Karl 12.

Karl 12.s regering blev helt præget af Store Nordiske Krig (1700-1721), hvor Sveriges indre styre blev domineret af krigens behov. Selv levede Karl et stadig mere udpræget soldaterliv; han gik i uniform og med kortklippet hår, spiste og boede spartansk, giftede sig aldrig og havde ingen elskerinder, hvilket var så usædvanligt for en konge, at det fascinerede både samtid og eftertid.

Krigens første fase sluttede hurtigt, da Karl 12. ved tre personligt ledede angreb slog alle medlemmer af den fjendtlige koalition, Danmark, Rusland og Sachsen-Polen. Karl fortsatte dog krigen i øst for at forvandle Polen til en svensk satellitstat, og her fulgte sejr på sejr ofte mod overlegne styrker. Grundlaget var en enkel, aggressiv taktik, som forudsatte en meget høj kampmoral, og her var Karl et forbillede for sine mænd, også fysisk.

I 1706 lykkedes det Karl at få sin kandidat, Stanisław 1. Leszczyński, anerkendt som polsk konge, men det efterfølgende felttog mod Rusland udviklede sig i stadig mere uforudsete retninger og endte med den svenske hærs undergang ved Poltava 1709.

Karl selv flygtede med få folk ind på osmannisk territorium, og i de følgende fem år styrede han Sverige herfra. Indledningsvis var målet at få etableret en svensk-osmannisk alliance mod Rusland, men Karls tilstedeværelse blev dog til Osmannerrigets fordel mere end til Sveriges, og de sidste par år var han reelt osmannernes fange.

Mens han var borte, mistede Sverige næsten alle sine besiddelser i Finland, Østersøprovinserne og Tyskland, bl.a. pga. Danmarks genindtræden i krigen, som gav Sveriges fjender kontrol med Østersøen. Kun den danske invasion i Skåne blev drevet tilbage. Det var således en krise, der mødte Karl 12., da han i 1714 slap fri og vendte hjem efter et rekordridt gennem Europa, og hans personlige tilstedeværelse kunne ikke vende modgangen.

Også Pommern gik tabt, og et angreb på Norge i 1716 mislykkedes. Splittelse i modstandernes alliance gav imidlertid et pusterum, som Karl og hans minister Georg Heinrich von Görtz udnyttede til at fortsætte reformer, som allerede var indledt i årene før, og som skulle styrke kongens greb om administrationen og skabe midler til fortsat krig ved en konsolidering af statens gæld. Indgrebene var effektive og blev mødt af en voldsom uvilje, der forenede sig med vrede over krigens tunge byrder, men ingen sagde dog Karl selv imod.

I 1718 indledtes et storstilet angreb på Norge, der skulle tvinge Danmark til fred, men felttoget blev kort. I løbegravene foran fæstningen Fredriksten blev Karl 12. dræbt af et skud i tindingen. Det var næppe et snigmord, som rygterne sagde, men kongens død udløste et politisk omslag. Med almen tilslutning søgte Sverige nu fred, et opgør med Görtz' politik og afskaffelse af enevælden.

I fredsaftalerne i Nystad, Stockholm og Frederiksborg, der afsluttede Den Store Nordiske Krig, måtte Sverige give afkald på Karelen, Ingermanland, Estland, Livland, Bremen-Verden og dele af Forpommern, men kunne beholde Skåne, Halland og Blekinge samt det meste af Finland.

Fascinationen af Karl 12.s usædvanlige og evnerige skikkelse levede dog videre, og ude i Europa gav Voltaires biografi (1731) den udtryk og næring. I Sverige og Tyskland, men ikke i Danmark, kaldes han – ligesom Gustav 2. Adolf – traditionelt for hjältekonung og Heldenkönig (‘heltekonge’).

I Sverige har Karl 12. gennem tiderne været et forbillede for skiftende kredse. I 1700-tallet for revanchisterne i hattepartiet, omkring 1900 for det nationale højre, senest for nynazister. Andre har fordømt de enorme ofre ved hans kompromisløse krigspolitik og peget på, at det måske var den, der førte til det svenske stormagtsvældes undergang.

• Store Nordiske Krig
• Stormagtstiden
• Sveriges historie 1523-1809
• Sveriges regenter