Faktaboks

Gustav Schwantes

Martin Heinrich Gustav Schwantes

Født
18. september 1881, Bleckede
Død
17. november 1960, Hamburg-Wellingsbüttel
Gustav Schwantes fotograferet i 1936.
Gustav Schwantes i 1936
Af /Kakteenkunde.

Gustav Schwantes var en tysk arkæolog og botaniker, der anses som grundlæggeren af den såkaldte Kielerskole inden for forhistorisk arkæologi. Hans naturvidenskabelige studier i arkæologien var præget af en tværfaglig tilgang, hvor han inddrog botanik og antropologi for at rekonstruere forhistoriske livsverdener.

Blandt Gustav Schwantes' elever var Herbert Jankuhn (1905-1990) og Alfred Rust.

Ungdom og studier

Gustav Schwantes flyttede som barn, efter sin fars død, til Hamborg sammen med sin bror og mor. Han var autodidakt arkæolog og deltog allerede som 16-årig i udgravninger af urnegravfelterne i Jastorf, der dateres til Jernalderen. Senere, da han var tidligt i sine 20’ere, begyndte han at skrive artikler om urnegrave og den førromerske jernalder i det arkæologiske tidsskrift Prähistorische Zeitschrift. Han gik på lærerseminariet i Hamborg og arbejdede som lærer fra 1903-1923.

I 1923 afsluttede han sine studier i etnologi, geologi og botanik ved universitetet i Hamborg med en afhandling om den palæolitiske Lyngby-kultur (nu kendt som Bromme-kulturen).

Karriere

I 1924 blev han fastansat ved Hamburger Museum für Völkerkunde und Vorgeschichte (Hamborg museum for etnologi og forhistorie) og i 1928 habiliterede han og blev den første lektor i forhistorie ved universitetet i Hamborg. I 1929 blev han direktør for Kieler Museum für Vaterländische Altertümer og blev i samme forbindelse tilknyttet Christian-Albrechts-Universität i Kiel, hvor han også i 1931 blev udnævnt til professor.

Efter nazisternes magtovertagelse blev han i 1933 medlem af faggrupperne Kampfbund für deutsche Kultur (KfdK) og Der Nationalsozialistische Lehrerbund (NSLB), begge organisationer tilknyttet det tyske nazistparti, NSDAP. I 1937 blev han fuldt medlem af NSDAP. Samme år blev han udnævnt til professor på det nyoprettede institut for forhistorie og tidlig historie i Kiel.

Efter 2. Verdenskrig

I 1946 blev han pensioneret, men forblev leder af Landesamt für Vor- und Frühgeschichte. Han stod selv for udgravningerne på den mesolitiske boplads i Duvenseer Moor. Schwantes genoptog også udgravningerne i Hedeby.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig