Goa

Ca. 60% af befolkningen ernærer sig ved landbrug med bl.a. risavl, bælgfrugter, kokos, cashewnødder og tropiske frugter. De vigtigste øvrige erhverv er minedrift, industri, handel og turisme. Minedriften er omstridt pga. bl.a. erosion, og i perioder har minedriften været forbudt.

Ca. 30% af befolkningen er kristne; det afspejler den portugisiske kolonifortid, som først sluttede i 1961. Ligesom det er tilfældet i Kerala tager mange goanere i kortere eller længere tid til Golfstaterne i Den Persiske Golf som gæstearbejdere. Sproget i Goa er konkani, tæt beslægtet med marathi, sammen med engelsk og marathi.

Åbningen i 1998 af den 800 km lange kystjernbane fra Mangalore i syd til Mumbai har indlemmet Goa i det indiske jernbanenet. En ny international lufthavn ved Mopa i Nordgoa åbner i 2023 som supplement til den overbelastede lufthavn i Dabolim, der også benyttes militært.

Goa har en særlig status på det internationale turistlandkort, tidligere især blandt rygsækturisterne, men efter indsættelse af direkte charterfly fra Europa, bl.a. Ukraine og også Rusland har de lange hvide strande og det tropiske klima stor tiltrækning på turister på kortere ferie. For indiske velhavere fra typisk Bengaluru, Delhi og Mumbai er Goa attraktiv, og det ses særlig i Nordgoa, hvor mere eksklusive restauranter, barer og caféer er åbnet som supplement til de billigere strandsteder, der tidligere karakteriserede Goa.

Det goanske køkken adskiller sig fra resten af Indien ved udbredt brug af fisk, rejer og skaldyr. Den kristne tradition genfindes i brugen af svinekød i fx røgede chorizo-pølser, ligesom vineeddike indgår i mange retter. Delstaten har også tradition for gærhævet brød, fx det pitalignende poi-brød. Fisk og skaldyr indgår i fx fish thali, der typisk serveres midt på dagen, og som består af en række småretter med ris som base. Særligt for Goa er den kokosbaserede, krydderirige xacuti, der minder om den rendang, der kendes fra fx Malaysia.

Tilgangen til alkohol er mere lempelig i Goa end noget andet sted i Indien, og de senere år er den lokale spiritus feni, der er destilleret juice fra cashewfrugten suppleret af en internationalt anerkendt gin- og whiskeyproduktion, ligesom mikrobryggerier er udbredt.

Arkitektonisk er den portugisisk-kristne fortid tydelig gennem de mange kirker og kapeller i barokstil, som man finder i mange byer. Kirkerne er optaget på UNESCO's liste over verdenskulturarv, særlig betydningsfuld er basilikaen Bom Jesus øst for Panaji, der blev indviet 1605, og som huser Fransisco Xaviers jordiske rester.

Efter Vasco da Gamas ankomst til Indien i 1498 sikrede portugiserne under Affonso d'Albuquerque sig en række holdepunkter omkring Det Indiske Ocean, heriblandt Goa i 1510. I 1530 blev byen hovedstad i Portugisisk Indien, Estado da India. Goa blev centrum for den katolske mission i Asien, og ikke mindst jesuitterne spillede en vigtig rolle, bl.a. Francisco Xavier i midten af 1500-tallet, og der byggedes flere store barokkirker.

I takt med at andre europæiske stater fra 1600-tallet overtog mere og mere af handelen med Indien, mistede Goa sin betydning og rigdom. Området var i 1800-1900-tallet præget af stor emigration og utilstrækkelige portugisiske udviklingsbestræbelser. Efter Indiens uafhængighed i 1947 blev de portugisiske besiddelser en torn i øjet, og i december 1961 rykkede indiske tropper ind. Området blev året efter formelt integreret i Indien som centralt styret forbundsterritorium, og i 1987 fik det status som delstat.

Siden 2012 har Goa været styret af en hindunational BJP-ledet regering, der aktivt promoverer Goa som et centrum for traditionel indisk medicin, ayurveda.

Goa har længe været kendt som tilflugtssted for Indiens kunstnere inden for bl.a. film, litteratur og fotografi. Den udvikling blev forstærket efter COVID-19-pandemien 2020-2022, fordi restriktionerne i delstaten føltes mere lempelige i forhold til fx storbyerne Mumbai og Delhi. Den årlige Serendipity-festival og en international filmfestival er med til at cementere Goas livlige kunstscene.

• Indien