Rygsøjlen er en sammenhængende søjle af flere enkelte ryghvirvler. Rygsøjlens opgave er dels at være støtte og beskyttelse for de indre organer, dels at give kroppen dens form og holdning. Rygsøjlen bærer vægten af overkroppen og danner desuden en knoglekanal for rygmarven. Mennesket har i alt 33–34 ryghvirvler.
Rygsøjlens hvirvler inddeles (oppefra og nedad) i:
De sammenvoksede hvirvler kaldes også "falske" hvirvler (vertebrae spuriae), i modsætning til de "ægte" løse hvirvler (vertebrae verae), og regnes af mange til bækkenet og ikke til selve rygsøjlen. De løse hvirvler er indbyrdes bevægelige og er forbundet med både muskler, brusk og ledbånd (ligamenter), og med ægte og uægte led. De ægte (synoviale) led dannes af små ledflader bagtil på hvirvlen, også kaldet facetled, mens de uægte led dannes af båndskiverne (disci intervertebrales) af brusk. De bevægelige hvirvler øges gradvist i størrelse og tykkelse nedad, svarende til den vægtbelastning de udsættes for.
Rygsøjlens form og størrelse varierer betydeligt nedad i rygsøjlen, men visse træk er fælles for næsten alle hvirvler.
Generelt består en hvirvel (vertebra) af et cylinderlignende hvirvellegeme fortil (corpus vertebrae), og bagtil af den spinklere hvirvelbue (arcus vertebrae). Disse to strukturer omslutter hvirvelhullet (foramen vertebrale), som rygmarven går igennem, og som tilsammen danner en kanal (canalis vertebralis), når alle hvirvlerne ligger oven på hinanden. Mens hvirvellegemerne er bygget op af en indre spongiøs ("svampet") knoglesubstans og et tyndt ydre kompakt knoglelag, består buerne næsten udelukkende af kompakt knogle. Dette har betydning ved rygskader.
Hvirvellegemernes indre, spongiøse knoglevæv rummer store mængder rød knoglemarv, hvilket afspejler, at rygsøjlen et vigtigt produktionssted for røde og hvide blodlegemer.
Fra hvirvelbuen udgår knogletappe:
Desuden udgår der to par bruskbeklædte ledtappe (processus articulares): to opad og to nedad, som danner ægte led med tilsvarende ledtappe på nabohvirvlerne.
Halshvirvlerne (cervikalhvirvlerne) er karakteristiske, men alligevel indbyrdes ret forskellige. De har et "ekstra" hul (foramen transversarium) ved roden af tværtappen på hver side, som tilsammen bliver til en knoglekanal for en af hjernens store arterier (arteria vertebralis). Ledfladerne ligger lateralt og er på de øverste hvirvler forholdsvis horisontale, men skråner derfra gradvist bagud.
Den øverste halshvirvel, C1 (atlas), mangler både hvirvellegeme og torntap. Den næste, C2 (axis), har et hvirvellegeme, hvor en tandlignende struktur (dens axis) står ret op og fortil danner led med hvirvlen over. De øvrige halshvirvellegemer er rektangulære, og oversidens dækplader er markant konkave, nærmest U-formede. De to opstående laterale spidser (processus uncinatus) danner senere i livet en slags ledforbindelse, uncovertebralleddet (articulatio uncovertebralis), med det overliggende hvirvellegeme.
Torntappene på C2–C6 i halshvirvelsøjlen er ofte spaltede yderst. Den syvende (nederste) halshvirvel har normalt en særlig fremtrædende torntap (vertebra prominens), som tydeligt kan ses og mærkes under huden, når hovedet bøjes lidt fremad.
De to øverste halshvirvler har en lidt anden form end de andre. Den allerøverste, ringhvirvlen (atlas), består kun af to hvirvelbuer – en forreste og en bageste – som på begge sider er forbundet med et mellemliggende knoglestykke (massa lateralis). Kraniet bæres af denne hvirvel med et kombineret led (toakset ægled) ved hjælp af to kondylflader på undersiden af kraniet. Leddet kaldes det øvre nakkeled. Bevægelsen her er en glidning frem og tilbage i leddet, så halsen bøjes og strækkes, og eventuelt sidebevæges i nogen grad. Dette kraniobasale led (articulatio atlanto-occipitalis) kaldes derfor også for "ja-leddet". En særlig vid åbning af hvirvelhullet tillader en sådan bevægelse uden at rygmarven bliver klemt.
Gennem dette hul stikker der en knogletap op fra den underliggende hvirvel (axis) og danner en ægte, plan ledflade med den forreste atlasbues inderside. Denne tap (dens axis) er oprindeligt atlas' hvirvellegeme, men er under udviklingen vokset sammen med hvirvlen under. Den bærende ledflade mellem de to øverste hvirvler er plan og ligger ud til siden for dens axis. På den måde samles de laterale tyngdekræfter og overføres centralt til selve hvirvellegemet. Samlet bliver disse tre ledflader kaldt det nedre nakkeled (articulatio atlanto-axialis), og bevægelsen mellem dem bliver en glidning med drejning af hovedet: C1 roterer sammen med hovedet, mens C2 står stille. Dette nedre nakkeled kaldes derfor også "nej-leddet".
Brysthvirvlerne (thorakalhvirvlerne) er karakteristiske ved, at de danner led med ribbenene; ledfladerne sidder dels på siden af hvirvellegemet, dels yderst fortil på tværtappene. Hvirvellegemerne er hjerteformede, og hvirvelhullerne er lidt ovale. De plane facetledflader mellem de enkelte hvirvler er forholdsvis små, men stejle og bagudvendte. De tillader en vis grad af bevægelse i alle retninger (bevægelserne begrænses af ribbenene). Tværtappene, som danner led med ribbenene, vender skråt bagud. Denne skrå bevægelsesakse bevirker, at ribbensbevægelsen øger brysthulens rum både i dybden og i bredden, hvilket har energibesparende effekt og er af stor betydning for vejrtrækningen. De bageste torntappe er forholdsvis lange og slanke og skråner nedad, så enkelte kan ligge direkte på hinanden.
Lændehvirvlerne (lumbalhvirvlerne) er de største hvirvler i rygsøjlen. De har ovale eller nyreformede hvirvellegemer og trekantede hvirvelhuller. Torntappene er korte, kraftige og ret udstående, mens tværtappene, som mangler ribben og kaldes processus costarius, er forholdsvis lange og skråner lidt bagud. De plane ledflader er vertikale og danner et nærmest sagittalt/lodret-stillet led, hvilket bidrager til at stabilisere lænden sideværts. Det tillader næsten ingen rotation, men bøjning fremad, bagud og lidt sideværts, bortset fra det nederste led, som artikulerer med korsbenet. Dette led er halvt bagudvendt, cirkulært. Meget af rotationen mellem overkroppen og bækkenet finder sted netop her, og da leddet af og til er asymmetrisk, kan der opstå smerter, hvis bevægelsen eller belastningen bliver for stor.
Mellem lændehvirvlerne udgår store nerver fra rygmarven til kroppens nedre dele og til muskulaturen på forsiden af benene.
Korsbenet (os sacrum) består af fem (eller seks) sammenvoksede sakralhvirvler, som tilsammen danner en buet, nærmest trekantet eller kileformet knogle med den konkave flade vendt fremad. Hvis korsbenet består af seks hvirvler, kan man, som en variant, af og til se den øverste hvirvel halvvejs formet som en lændehvirvel (overgangshvirvel).
På korsbenet danner de sammenvoksede torntappe en sammenhængende, ujævn knoglekam (crista sacralis mediana), som kan mærkes under huden bagtil. På hver side er der en række med fire (eller fem) huller (foramina sacralia), svarende til åbningen mellem de øvrige ryghvirvler. Her udgår plexus sacralis til musklerne på bagsiden af låret og hele underbenet og foden.
Halebenet (os coccygis) er sammensat af fire eller fem små, sammenvoksede knogler, som kan betragtes som en rest efter pattedyrhalen. Det er forbundet med korsbenet ved et uægte bruskled.
Ved fødslen består ryghvirvlerne stort set af hyalin brusk. Det bruskede hvirvellegeme har dog en knoglekerne, på samme måde som hvirvelbuerne. Disse består først af to dele, som vokser sammen i løbet af det første leveår. I fire- til otteårsalderen vokser også hvirvellegemet og buen sammen. Omkring tolvårsalderen dannes der en ringformet epifyse på over- og undersiden af hvirvellegemernes kant, som vokser fast først i 20–25-årsalderen. Også korsbenet gennemgår en tilsvarende udvikling. Det består af løse hvirvelelementer frem til tolvårsalderen; derefter vokser de sammen (synostose) til én knogle, med åbne epifyser langs de laterale ledflader (facies articulares) frem til 20–25-årsalderen.
Ryghvirvlerne er forbundet dels med ægte, dels med uægte led. De ægte (synoviale) facetled, som er relativt godt bevægelige og har ledbrusk, ledvæske og ledkapsel, ligger horisontalt-lateralt i den øverste del af halshvirvlerne. Derefter vender de sig mere vertikalt-dorsalt, til de lægger sig sagittalt i lumbaldelen.
De uægte led er repræsenteret ved båndskiverne, som er bygget op af en ring (anulus fibrosus) af fibrøs brusk, med en geléagtig masse (nucleus pulposus) indeni. De ligger mellem to og to hvirvellegemer (med undtagelse af C1–C2) og fjedrer og tåler derved forholdsvis stor belastning. De tillader også en vis bevægelse af hvirvlerne indbyrdes. Deres rotationspunkt synes at ligge lige foran rygmarvskanalen.
Mens båndskiverne i halsdelen tilnærmelsesvist er dobbelte eller to-lagede, hvilket giver særlig god bevægelighed, på trods af at de kun er et par millimeter tykke, er skiverne relativt lave i brystdelen, da ribbenene begrænser bevægeligheden her. I den nedre del af lænden er skiverne ofte en centimeter tykke. Allernederst er skiverne nærmest kileformede, tykkest fortil, på grund af lændens svaj (lordose). Med alderen reduceres både højden og elasticiteten af alle båndskiverne.
Skiverne tåler relativt stort tryk (belastning), da den væske- eller gelélignende nucleus pulposus ikke kan komprimeres, og de også kan tilpasse sig ryggens og hvirvlernes indbyrdes stilling. Når ryggen bøjes fremad, øges trykket fortil og presser kernen noget bagud; omvendt når ryggen bøjes bagud. Derved bliver trykket på anulus fibrosus ujævnt og gør, at tunge løft i bøjet stilling kan føre til rygskader (diskusprolaps).
De øverste ligamenter i halsen har en særlig form og er af stor betydning for stabiliteten mellem hovedet og halsen. Fra hver side af dens axis udgår et omtrent tre millimeter tykt bånd (ligamentum alare) til undersiden af kraniet, og som først og fremmest bidrager til at bremse rotationen af hovedet i forhold til halsen. Dens axis holdes desuden på plads mod indersiden af forreste atlasbue ved et tværgående bånd bagtil (ligamentum transversum atlantis).
Langs hele rygsøjlen går der kraftige bindevævsbånd, som bidrager til sidestabilitet. Det forreste bånd (ligamentum longitudinale anterius) langs forsiden af alle hvirvellegemerne er smalt øverst, men bliver bredere nedadtil. Det går fra basis af kraniet og ned til korsbenets forreste flade, og er vokset fast til både skiverne og hvirvellegemerne.
Langs bagsiden af hvirvellegemerne går der et smalt bindevævsbånd (ligamentum longitudinale posterius); det er bredest øverst, men ændrer ellers ikke sin bredde i særlig grad. Mellem de enkelte hvirvelbuer er der desuden elastiske, gullige bindevævsbånd, som tilsammen udgør "det gule bånd" (ligamentum flavum). Også torntappene er indbyrdes forbundet med bindevæv (ligamentum supraspinale). Derudover er der forholdsvis kraftige ligamenter, som forbinder tværtappene indbyrdes (ligamenta transversaria). Ligeledes går der bånd mellem tværtappene og ribbenene (ligamenta costotransversaria), samt mellem hvirvellegemerne og ribbenene (ligamenta capitis costae radiata).
Set forfra bør rygsøjlen være helt lige. Sideskævhed kaldes skoliose. Set fra siden har den normale rygsøjle forskellige krumninger. Halsdelen og lændedelen går i bue (svaj) fremad, lordose. I brystdelen krummer rygsøjlen den modsatte vej, kyfose. Graden af disse krumninger kan være meget individuelle, men kan øges betydeligt ved visse sygdomme, blandt andet ved Bechterews sygdom, tuberkulose og rakitis. Under graviditet er det normalt, at lumballordosen ('svajen' i lændedelen af rygsøjlen) øges. Krumningerne i rygsøjlen opstår først, efter, at barnet er begyndt at gå, og de bidrager til at gøre ryggen mere fjedrende og elastisk.
Rygsøjlens bevægelighed er højst individuel og afhænger blandt andet af alder, konstitution, træningsniveau og helbred. Generelt kan rygsøjlen i halsdelen bøjes fremad cirka 40°, strække cirka 70°, sidebøje cirka 45° og dreje cirka 60–80° hver vej.
I brysthvirveldelen er fremadbøjningen cirka 35°, strækningen cirka 20°, sidebøjningen cirka 30° og rotationen cirka 45° til hver side. I lumbaldelen er bøjningen cirka 70°, strækningen cirka 60°, sidebøjningen cirka 20°, mens rotationen er ubetydelig (1–2°). Brysthvirvlernes relativt beskedne bevægelighed skyldes dels deres lavere båndskiver, og dels at de er forbundet med ribbenene.
Menneskets ryg belastes i særlig grad på grund af den oprejste gang, og ryggen er derfor også meget udsat for sygdom og skade. Rygsygdomme er blevet en folkesygdom, som hvert år koster samfundet store summer. Rygsygdomme kan blandt andet skyldes et stillesiddende liv, som reducerer styrken i den stabiliserende rygmuskulatur og i båndapparatet. Knogleskørhed påfører mange ældre mennesker knoglebrud (kompressionsfraktur) i rygsøjlen. Almindeligt er også såkaldt slidgigt med kalkaflejring (spondylose) langs kanten af hvirvellegemerne. En relativt hyppig defekt er skæv ryg (skoliose), som kan have forskellige årsager: både forskellig benlængde eller genetiske årsager med asymmetrisk udvikling af hvirvlerne.
Der kan også opstå andre defekter, som skyldes medfødte afvigelser fra det normale. En forholdsvis almindelig årsag til rygproblemer er overgangshvirvlen. Også blokhvirvel, hvor to eller flere hvirvellegemer er vokset sammen, eller rudimentære halsribben ses ikke så sjældent. En hyppigt forekommende normalvariant er spaltedannelse af den øverste bue på korsbenet (spina bifida), mens det sjældnere ses, at hele sakralkanalen er spaltet (spina bifida occulta). Ved alvorligere former for medfødte defekter i hvirvelbuerne kan rygmarvshinden bule ud som en pose (meningocele), eventuelt sammen med dele af rygmarven (meningomyelocele, rygmarvsbrok). Defekter i hvirvelbuen, hvor den ikke er vokset sammen med hvirvellegemet (spondylolyse), kan føre til, at hvirvellegemet, specielt i lumbaldelen, glider fremad (spondylolistese). Sådanne medfødte defekter kræver som regel kirurgisk behandling.
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.