatet. Både fordi kjolen er både smuk og sød, men ikke mindst fordi jeg holdt ud at strikke den, selvom jeg absolut ingen glæde følte ved at strikke på det tidspunkt.

Her kommer lige en masse billeder. Jeg kunne ikke vælge dem ud, så i får dem alle sammen :)

Faktaboks:

Strik nummer i år: 24

Lavet til: Min guddatter Sesilia

Opskrift: Bellas kjole fra Babystrik på pinde 3

Ændringer: Den er strikket lidt længere end i opskriften

Størrelse: 3-4 år. Da jeg startede på kjolen, ville jeg have lavet den til en 1 årig pige, og derfor er den strikket i størrelse to år, men den blev alt, alt for stor, og derfor besluttede jeg bare at den skulle være til Sesilia og strikkede den dermed længere end i opskriften, så proportionerne passede sammen.

Pinde: 3

Garn: Blackhill højlandsuld fra garnudsalg i farven rosenknop

Lager, rester elle nyindkøbt: Lager, købt for 2 år siden

Vægt / meter: 110 g / 600 m

Strikket af garn købt før 2013: 3,560 kg

Strikket i alt i år 2013: 5,070 / 15,300 km

Gennemgang af 2013 / stille på bloggen

Som i jo har set, har der været ualmindelig stille på bloggen i flere måneder. Det skyldes en række ting, og dem vil jeg forklare jer om i dette indlæg.

Det startede for et år siden, da min mand og jeg havde besluttet os for at flytte til Danmark. Vi besluttede at han skulle flytte i januar, og at jeg skulle følge efter i august. Vi lejede vores hus på Færøerne ud, jeg flyttede ind hos svigerforældrene, vi fik en lejlighed i København, vi fik flyttet en masse af vores ting til København - men så kom Johan desværre ikke ind på studiet, som han havde søgt. Så vi mistede lejligheden i København, og stod med et udlejet hus på Færøerne, og de fleste af vores ting i København. Det fik vi løst med at vi begge flyttede ind til Johans forældre, fik opmagasineret vores ting i min brors depot, og skrev os op på ventelisten til lejlighed på ny.

Hen over foråret begyndte min depression at vise sit grimme ansigt igen, efter at jeg havde været fri for de depressive symptomer og tunge tanker i noget tid, efter vellykket behandling på psykiatriske center på Færøerne. Depressionen blev være af, at der var en del sygdom i familien, og blandt andet fik min storebror at vide at det barn de ventede sig, havde en hjertefejl. Depressionen gjorde at jeg blev mere inaktiv, isolerede mig mere, og havde meget fravær fra arbejdet, som jeg også blev sygemeldt fra. Også begyndte jeg at få angst igen, efter at have været helt fri for den i noget tid, takket være behandling. Det var forfærdeligt at få alle de symptomer igen, efter at have oplevet at have fred indeni i flere måneder, hvilket jeg faktist aldrig har oplevet før. Det føltes også som et enormt nederlag at få en nedtur igen, for da jeg sluttede behandlingen i september, og fik ro indeni, troede jeg ikke at jeg ville ende i det dybe hul igen...
Det hele kulminerede i juni hvor jeg ikke længere kunne sove, og var angst hele tiden, også havde jeg mange trælse tanker som jo følger med en depression, og det eneste rigtige på det tidspunkt var, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Der var jeg i 1 måned, og fik rigtig god hjælp. Jeg var indlagt i hele juli måned, hvilket jo er midt i sommerferien, men i mit sind var der ingen sommer i år, og egentlig passede det mig ganske fint at det var virkelig tåget nærmest hele august måned i Torshavn.
I tiden jeg var indlagt, havde mange gode samtaler med både sygeplejersker, læger og psykologer, og de fandt fælles ud af at jeg stadig har nogle symptomer på PTSD, på trods af at jeg i september afsluttede behandling fordi jeg ikke længere opfyldte kriterierne for diagnosen borderline, og fordi jeg havde styr på mine følelser og havde en god dagligdag. Under denne indlæggelse blev det så anbefalet at jeg skulle starte i behandling igen, specielt med øje for at få bearbejdet de traumatiske oplevelser som ligger til grund for mine symptomer. Den behandling venter jeg i øjeblikket på.

I august kom måneden, hvor Johan og jeg havde besluttet, at vi endelig skulle flytte til København for at påbegynde vores studieliv. Vi var så heldige igen at få tilbudt en lejlighed på det samme kollegie som min storebror med kone og barn, samt lillebror med kone bor. På grund af min tilstand var vi dog meget i tvivl om vi skulle tage springet, men heldigvis gjorde vi det!! Johan flyttede 1. september, og jeg flyttede en måned efter. Vi er nu kommet godt på plads i København, og vi trives godt, selvom jeg stadig er ret plaget af PTSD symptomer.

Da jeg tænkte på at skulle bo i Danmark, så dejlig tæt på mine to brødre, havde jeg ikke tænkt at det ville blive på denne måde som det har været indtil nu. Min storebror blev nemlig far til en lille dreng der blev født med en hjertefejl, tilbage i august måned, men de er stadig indlagt på hospitalet, så dem har vi ikke haft glæde af her på matriklen, og der har været mange bekymringer og tanker omkring hele deres situation. Heldigvis har vi kunne besøge dem meget på sygehuset og på Ronald Mc Donald huset, hvor de bor nu, og heldigvis har jeg haft en del besøg og overnatninger af min dejlige niece på 5 år. Min lillebror, der blev gift i august, fik også den glæde at han skulle være far, men desværre kom der tidligt i graviditeten komplikationer, så de har også været indlagt, på et andet sygehus end nevøen, i mange mange uger. Så i mange uger var jeg meget splittet imellem at besøge rigshospitalet, hjælpe med niecen, besøge på Hvidovre hospital, holde styr på det hele herhjemme og passe på mig selv.

Sørgeligvis endte det med at min lille niece blev født alt alt for tidligt, og kun levede i 3,5 time før hun blev en lille engel. Så de første måneder af vore "eventyr" som vi har drømt om så længe, har været meget anderledes end vi havde håbet på og forestillet os. Men heldigvis har vi i det mindste haft hinanden, min mand, mine brødre og mine svigerinder. Og det er i prøvelser som dem vi har været og er ude i, at man virkelig finder ud af hvem der er der for en, og hvem der betyder noget for en, og for mig betyder familien ufattetlig meget, og jeg er så taknemmelig for at have min mand, brødre, svigerinder, niece og nevø tæt på <3 p="">
Nu blev det meget langt, men jeg føler at jeg lige skal komme med en forklaring på min passivitet på bloggen, før jeg kan fortsætte med at vise jer mine strikke projekter igen.

Tak fordi at stadig følger med, og jeg vil virkelig håbe på at der bliver mere aktivitet på bloggen i det nye år.

Det jeg har strikket i 2013 skal i selvfølgelig ikke gå glip af, så selvom vi nu skriver 2014, så vil den næste tid gå med at vise jer strikke projekter fra 2013 :)

Jeg vil ønske jer alle et godt nytår, og sige som en norsk blogger skrev i går:
Jeg ønsker jer et godt og velsignet nytår. Måtte året bestå af mange gode, glade og smukke øjeblikke. Hvis det nye år vil bringe tunge stunder, så håber jeg af hele mit hjerte at der findes mennesker rundt om dig som vil støtte, sådan at dagene bliver til at bære for os alle.

Venlig hilsen Ása

Depression...

...Ja nu er det godt nok længe siden at der er kommet noget nyt indlæg her på bloggen...

Det er fordi at jeg har fået en depression....

Energien er på et absolut lavpunkt, og så er det altså ikke lige bloggen der bliver prioriteret først.. Jeg har været sygemeldt fra arbejdet i flere uger, og det svinger sådan lidt om jeg synes det går opad eller nedad. Dog håber jeg snart at jeg er ude af dette mørke hul, for en depression er ihvertfald en lorte sygdom!

Jeg skirver nok lidt mere om det senere når jeg er kommet lidt ud på den anden side,

men nu vil jeg lave nogle indlæg med strik som jeg kan vise jer, for jeg har dog ikke sluppet strikketøjet helt :)

I modvind . . . / Change of plans

Nu er det rigtig, rigtig længe siden jeg har blogget... Grunden er at jeg de sidste uger har været langt nede i kælderen... Jeg har haft det ret hårdt, så jeg har ikke lavet særlig meget, kun prøvet at få nogle flere kræfter og blive i lidt bedre humør.

Det svinger altid en smule hvordan jeg har det, men de sidste uger har været ud over det sædvanlige... Jeg har ligget meget på sengen eller i sofaen, og jeg har haft meget fravær fra arbejdet. Heldigvis går jeg i en fantastisk behandling der hedder DAT (nogle steder kaldet BDP) hvor jeg både er til gruppeterapi/undervisning 2,5 timer om ugen, en time enkelt terapi plus mulighed for telefon kontakt 24 timer i døgnet. Jeg føler mig så utrolig, fantastisk heldig at jeg får så meget hjælp...

Jeg har nu fået hovedet over vandet igen, så nu er jeg forhåbenlig klar til at blogge igen :)  og 1000 tak til alle jer der troligt har fulgt min blog selvom her ikke har været aktivitet - 1000 tak! :)

Selvom jeg ikke har været aktiv på bloggen, og i det hele taget har været meget passiv, så er der sket en del aligevel. Jeg har strikket meget og så er jeg også lige fløjet til København :D
Som jeg tidligere har skrevet, så er Mr. J og jeg jo kommet ind på hhv. sosialrådgiver og pædagog uddannelse her i København....................MEN det er ikke derfor jeg er i Danmark nu. . .
Vi har nemlig besluttet os for at udsætte studiestart til feb 2013. Den beslutning har vi taget pga af min 'tilstand' eller hvad man nu skal kalde det. Og så tror jeg også at det er rigtig godt at jeg kan fortsætte er år i DAT på Færøerne før jeg flytter over til en evt DAT behandling i KBH.
Da vi i sin tid tog beslutningen om at vi skulle flytte til København i januar, så besluttede min familie sig for alle at holde jul i København (mine to brødre studerer i København, og så var det kun mor, far og de to små søstre som skule flyver over til KBH). Men så ombestemte vi os her for nok omkring 2 måneder siden - hvad skulle de så gøre?! Jo, mor og far har givet mig en flybillet i julegave, så nu er vi hele familien samlet i København for at holde jul, og det er bare så hyggeligt :)

Selvom jeg ikke har haft det godt, så har jeg da strikket en del alligevel. Jeg kan starte med at vise jer denne:

En skøn, SKØN sirri sweater til MIG :)

Den har været inde i mit hoved i snart et år, garnet har jeg haft i 4 måneder, og så tog den kun lidt over en uge at strikke! Jeg elsker den <3 (I får bedre billede og faktaboks senere)

Såh... Forhåbenlig kommer bloggen nu til at køre normalt, så stor tak for jeres tålmodighed i min 'pause'.

I morgen skal jeg med min lillebror som studerer medicin, ind på panum til en rundvisning af hvor han har sin daglige gang. Det glæder jeg mig til :)

P.S. hvis du ser denne sweater spasere rundt i København (sikkert nok i et shoppingcenter), så må du meget gerne prikke mig på skulderen og sige hej ;)

International psykiatridag

I tirsdags, d. 10. oktober, var der international psykiatridag. Det er en dag hvor der bliver sat lys på det at være psykisk syg eller pårørende til en der er psykisk syg.
Her på Færøerne blev der ikke gjort det store ud af det på selve dagen, ud over at det var lidt om det i nyhederne. Men senere på året kommer der til at være en hel uge hvor der er fokus på emnet psykisk sygdom.

Da den internationale psykiatridag var i 2007, blev jeg kontaktet af arrangørerne om de kunne få lov til at udstille en skulptur jeg lavede da jeg var indlagt i 2006 og om de måtte bruge den til plakat for arrangementet!

Det måtte de selvfølgelig meget gerne, og iiih hvor var jeg dog (og er stadig) stolt! :)

Skulpturen lavede jeg sammen med en kunstner da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling i 2006. Det var virkelig spænende at arbejde sammen med en kunstner, og han var så god til at få det bedste frem i mig. Jeg fik virkelig udtrykt det jeg ville, og for mig er skulpturen vildt personlig, og jeg har den meget kær. 

Det var spænende at udtrykke mig på en kunstnerisk måde, og få følelserne ud gennem fingrene istedet for "bare" at tale om det hele tiden...

Jeg tænkte bare lige at jeg ville dele det med jer :))
God lørdag aften, jeg håber at I hygger jer

Så skuffet!

I onsdags skulle jeg jo starte på gruppe undervisningen i den nye behandling jeg er startet på

Jeg tog afsted til Torshavn tidligt om morgenen og havde en samtale med min gamle psykolog - det var dejligt :o)

Så var der lige 2 timer indtil gruppeundervisningen skulle starte, og jeg gik lidt rundt i nogle butikker.
Jeg skrev til en veninde som går til den samme behandling, om vi skulle følges. Mens jeg stod i kø i en madvare butik skrev hun tilbage; om jeg ikke havde fået at vide at gruppen var blevet udsat til næste uge?
.....................Min verden gik lige i stå.........................................
Jeg fik betalt og kom ud i bilen som var i en parkeringskælder. Jeg satte mig ind, lukkede døren og så begyndte jeg bare at græde. Jeg havde været så spændt og nervøs, og jeg har ventet siden i marts med at komme i gang, og så skulle det bare slet ikke være i dag aligevel :(
Jeg var SÅ ked af det og græd meget. Jeg kunne mærke at jeg var ved at miste kontrollen over mine følelser, og jeg blev nødt til at snakke med nogen. Jeg ringede til min kontaktperson, tænkte at hun måske kunne berolige mig lidt. Hun spurgte om hun skulle komme og være hos mig, det syntes jeg ikke var nødvendigt, for hun var over en times kørsel væk, men hun insisterede (klogt af hende...)
Nogle gange hvis der sker noget der får mig virkelig ked af det, så har jeg svært ved at styre mine følelser, og denne gang var det ekstra svært. Jeg følte at det hele bare gled ud hvor jeg ikke kunne styre det selv. Heldigvis kom kontaktpersonen så hurtigt hun kunne, og så sad vi der i bilen. Hun var god til at rumme mig, og hun hjalp mig 'ned på jorden igen' ved bare at være der og snakke lige så stille og roligt til mig. Og så forstod hun i øvrigt også at jeg følte mig skuffet, for de havde jo glemt at sige til mig at det ikke skulle være i denne uge. Efter cirka 3 timer gik vi ind og købte en is, og så var jeg klar til at køre hjem igen. Jeg er utrolig taknemmelig for at hun ville komme!!

Jeg blev selv meget overrasket over at jeg reagerede så kraftigt, og det tog mig hele torsdagen at komme ovenpå igen. Det er ret frustrerende at være bevidst om sine følelser, men ikke altid at kunne styre dem...
Det håber jeg at jeg lærer ved den nye behandling :)

P.s. tusind tak for jeres kommentarer, det varmer :)

I morgen...

I morgen starter der noget andet stort for mig.

Jeg skal starte, altså sådan rigtig starte i en behandling der hedder DAT. Jeg har ikke fortalt jer det her før, men jeg fik i marts at vide, at jeg har nogle karakter træk der minder meget om borderline, så jeg har derfor fået en arbejdsdiagnose - borderline (emotionel ustabil personlighedsforstyrelse).  (såvidt jeg har forstået det, så betyder en arbejdsdiagnose en midlertidig diagnose mens man laver de sidste tests osv)

Det var et hårdt slag for mig at få at vide at jeg har emotionel ustabil personlighedsforstyrelse, for det er virkelig noget andet end det det har heddet før, nemlig tilbagevendende depression.

Jeg prøver dog at tænke at selve diagnosen jo ikke ændrer noget. Det er bare et navn.

    I forbindelse med at jeg fik diagnosen, så fik jeg også tilbudt denne behandling der hedder DAT. Behandlingen havde jeg hørt om før, og da der er gode resultater fra behandlingen tvivlede jeg ikke. Behandlingen er en adfærdsterapi hvor man lærer de ting som vi, emotionel ustabil personlighedstyper, ikke har lært i vores tidlige barndom. Der er 4 moduler; mindfullness, følelses regulering, relationsførligheder og hold ud førligheder, og behandlingen tager ca 2 år, alt efter hvordan man har det når man starter og hvor godt man arbejder med sig selv. 

Jeg har borderline i en ret mild grad (wow, det var underligt at skrive... jeg har borderline.... jeg tror ikke jeg har formuleret det så direkte før, for det hele virker stadig så nyt) så jeg tror og håber på at det ikke kommer til at tage meget mere end 2 år. En stor del af behandlingen er også at behandle traumer fra barndommen (som de fleste borderlinere har) og der er jeg nået meget langt. Før havde jeg tit mareridt, flashbacks og jeg kunne endda besvime hvis jeg fik et ubehageligt billede frem for mit indre blik men det er alt væk. Billederne kan stadig komme, men nu kan jeg fungere ganske fint selvom et billede fylder meget i mit indre blik, og efter hånden er jeg også blevet meget god til at flytte billedet ned i hjørnet af mit indre blik, så det kun er en lille firkant, og ikke noget der fylder hele min "indre computerskærm", hvis I forstår... Derudover så er jeg ikke selvskadende og har ikke brug for medicin, så jeg tror på at det nok skal gå godt :)

Behandlingen foregår ved enkeltsamtaler ca 1.5 time om ugen, gruppe undervisning 2.5 timer om ugen, undervisning/info til pårørende samt en krise telefon som jeg ALTID kan ringe til, også midt i middagen juleaften, som hun siger :) Jeg tror at lige det med krise telefonen virkelig kan hjælpe. For det er i de svære situationer som er lige her og nu at det hele bliver for svært. At man ikke ved hvordan man skal håndtere det, at jeg lukker mig inde i mig selv, evt får lyst til at sluge en masse piller osv.

Jeg startede på enkeltsamtalerne i mai, og det går fint. Jeg er ved at lære min behandler godt at kende, og jeg skriver skema hver dag over hvordan jeg har det (det er tit svært at huske hvordan man har haft det, hvis jeg har det godt nu - så har det altid været godt og hvis jeg har det skidt nu, så har det altid været skidt...)

I morgen skal jeg så starte i undervisningen, og det glæder jeg mig SÅ meget til! Jeg er rigtig spændt på at få nogle redskaber til hvordan jeg tackler de svære situationer. Jeg ved at det bliver hårdt, men jeg synes selv at jeg er ret god til at arbejde med mig selv, og den psykolog som jeg gik hos før jeg flyttede over til DAT behandlingen hjalp mig såå meget i den rigtige retning.

Hende, min gamle psykolog, skal jeg faktisk snakke med i morgen, og det glæder jeg mig såååååååå meget til. (endnu et borderline symptom er at man knytter sig enten meget tæt til folk, eller slet ikke) og denne psykolog er jeg kommet til at holde så meget af. Hun ved næsten altid hvad jeg mener, selv når jeg har svært ved at finde de rigtige ord, og un viser så stor omsorg for mig. Det absolut sværeste ved at sige ja tak til DAT behandlingen var at sige farvel til min psykolog. I morgen får jeg den enestående mulighed for at snakke med hende igen, og jeg GLÆDER mig :)

Så nu må jeg heller smutte i seng, for der venter en lang dag forude.

Jeg håber at I tager vel imod min åbenhed...

og undskyld hvis dette indlæg er lidt rodet og forvirrende. Jeg synes at det er svært at skrive om min psykiske situation, og så er det også lige det der med at finde de rigtige ord på dansk...

Godnat :o)

I dag klokken 11.57

...fik jeg et meget vigtigt opkald. Det var et opkald jeg har ventet længe på, og som jeg faktist lidt havde mistet troen på skulle komme.
Men i dag kom det så :o)
Det var min socialrådgiver/sagsbehandler der ringede og sagde at jeg skal starte i job!!! :D Juhuu :)
Det er nu 21 måneder siden jeg blev sygemeldt, og jeg glæder mig SÅ meget til at komme i gang igen. Jeg glæder mig at komme ud blandt andre mennesker, jeg glæder mig til at få (noget mere) indhold i min dagligdag, og så tror jeg også at det er rigtig vigtigt ifbm at jeg skal begynde at studere i februar, at jeg har været i gang før jeg starter op på studiet.

Det jeg skal starte på, er en arbejdsprøvning. Det er nu 16 måneder siden jeg søgte og ca. 8 måneder siden jeg fik det godkendt. Så man kan ikke ligefrem sige at det har gået hurtigt!!
Jeg har på det seneste snakket meget med min socialrådgiver om denne her arbejdsprøvning, men jeg havde helt ærligt mistet troen på at der skulle ske noget før vi flytter til januar, for jeg har lært af erfaring at man skal ikke forvente for meget af den hjælp man får lovet....
Men nok om det negative - nu sker det! Hvor vildt :)

Jeg vil ikke sige alt for meget før alt er kommet 100% på plads, men jeg kan da afsløre at jeg tror det er lige noget for mig, så jeg er rigtig spændt.
Jeg skal til samtale på torsdag. Der skal vi aftale hvor mange timer jeg skal være, hvornår jeg skal starte osv :)

Hvad skulle jeg gøre uden hende??

I dag er onsdag, og det betyder at min kontaktperson kommer fra 9-11.
Jeg satte vække uret klokken 7 og gik i bad. Jeg lagde min telefon i kommoden, så jeg blev nødt til at rejse mig for at slukke alarmen. Smart hvis jeg selv skal sige det ;)
Her på det seneste har mine morgener været meget tunge, og det var det også i morges, men jeg kom i bad og fik endda glattet hår og lagt make up :)
Da min kontaktperson kom var jeg stadig meget tung i det og ikke i godt humør, så vi startede med en kop the. Når den var drukket gik vi i gang med at vaske op, ryde op i køkkenet og stuen og sidenhen kørte det bare der-ud-af :))
Vi fik ryddet op i stort set hele huset, støvsuget stort set hele huset (jaja det er ikke stort, men alligevel), skiftet sengetøj, ryddet nogle gamle ting og tøj ud og  lagt en plan for i morgen.
Juhuuuu for at vi har nået så meget. Det føles virkelig FANTASTISK! Uden hendes hjælp ville jeg højst sandsynlig stadig ligge i sengen og være træt/ked af det... Jeg er så taknemmelig for at jeg bor i et land hvor man kan få hjælp hvis man har brug for den. Og denne hjælp har jeg virkelig brug for.
Her på det seneste hvor jeg har været sådan lidt nede har jeg tænkt meget på hvor mange indlæggelser disse kontaktpersoner mon sparer? Jeg skal ikke kunne sige om det har sparet mig nogen indlæggelse i de cirka 10 måneder jeg har haft denne hjælp, men jeg tror det faktist. Ihvertfald har det givet mig mange opture i stedet for nederlag, og jeg føler mig som en bedre hustru når jeg får gjort nogle tinge herhjemme.

Så tak for at jeg bor i et land hvor jeg kan få hjælp når jeg har brug for det :o)

Jeg er glad :o)

Altså, sådan glad helt nede i maven :)

Det er jeg fordi min kontaktperson har været her, og vi har både fået lavet et uge-skema, spist morgenmad, vasket tøj ooooog lavet frokost til mig!! Jeg spiser ellers aldrig frokost (eller morgenmad..) så derfor er jeg som regel lidt flad når Mr. J. kommer hjem, og så skal han altid til at lave noget mad til mig...

Så det prøver min kontaktperson og jeg nu at lave om på. Jeg skal have morgenmad OG frokost hver dag, og så skal jeg, til at starte med, lave middagsmad hver torsdag.

Det lyder måske meget banalt og simpelt, men for mig er det svært at få disse ting til at køre i min dagligdag. Jeg har ikke skrevet noget om det før her på bloggen, men jeg vil gerne være åben. Det tager bare tid...

Sagen er den, at jeg er hjemmegående fordi jeg ikke kan magte at arbejde pga min psykiske tilstand. Folk der kender mig mærker ikke noget på mig, og det er mange der undrer sig over hvorfor jeg ikke kan arbejde osv. Men her indenfor vores fire vægge er sandheden bare en helt anden. Her magter jeg faktist ikke særlig meget, og selv de mest simple ting så som at gå i bad, at spise, at komme udenfor at gå en lille tur, opvasken osv kan virke totalt overskueligt...

DERFOR er jeg så glad (og taknemmelig) for at jeg kan have en kontaktperson herhjemme 2x2 timer om ugen. Hende jeg har nu er ny, fordi den anden blev syg. Så det tager lidt tid at lære hinanden at kende, men det går bedre for hver gang. Hun er ergoterapeut, og jeg kan sagtens mærke at hun har en faglig viden der gavner vores forhold. Hun tør at spørge ind til ting; i dag spurgte hun fx om jeg også havde brug for hjælp til at vakse toilet og skifte sengetøj, eller om det var for personligt. Det har de andre (sygeplejersker) ikke spurgt om. Og så er hun også ung og sød :)

Så derfor er jeg glad :0)

Kan I have en god dag, I smukke bloggere!