Afghanistan

Det område, der i dag udgør Afghanistan, har i århundreder været korsvej for en række kulturer. Området var en del af det persiske Achaimenideimperium i 500-tallet f.v.t., blev i 300-tallet f.v.t. erobret af Alexander den Store og blev i 100-tallet f.v.t. del af Kushanimperiet, hvis buddhistiske arv genfindes i en række arkæologiske udgravninger i landet.

I slutningen af 600-tallet e.v.t. blev Afghanistan en vasalstat under det ekspanderende islamisk-arabiske kalifat, og i perioden 977-1186 var området en del af først Ghaznavideriget og dernæst Ghorideimperiet. I 1219 erobrede mongolerne Afghanistan, først anført af Djengis Khan og dernæst af Timur Lenk. Under timuriderne (1404-1507) blomstrede lærdom, kunst og arkitektur, hvilket den daværende hovedstad Herat og andre byer stadig bærer præg af.

I perioden 1500-1747 konkurrerede det iranske Safaviderige og det indiske Mogulrige om kontrollen med Afghanistan. Med disse imperiers sammenbrud skabtes et magttomrum, som muliggjorde, at en selvstændig stat i 1747 kunne etableres i form af en stammekonføderation ledet af Ahmad Khan fra den pashtunske Abdali-stamme.

På grund af sin geografiske placering blev Afghanistan i 1800-tallet en stødpudestat mellem Rusland og Britisk Indien, som begge søgte at ekspandere deres indflydelse i regionen. Britiske koloniale bestræbelser på at kontrollere området resulterede i tre anglo-afghanske krige (1839-1842, 1878-1880, 1919). Afghanistan forblev en formelt uafhængig stat, men landets udenrigspolitik var i årene 1879-1919 underlagt britisk kontrol.

Under emir Abdur Rahman (1880-1901) konsolideredes den afghanske statsmagt i forhold til de traditionelle magtgrupper i landet: stammelederne og de religiøse ledere. Samtidig gennemførtes en intern kolonisering, hvor hidtil uafhængige områder i Centralafghanistan (Hazarajat) og Nordøstafghanistan (Nuristan) blev erobret og underlagt centralstaten.

I perioden 1901-1973 udvikledes et begyndende parlamentarisk demokrati under kongens ledelse. Monarkiet blev dog afviklet ved et statskup i 1973. Efter 2. Verdenskrig var afghansk udenrigspolitik præget af balancegang mellem Sovjetunionen og USA. Dette ændredes i april 1978, hvor det nationaldemokratiske parti (PDPA) gennemførte et militært kup, ledet af Muhammad Taraki. Lokale oprør og interne magtkampe i regimet destabiliserede regimet og Sovjetunionen intervenerede militært (1979-1989) for at holde PDPA ved magten.

Modstandskampen mod PDPA-styret voksede og blev fra 1979 defineret i religiøse termer som jihad – 'hellig krig'. I 1992 opgav PDPA præsident Najibullah magten til de muslimske oprørsgrupper (mujahedin), og herefter fulgte interne magtkampe mellem mujahedin-grupper, efterfulgt af Talebans gradvis erobring af hele landet i 1996.

Talebanstyret blev fordrevet af en amerikansk-ledet militær indsats i løbet af oktober-december 2001 som en reaktion på angrebene den 11. september 2001 og styrets afvisning af at udlevere Osama bin Laden til USA. Mere end 20 års krig og konflikt havde nu ødelagt det meste af den økonomiske infrastruktur og drevet omkring en tredjedel af befolkningen på flugt, fortrinsvis til nabolandene Pakistan og Iran.

Herefter indledtes en omfattende international økonomisk og militær støtte og støtte til genopbygning til det nyetablerede parlamentariske styre under præsident Hamid Karzai og fra 2014 Ashraf Ghani. Men Taleban genopstod gradvis og bekæmpede det vestligt støttede styre.

I 2020 indgik USA i Doha en aftale med Taleban angående tilbagetrækning af amerikanske styrker, og den 15. august 2021 indtog Taleban igen Kabul, og den valgte regering kollapsede. Indtil videre har kun ét land, Rusland, anerkendt Talebans styre, og det skete først den 3. juli 2025. Desuden modtager Afghanistan under det nye regime kun yderst begrænset bistand fra udlandet.

• Læs mere om Afghanistans historie og om Afghanistans nationalflag.

Afghanistan er et bjergland med store højdeforskelle, voldsomme bjergmassiver, gletsjere og isolerede dale, sletter og ørkener. Landet har fastlandsklima, og er blandt de meget udsatte lande med hensyn til klimaændringer, som medvirker til både tørke, faldende grundvandsstand og oversvømmelser. En række vandkraftværker er bygget nær de større floder.

Især det vestlige og nordlige Afghanistan er ofte udsat for relativt kraftige jordskælv med store ødelæggelser og tab af menneskeliv til følge.

Der er intet nationalt jernbanenet, men kortere strækninger er blevet bygget siden 2001. Landet er nogenlunde forsynet med hovedveje, som blev bygget med amerikansk, sovjetisk og tysk bistand i 1960'erne og 1970'erne.

Afghanistans hovedstad er Kabul, som ligger i den østlige del af landet, med knap 5 millioner indbyggere. Under Durrani-dynastiet blev hovedstaden i 1776 flyttet fra Kandahar til Kabul. I 1978 havde Kabul omkring 800.000 indbyggere, men årtiers uro og borgerkrig har medført, at byen er vokset eksplosivt, fordi mange fra provinserne, herunder internt fordrevne og tilbagevendte flygtninge, er flyttet til Kabul for at opnå relativ sikkerhed og adgang til fornødenheder.

• Læs mere om Afghanistans natur og Afghanistans infrastruktur.

Befolkningstallet anslås til 41,1 millioner (2022). I perioden 1978-2001 flygtede 5-6 millioner, især til nabolandene Iran og Pakistan. Mere end 30 procent af befolkningen blev enten eksterne eller interne flygtninge, og mere end 1 million mennesker blev dræbt. Efter Talebans tilbagekomst i 2021 flygter folk igen fra Afghanistan på grund af undertrykkelse og udbredt fattigdom.

Afghanistan har gennemgået en kraftig urbanisering siden 1990, og omkring 27 procent af den afghanske befolkning bor i byerne. Der er stor forskel på by- og landbefolkningens vilkår; bedst er de i hovedstaden Kabul. I årene 2001-2021 blev der foretaget store investeringer i udbygning af skoler, sundhedsystemet og i at sikre adgang til rent drikkevand og elektricitet. Af landdistrikternes begrænsede udbud af sundhedsklinikker og skoler blev 80 procent ødelagt i perioden 1978-2001.

Talebans generelle forbud mod kvinders arbejde uden for hjemmet har ramt dels familiernes økonomi og dels de sektorer, hvor kvindelig arbejdskraft var udbredt.

Afghanistans shia-muslimske minoritet har været og er fortsat udsat for betydelig diskrimination under Talebans magtudøvelse.

I dag er alfabetiseringsgraden i Afghanistan blandt verdens laveste – i 2022 var den 37,3 procent (22,6 procent for kvinder og 52,1 procent for mænd). Efter Talebans magtovertagelse er det forbudt for piger at gå i skole efter de er fyldt 12 år.

Kabul Universitet er Afghanistans ældste og største universitet. Det blev bygget i 1932 og har ca, 25.000 studenter. Efter 2001 var der en kraftig udbygning af højere uddannelsesinstitutioner, og ifølge Ministeriet for Højere Uddannelse er der i alt 39 offentlige universiteter og 127 private universiteter (2024).

Dari (afghansk persisk) og pashto har begge været officielle sprog siden forfatningen af 1964. Dari, der beherskes af 77 % af befolkningen, fungerer også som fælles kommunikationssprog mellem landets folkegrupper. Pashto er modersmål for 48 procent. Siden 1980 og i den nye forfatning fra 2004 er andre regionale sprog blevet tildelt officiel status i områder, hvor de er majoritetssprog. Usbekisk tales af 11 procent af befolkningen, turkmensk af 3 procent, urdu af 3 procent og pashai, forskellige nuristansprog, arabisk og baluchi hver af 1 procent (2017). Tosprogethed er udbredt.

Afghanistans landbrug udgør 49 procent af den samlede beskæftigelse, serviceydelser 29 procent og industrien 19 procent (2021). Langt hovedparten af beskæftigede arbejder i den uformelle sektor. Mineindustrien har i de senere år tiltrukket udenlandske investeringer i kul, olie og mineraler.

Talebans nye magtovertagelse i 2021 førte til en standsning af udviklingsbistand og militær støtte der blev anslået til årligt at være på omkring 8 mia. USD. Det har haft store konsekvenser for økonomien. Siden 2021 har der været en økonomisk nedgang på 26 procent og arbejdsløsheden er fordoblet (i følge UNDP).

• Læs mere om Afghanistans økonomi.

Afghanistan har i årtusinder været “kulturernes korsvej”, hvor civilisationer fra Mellemøsten, Centralasien, Sydasien og Kina har mødtes i en blanding af handel, migration og erobringer.

Disse kulturmøder har sat sig vigtige spor i form af arkæologiske, arkitektoniske og litterære skatte, omfattende levn fra det achaimenidiske Persien, det græsk-baktriske Kushan-imperium og Timuride-arkitekturen. Afghanistan og det nordvestlige Pakistan har været hjemsted for flere sufi- ordener, som gennem mere end tusind år har ydet vigtige bidrag til islamisk kultur, herunder litteratur og poesi.

Mens den klassiske litteratur har været på persisk, publiceres i dag fortrinsvis på dari (afghansk persisk) og pashto. Ved et regeringsdekret i 1936 blev pashto gjort til nationalsprog, og undervisning i det blev gjort tvungen.

I Afghanistan mødes musik fra de centralasiatiske, indiske og iranske kulturer og blandes med den lokale etniske musik.

• Læs mere om afghansk litteratur, Afghanistans arkitektur og kunst og musik i Afghanistan.

Efter 2. Verdenskrig udvikledes en dansk forskningstradition i Afghanistan, som blev indledt med Den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition (1947-1952), som gik til Afghanistan og Sikkim under Henning Haslund-Christensens ledelse. Han døde 1948 i Kabul, hvor han ligger begravet. En Mindeekspedition fandt sted i årene 1953-1955 med studier i Nuristan og Afghanistan, som siden fulgtes op af flere forskningsrejser (Carlsbergfondets Nomadeprojekt). Resultaterne af ekspeditionerne befinder sig i dag på flere danske forskningsinstitutioner, først og fremmest Nationalmuseet, Moesgaard og Det Kongelige Bibliotek.

Som reaktion på den store flygtningestrøm ud af Afghanistan, dr fulgte PDPA-styrets magtovertagelse og den sovjetiske invasion i 1979, indledtes et konsortium af danske NGO’er (DACAAR) et bistandsprogram, først for flygtninge i Pakistan og efter 1989 også et genopbygningsprogram i Afghanistan. Danske NGO'er er fortsat engageret i udviklingsarbejde i Afghanistan.

Efter 2001 åbnedes en dansk ambassade i Kabul, og et civilt bistands- og udviklingsprogram blev indledt. Efter at Taleban igen kom til magten i august 2021, blev ambassaden evakueret og midlertidigt lukket, ligesom udviklingssamarbejdet blev suspenderet.

Folketinget besluttede i december 2001, at Danmark ville bidrage til den amerikansk-ledede, internationale indsats Operation Enduring Freedom, der blev sat i værk efter terrorangrebet 11. september. I januar 2002 blev det efterfølgende besluttet, at Danmark også ville bidrage til NATO’s internationale sikkerhedsstyrke.

I 2004 blev den danske deltagelse udvidet med et bidrag til det tyskledede Provincial Reconstruction Team i Feyzabad i det nordøstlige Afghanistan, og fra 2006 deltog Danmark i det britisk ledede Provincial Reconstruction Team i Lashkar Gah i Helmandprovinsen. I 2007 tilknyttedes af en selvstændig dansk bataljon den britisk-ledede Task Force Helmand. I 2015 overtog de afghanske nationale sikkerhedsstyrker det fulde ansvar for sikkerheden i Afghanistan og ISAF-missionen blev erstattet af NATO's trænings-, rådgivnings- og støttemission, Resolute Support Mission. Det danske bidrag blev koncentreret i Kabul-området og det nordlige Afghanistan og omfattede bl.a. militærrådgivning af afghanske sikkerhedsinstitutioner samt militærpoliti-opgaver.

Den danske militære indsats i Afghanistan varede fra januar 2002 til 22. juni 2021 og omfattede omkring 12.000 danske soldater. 44 danske soldater mistede livet i Afghanistan.

• Læs mere om Danmark i Afghanistan 2001-2021

• lande i Asien
• Centralasien
• Afghanistans statsoverhoveder