Det officielle sprog i Moldova er rumænsk, der tales af ca. 80 % af befolkningen (2024). I Moldovas uafhængighedserklæring fra 1991 kaldes sproget sådan, men i landets grundlov fra 1994 hedder det moldovisk, og ca. halvdelen af befolkningen betegner også selv deres sprog som "moldovisk" (2024). Indtil 1991, mens Moldova var en republik i Sovjetunionen under navnet Den Moldaviske Sovjetrepublik, hed sproget officielt moldavisk.
Den form for rumænsk, der tales i Moldova, har en række regionale særtræk, der især skinner igennem i talesproget. Det er i nogen grad påvirket af russisk, både hvad angår udtale og ordforråd. Denne regionale variant af rumænsk har kun lidt at gøre med de egentlige moldoviske dialekter af rumænsk, som tales i Moldovas landegne. Disse dialekter ligger tæt op ad dem, der tales i den østrumænske region Moldavien, som grænser op til Moldova; begge områder var en del af fyrstendømmet Moldavien.
Rumænsk eller moldovisk blev i perioden 1940-1989 skrevet med det kyrilliske alfabet; herefter igen med det latinske. I udbryderrepublikken Transnistrien mod øst, hvor russisk og ukrainsk er de dominerende sprog, anvendes det kyrilliske alfabet stadig til at skrive rumænsk (moldovisk) med.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.