Guds rige

Guds Rige var et nøgleord i Jesu prædiken ifølge de tre første evangelier i Det Nye Testamente i Bibelen; i Matthæusevangeliet hedder det oftest Himmeriget eller blot Riget. I Johannesevangeliet findes det to gange, hos Paulus otte.

Gennem tiden er Guds Rige fortrinsvis blevet tolket som en etisk størrelse, men i en bog fra 1892 sandsynliggjorde den tyske teolog Johannes Weiss (1863-1914), at det i Jesu forkyndelse skal forstås ud fra en antik jødisk forventning om et guddommeligt indgreb i historien med en ny verden til følge (eskatologi). Forudsætningen er talen i Det Gamle Testamente om Gud som konge og om hans kongedømme. Mennesker regerer på "lånt tid"; til sin tid vil Gud selv udøve det fulde herredømme.

I Det Nye Testamente rummer talen om Guds rige en spænding mellem et "allerede" og et "endnu ikke"; således er Guds rige både kommet nær (fx Matthæusevangeliet 3,1; 4,17) og i Jesus til stede midt iblandt mennesker (fx Lukasevangeliet 11,20; 17,21). Foregribende virkeliggøres Guds rige dér, hvor Guds vilje sker. Hos Paulus kan det hedde det, at Guds rige ikke afhænger af ord, men af kraft (1. Korintherbrev 4,20), men også (1. Korintherbrev 15,50): "Kød og blod kan ikke arve Guds rige", dvs. for at indgå i dette rige må et menneske forvandles.

Et hyppigt citeret udsagn af den franske teolog Alfred Loisy lyder: Jesus forkyndte Guds rige, men det var kirken, der kom. Udsagnet er ofte blevet forstået kirkekritisk, men var ikke ment sådan. Ifølge Det Nye Testamente er Guds rige blot ikke identisk med kirken, der netop skal afløses af Guds rige. Kirkefaderen Origenes udtrykte det ved at tale om Jesus som autobasileía, riget selv. I Om Guds stad kontrasterer kirkefaderen Augustin i 400-tallets begyndelse Guds rige og denne verden.