Luigi Pirandello

"Jeg er søn af Caos", sagde Pirandello om sig selv og hentydede dermed både til navnet på sit fødested ved Agrigento og til tidsånden. Efter skolegang og studier i Palermo og Rom tog han embedseksamen i filologi i Bonn med en afhandling om sin hjemstavns dialekt.

Lyrikdebuten Mal giocondo (1889, Munter kval) fulgtes op af bl.a. Fuori di chiave (1912, Ustemt), men andre genrer overtog.

Pirandello skrev noveller hele sit liv. Adskillige af dem kom til at danne udgangspunkt for de senere teaterstykker, og i forskningen tillægges de stadig større vægt. I 1922 udkom samlingen Novelle per un anno (udvalg på dansk i Syv noveller, 1965 samt i Den første nat – og andre historier, 1990).

Brødrene Taviani filmatiserede i 1984 fire af novellerne (Den anden søn, Månesyge, Krukken og Requiem) under titlen Kaos.

Selvom Pirandellos vigtigste bidrag til verdenslitteraturen forbliver teaterstykkerne, påkalder også særligt to af hans i alt syv romaner sig opmærksomhed. Og ligesom novellerne danner romanerne basis for adskillige af teaterstykkerne.

Et velformuleret udtryk for sit syn på liv og kunst har Pirandello givet i essaysamlingerne Arte e scienza og L'umorismo (begge fra 1908, den sidste udvidet i 1920). Disse samlinger formulerer en kritik af såvel den dominerende positivisme som den uholdbare dikotomi mellem de to vidensformer angivet i titlen arte, kunst, og scienza, videnskab.

Her behandles temaer som også optræder i den øvrige produktion, først og fremmest det angstprovokerende fravær af sikre sandheder og af solid personlig identitet. Det eneste bolværk mod usikkerheden synes at være humorismen.

De første af Pirandellos dramaer blev i 1918 samlet under den sigende betegnelse Maschere nude (udvalg på dansk Nøgne masker, 1990). Dernæst fulgte flere stadigt mere omfattende samlinger. Som de vigtigste teaterstykker fremhæves gerne de tre metateatralske Sei personaggi in cerca d'autore, 1921 (1921, på dansk Seks personer søger en forfatter, 1926, 1990), Ciascuno a suo modo, 1924 og Questa sera si recita a soggetto, 1930. Også det ufærdige drama I giganti della Montagna fra 1931-1936 kan defineres som metateater.

Af andre vigtige dramaer kan nævnes de til dansk oversatte Cosí è — se vi pare, 1917 (på dansk Hvad er Sandhed?, 1925) Enrico IV, 1922 (på dansk Henrik IV, 1963, 1990) og Vestire gli ignudi, 1922 (på dansk Nøgen, 1956, 1990).

Pirandello giver en vellykket æstetisk formulering af dybest set filosofiske problemstillinger som eksempelvis umuligheden af at se sig selv udefra og skelne mellem normalitet og vanvid, mellem virkelighed og maske, fremmedgørelsen, solipsismen, den ubodelige ensomhed, livets meningsløshed, det fænomenologiske spørgsmål om hvorvidt tingene ville eksistere, hvis ingen betragtede dem.

Hans fremstilling udøver stor fascinationskraft på samtidige og senere forfattere og filosoffer, eksempelvis foregriber han eksistentialismen, og blandt de mange danske forfattere, der står i gæld til Pirandello, kan fremhæves den kongeniale Svend Åge Madsen.

Der drages mangfoldige paralleller mellem Pirandello og andre tænkere og forfattere, hvormed han deler samtidens relativisme og filosoffernes fokus på altings absurditet, jegets opløsning og fraværet af sikre holdepunkter, men hans udtryksform er hans egen, og hans fremtrædende rolle i 1900-tallets europæiske litteratur kan ikke anfægtes.

Med sine æstetiske fremstillinger af eksistensens gyngende grund kommer Pirandello til at indtage sin plads i de nye strømninger inden for fx psykologi (Alfred Binet, William James og Sigmund Freud), lingvistik (Ferdinand de Saussure), filosofi (Friedrich Nietzsche, Henri Bergson og Arthur Schopenhauer) og fysik (Albert Einstein), og derfor optræder han altid i den samtidige perlerække af store litterære forfattere: Marcel Proust, James Joyce, Italo Svevo, Franz Kafka, Robert Musil o.a.

Pirandello tilsluttede sig fascismen, men hans værker fulgte aldrig de officielle retningslinjer. Forfatterkollegaen Leonardo Sciascia formulerede problemstillingen som følger: "Pirandello var fascist, men det var hans værker ikke."

• Italiens litteratur
• Italiens litteratur i 1900-tallet
• modtagere af Nobelprisen i litteratur
• modernisme
• fascisme

• Nobelprisen i litteratur 1934