Øjenhulen er hulen på siden af kraniets næseåbning, hvor øjeæblet ligger. Øjenhulen ligner en afrundet pyramide eller stump kegle med basis fremad og spidsen indad i kraniet. Størrelsen og formen kan variere individuelt; dybden kan variere mellem cirka 40 og 50 millimeter.
Faktaboks
- Også kendt som
-
orbita (latin)
Øjenhulens øvre kant (margo supraorbitalis) dannes af pandebenet (os frontale), nedre kant (margo infraorbitalis) dannes medialt af overkæbebenet (maxilla) og lateralt af kindbenet (os zygomaticum). Helt medialt sidder tårebenet (os lacrimale). I den øvre kant er der som oftest et lille hak (incisura supraorbitalis) eller hul til passage af den sensoriske nerve nervus supraorbitalis (første gren af n. frontalis (V1)) til pandens hud.
Bagvæggen i øjenhulen dannes hovedsageligt af kilebenet (os sphenoidale) med dens store "vinge" (ala major). Her er der medialt en åbning (canalis opticus) til passage af synsnerven (nervus opticus), samt nogle af øjeæblets blodkar. Lateralt og skråt opad for denne danner kilebenet en aflang spalte (fissura orbitalis superior), som er passage for de tre hjernenerver nervus oculomotorius, nervus trochlearis og nervus abducens, som alle innerverer øjenmuskulaturen. En tilsvarende nedre spalte (fissura orbitalis inferior) danner passage for blodkar samt nervus infraorbitalis.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.