Derefter fulgte rækken af forfinet naturalistiske digtsamlinger, begyndende med De evige Ting (1920). Der forekom lidenskabelige udtryk for en moderne splittelse, og i Jomfru Gloriant (1923) fik den også kulturkritisk karakter med digtet om "Reklameskibet", der som symbol på amerikaniseringen og livsforfladigelsen sprænges i luften ved ankomsten til Danmark.
Efter en "Afsked med Poesien" blev denne dog atter taget til nåde i Rejsen til Astrid (1927) som et redskab til erkendelse af virkelighed og som fornuftens talerør mod sjælens udskejelser, idet jeg-husets gale horde: angsten, håbet, naget, den halte anger mfl. jages ud med "Nytaar", et personligt digt skrevet over Pieter Bruegels maleri De blinde.
Emigrantdigte (1945) blev udformet under hans flygtningetid i Sverige under Besættelsen. Gelsted skrev spontant et af de eneste digte om besættelsesdagen den 9.4.1940, der har vist sig holdbare, "De mørke Fugle fløj".
Gelsteds sene digte indoptager dødens motiv i sprøde, åndfulde strofer, Døden i Badekarret (1955), Aldrig var dagen så lys (1959), Digte fra en solkyst (1961), der også vidner om hans optagethed af antikkens Europa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.