Kretas forhistorie

Kretas befolkning menes at være indvandret fra Lilleasien . De tidligste spor af beboelse er fundet i Knossos fra ca. 6000 f.v.t. I den tidlige bronzealder, ca. 3000 f.v.t., skete en tilvækst i befolkningen, samtidig med at en række forandringer fandt sted, blandt andet indførelsen af brugen af metal. Hermed lagdes grunden til den minoiske kulturs opståen.

I den mellemste bronzealder, ca. 2000 f.v.t., rykkede befolkningen ud til kysten. Store paladser blev bygget, fx Knossos, Phaistos, Mallia og Zakros, Kydonia og Zominthos. På samme tid opstod kystbyer som Gournia og Palaiokastro. Den øgede handel med Levanten, Egypten og De Ægæiske Øer samt landbrug og forarbejdning syntes at være centreret omkring paladserne. Den tidligste piktografiske skrift blev opfundet, og pottemagerhjulet indført.

Kort efter 1700 f.v.t. blev de gamle paladser ødelagt, men kort tid efter genopbygget på samme sted. Den efterfølgende periode i sen bronzealder, fra omkring 1700 til 1450 f.v.t., regnes for den minoiske kulturs absolutte højdepunkt. Kreta dominerede Det Ægæiske Hav indtil ca. 1500 f.v.t., da ødelæggelser lagde det meste af øen i ruiner.

Kort efter 1500 f.v.t. begyndte mykenerne at ekspandere i det ægæiske område, i Egypten og i Nærorienten. Den dalende magt på Kreta førte til, at mykenere slog sig ned i Knossos og overtog ledelsen af Kretas økonomi og kultur. Minoernes kultur forfaldt med de store paladsers opløsning. Livsbetingelserne for befolkningen blev udfordret og den blev fattigere. De mykenske elementer i kunsten gjorde det tydeligt, at Kreta blot var én, omend betydningsfuld, provins i den mykenske verden. I denne forfaldsperiode udviklede den oprindelige befolkningens religiøse bevidsthed sig stærkt og antog nye skikkelser. Blandt andet opstod i perioden fra 1350-1100 f.v.t. de store idolskikkelser i terrakotta, der blev opstillet i offentlige helligdomme, tilgængelige for den almindelige befolkning og ikke kun for paladskulten.

De fleste af disse idoler, der fremstiller gudinder blev fundet i helligdommene i Gazi, Gortyn, Prinias, Knossos og Gournia. Alle idolerne har oprakte hænder. En gestus, der kan betyde hilsen, velsignelse, bøn eller gudindens epifani. Interessante er de symboler gudinderne bærer på hovedet. Disse kan være de kendte minoiske kulthorn, fugle eller blomster som valmuer.

I nogle områder af Kreta fandtes dog stadig mindre enklaver af såkaldte eteokretensere ((Eteokritikí), en oldgræsk betegnelse for en før-græsk befolkning, i betydningen ægte (eteo) kretensere. Eteokretenserne trak sig tilbage for de invaderende dorere omkring 1100 f.v.t. og beboede hovedsageligt svært lokaliserbare områder, som regel i bjergene på det østlige Kreta. Blandt andet i den svært tilgængelige bosættelse Karphi, der befandt sig i ca. 1200 meters højde. Deres sprog var eteokretensisk, og det betragtes som en sandsynlig efterfølger til det minoiske sprog, hvorfor eteokretenserne betragtes som minoernes efterkommere. I Homers Odysseen (19. sang, 172-179) fortælles, at Kreta var beboet af blandt andet achaier (mykenere) sammen med eteokretensiske mænd og tre forskellige doriske stammer.

Eteokretenserne blev gradvist et mindretal, men de fortsatte med at bebo dele af Kreta gennem hele den klassiske periode og ind i den hellenistiske. Men langt de fleste eteokretensere blev efterhånden dorisktalende grækere, og langsomt blev Kreta en del af den hellenske verden. Den subminoiske kultur er den sidste fase i den kretensiske bronzealderkultur.

Kreta var berømt som øen med de 100 bystater, og traditionen er ikke langt fra sandheden. I indskrifter fra arkaisk, klassisk og hellenistisk tid kan spores hen ved 70 bystater, hvoraf en tredjedel var lydstater domineret af de store bystater: Axos, Gortyn, Knossos, Lyttos, Dreros, Lato og flere andre. De fleste lå midt på øen, øst for bjergkæden Psiloritis og rundt om bjerget Dikte. Endvidere lå de inde i landet, ofte på et højdedrag, og ikke ude ved kysten som mange af bystaterne i det øvrige Hellas.

I løbet af 700-600-tallet f.v.t. udviklede Kreta igen en rig handel og skibsfart. Også kunsten oplevede en blomstring i perioden. I arkaisk tid skabte orientalsk/egyptisk indflydelse nye udtryksformer indenfor arkitektur og skulptur. Kunsten i denne periode kaldes dædalisk stil, opkaldt efter den mytiske Daidalos fra den minoiske sagnverden. Denne fiktive kunstnerskikkelse, som nutidig forskning har givet navnet Daidalos, udviklede ifølge overleveringen nye redskaber indenfor skulpturfremstillingen og var derved i stand til at skabe de første monumentale skulpturer.

De typiske karakteristika er skulpturernes vidt åbne øjne og deres lemmer; arme og ben, der fremstilles ligesom i bevægelse. Man har ingen vidnesbyrd om en faktisk kunstnerisk hovedskikkelse indenfor udviklingen af den såkaldte dædaliske stil på Kreta. Men man kender en række navngivne kunstnere fra Kreta, der skønnes at have samme kunstneriske udgangspunkt: Chrisisophos, Dipoinos og Skyllis. Disse såkaldte daidalider, dannede værksteder på Peloponnes og regnes for grundlæggere af den videre udvikling af kunsten i det antikke Grækenland.

Kreta er enestående ved at have arkitektonisk tempelskulptur i sten allerede omkring 650 f.v.t. På øen er der udgravet flere templer fra 700-600-tallet f.v.t. med rige skulpturelle udsmykninger; typer, som var ukendte på fastlandet. Det drejer sig om de tidlige templer i bystaterne Prinias (Rizinia), Gortyn og Dreros. På Apollontemplet i Gortyn findes fx et monumentalt relief med de første nøgne kvindefigurer i græsk storskulptur.

Den italiensk arkæolog Luigi Pernier (1874-1937) undersøgte området ved højderyggen Patela ved byen Prinias i årene fra 1906 til 1908. Han konkluderede, at det drejede sig om den antikke by Rizinia. Området rummede to templer. Ud fra byggeteknik, udførsel og de sendædaliske skulpturer i orientaliserende stil, daterede Pernier templet til perioden fra 650 til 600-tallet f.v.t. Det yngste tempel, et græsk ante-tempel, bestod af et pronaos (forhal) og en cella (centralrum). Indgangspartiet tydede på minoiske forbilleder og et firkantet alter på mykenske. De fundne skulpturer og relieffer dateres fra 650 til 600 f.v.t. Skulpturerne af to tronende gudinder eller præstinder viser egyptisk påvirkning. De menes enten at have været placeret i templets cella eller kan have udsmykket indgangspartiet. Desuden findes en relieffrise, der fremstiller et optog af ryttere i streng dorisk stil, alle bevæbnede med skjold og sværd.

Gennem hundredvis af bevarede indskrifter får man et omfattende billede af de kretensiske bystaters sociale og politiske struktur. Befolkningen var opdelt i fire hovedgrupper: borgere (politai), frie uden borgerret (apetairoi), trælle (woikeis) og slaver (douloi). Ligesom i Sparta var borgerne opdelt i aldersgrupper, og de voksne borgere udgjorde en krigerkaste, der indtog deres måltider i offentlige messer og ikke i deres hjem. Staten blev styret af valgte embedsmænd (kosmoi) samt af et "senat" sammensat af de afgåede embedsmænd. Folkeforsamlinger fandtes, men var uden betydning.