Khajuraho

Khajuraho var hovedstad under Chandelladynastiet, hvis rige på sit højdepunkt omfattede næsten hele det nuværende Mahya Pradesh. Khajuraho er i dag kendt for sine templer, opført omkring år 950-1050, hvor Chandellaernes styre kulminerede både politisk og kunstnerisk. Templerne er indviet til to forskellige religioner, hinduisme og jainisme. Khajuraho rummede på højdepunktet af sin betydning 85 templer fordelt over et område på 20 kvadratkilometer. Byens mange templer var i aktiv brug til slutningen af 1100-tallet.

Khajuraho mistede betydning, da Delhisultanatet omkring år 1200 overvandt Chandelladynastiet og erobrede dets territorium. Herefter svandt Khajuraho ind til en mindre landsby, og mange af templerne blev efterladt i tiltagende forfald indtil deres moderne genopdagelse som kulturarv, som siden har gjort dem til genstand for en omfattende turisme.

Templerne i Khajuraho nævnes blandt andet af den berømte arabiske rejsende Ibn Battuta, som i 1335 besøgte området på sin rejse gennem Indien. I begyndelsen af 1800-tallet blev området besøgt af flere britiske koloniale embedsmænd guidet af lokale hinduer, hvilket førte til en ny international opmærksomhed på baggrund af deres arkitektoniske og arkæologiske værdi. Særligt beskrivelser af T. S. Burt, en kaptajn i den britiske hær som besøgte området i 1838, blev indflydelsesrige i en kolonial "genopdagelse” af Khajurahos templer.

Templerne i Khajuraho er i dag ikke blot beskyttet som nationale monumenter i Indien, men har også siden 1986 haft en plads på UNESCO’s Verdensarvsliste på baggrund af deres enestående arkitektur og historiske vidnesbyrd om Chandellakulturen.

I dag er kun 23 af Khajurahos templer helt eller delvist bevaret, og findes fordelt på et mindre område på omkring 6 kvadratkilometer. Det moderne Khajuraho er en mindre by, hvor turisme er et afgørende element i lokaløkonomien. Af samme grund betjenes Khajuraho ikke kun af en jernbaneforbindelse, men også af en lokal lufthavn.

Khajurahos templer, som er udført i sandsten, er ikke blot internationalt anerkendt som enestående original arkitektur. De har også vakt opmærksomhed for deres udstrakte udsmykning med meget livagtige og kunstnerisk udsøgte skulpturer, som afspejler alsidige aspekter af såvel religiøse forestillinger som hverdagsliv i Chandellakulturen.

De mest velbevarede templer i Khajuraho er Lakshmana (opført ca. 950), Vishvanatha (ca. 1000) og Kandariya Mahadeva (ca. 1000). Templerne er ikke kun præget af en udsøgt fuldkommenhed i arkitekturen, og rigt udsmykket med elegante skulpturer i reliefform. De er også kendt for at skulpturerne ofte gengiver stærkt erotiske scener. Disse scener tydes ikke blot som en symbolsk forening af menneskesjælen med det guddommelige, men også som naturalistiske seksualriter i en tantrisk Shiva-kult.

• Indisk historie indtil 1750
• Indisk historie fra 1750
• Indisk arkitektur og billedkunst

• Khajurahos plads på Verdensarvslisten