Ghadamès er en oaseby i det vestlige Libyen syd for Jabal Nafusa og tæt på grænsen til Algeriet. Byen anslås at have 10.000-12.000 indbyggere. Et præcist tal findes ikke, dels fordi administration og folketælling har været vanskeligt siden Den Libyske Borgerkrig brød ud i 2011, og dels fordi befolkningen migrerer frem og tilbage afhængigt af muligheder for arbejde og på grund af uro forårsaget af borgerkrigen.

Ghadamès' historie og arkitektur

Ghadamès var tidligere en vigtig handelsby på karavaneruterne gennem Sahara-ørkenen fra det sydlige fra det sydlige Afrika til byer langs kysten som Tripoli, Houmt Souk, Jerba og Tunis. Byens arkitektur bærer stærkt præg af denne historie, og Ghadamès er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste for sin særlige arkitektur.

Bygningerne blev oprindeligt centreret omkring den kilde med vand, der findes i oasen, og byen har et netværk af overdækkede gader. På den måde kan man bevæge sig i skygge mellem bygningerne i det varme sommermåneder, hvor temperaturen ligger mellem 40-50 grader.

Byens oprindelse som en station på karakvaneruterne afspejles også i arkitekturen. Der er handelshuse, der blev brugt af karavanerne som en slags hotel. I nederste etage var der stalde til heste, kameler og æsler. På første etage kunne karavanekøbmændene opmagasinere deres varer, inden de blev omlastet eller solgt videre. På tredje og fjerde etage var der værelser og spiserum til købmænd og andre karavane-rejsende, og øverst har disse huse tagterrasser.

Fra byens ældre historie findes der ruiner af den romerske by Cidamus.

Befolkningen

Den oprindelige befolkning i Ghadamès er berbere, der bl.a. i 600-tallet indgik i et berberrige, der strakte sig fra Ghadamès, tværs over det sydvestlige Tunesien til Aurès-bjergene i det nordøstlige Algeriet. Også i dag er berberkulturen stærk og udbredt i Ghadamès.

Daddelbæltet

Ghamadès har ca. 30.000 daddelpalmer, der vokser i bælter i selve byen og rundt om den. Daddelhøst er en vigtig indtægtskilde og samtidig skærmer palmerne byen mod sandstorm, hede og fordampning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig