My Fair Lady

My Fair Lady er med sit tema også udtryk for den diskussion af værdier, sociale såvel som økonomiske, der for alvor begyndte at tage fart i 50’erne, hvor musicalen blev skrevet.

Med sin mundrette, begavede og morsomme dialog, og en tvetydig, ironiske slutning, hvor Eliza efter et opgør med Higgins måske – måske ikke – vender tilbage, og blot bliver mødt med replikken “Hvor djævlen er mine tøfler, Eliza”, er den et underholdende indslag i spørgsmålet om kønsroller.

Musikalsk er der tale om et af de bedste eksempler på, hvordan musik, tekst og fortælling kan integreres helstøbt i hinanden. Den er bygget på stillån fra operetter fra perioden, hvori den foregår – tiden lige inden 1. verdenskrig i London. Dertil bruger musikken henvisninger til genrer, der knyttes til de enkelte figurers sociale position, for eksempel skraldemanden Alfreds music-hall sange som ”Med lidt lykke og lidt held”, der tilsammen væves til et raffineret musikalsk mønster.

Det er pladsen foran Covent Garden operaen i London, der er scenografien for det første hovedkulds møde mellem klasserne, i skikkelse af den fattige blomsterpige Eliza og den fornemme, sofistikerede professor Higgins, som udgør åbningsscenen i My Fair Lady.

Efter at hendes blomster er faldet på jorden under en tumult pga. den pjaskende regn, beklager hun sig så højlydt (på sin krasse cockney accent), at sprogprofessoren der kalder det for “rendestens engelsk”, tager hende i skole. En anden mand, den noget flinkere Oberst Pickering, hører hans svada, og genkender Higgins som Englands største sprogforsker. Selv er Pickering specialist i indiske dialekter. De følges hjem til Higgins for at diskutere sprog, efter at have stukket den hylende Eliza en håndfuld småpenge. Det får hende i sangen ”Det var vel vidunderfuldt”, til at drømme om alt det hun ønsker sig. En enkelt mønt, giver hun videre til sin far, skraldemanden Alfred P. Doolittle, der kvitterer med sangen om at det gælder om at have ”Lidt lykke og lidt held”.

Næste dag opsøger Eliza professoren for at købe talelektioner. Hendes drøm er at lære at tale så pænt, at hun kan få job i en blomsterbutik. Først afviser Higgins hende, men Pickering, der stadig er gæst i huset, foreslår et væddemål. Hen over hovedet på Eliza vædder de to herrer om, hvorvidt Higgins kan gøre hende så stueren, at hun kan være gæst ved Ambassadeballet det følgende år.

Eliza flytter ind i huset og nu arbejder de nærmest døgnet rundt, med sære taleøvelser, der skal fjerne hendes sproglige unoder. Det går kun langsomt frem, men pludselig en dag falder det på plads, og i den ekstatiske ”En snegl på vej’n”, fejrer Eliza og Higgins, at deres plan nu kan lykkes “Jeg kunne danse nu”, jubler hun.

Første test er det årlige Ascot hestevæddeløb, hvor Eliza klarer sig godt, indtil hun i ophidselse taber de uvante gode manere og råber “flyt så røven” til en hest. Hun bliver dog også observeret af den unge, adelige Freddy Eynsford-Hill, der straks forelsker sig og senere vandrer hvileløst frem og tilbage udenfor huset, mens han drømmende synger om hende. Første akt slutter med at Higgins vinder sit væddemål, da Eliza optræder ved ballet – og endda danser den smægtende ”Ambassade Vals” med en berømt gæst.

Ved anden akts begyndelse er klokken tre om morgenen og ballet netop slut. Higgins og Pickering er henrykte over, at eksperimentet er lykkedes. Eliza blev taget for en ungarsk prisesse, men i jublen har de fuldstændig glemt pigen – og hvad der nu skal blive af hende. Eliza presser Higgins for et svar, og ender med at gøre ham vred, hun forlader derfor huset. Udenfor møder hun kort den forelskede Freddy, men nu tror hun ikke mere på mænds kønne ord.

Hun vender tilbage til sin gamle plads i Covent Garden, hvor kun hendes far genkender hende. Han har arvet 4000 pund, af en mand, som Higgins har bildt ind, at Doolittle er en folkelig filosof, og nu skal han så giftes med den kvinde, han har boet sammen med i årevis. ”Alfred skal giftes nu til morgen” – enten han vil det eller ej, synger han sammen med sine kammerater.

Eliza kan ikke finde sig til rette hverken med det gamle eller det nye liv, og søger tilflugt hos professorens elskelige mor. Hun tager Elizas parti overfor sønnen, men han og Eliza bliver igen uvenner. Hun har nu alligevel overtaget, og erklærer i en tempo- og energifyldt sang, at hun vil gifte sig med Freddy. Higgins genkender i den vrede Eliza, pigen han holdt af, men nu er det for sent og Eliza går sin vej.

I den allersidste scene sidder Higgins nedslået hjemme, og lytter til optagelser af Elizas gamle accent, da hun pludselig kommer tilbage. Hun har indset, at det aldrig bliver den store kærlighed, men måske en slags venskab. Den stivnakkede Higgins viser ingen tegn på den glæde han føler ved at se hende, men udbryder blot, noget mandschauvinistisk: “Hvor djævlen er mine tøfler”. Så falder tæppet.

Rollen som professor Higgins var skrevet direkte til Rex Harrison, der i øvrigt aldrig før havde spillet i en musical. Alle professorens sang var tilrettelagt, så de passede Harrison, der en begrænset sangstemme, men var fremragende til at foredrage dem alligevel. Også Alfred Doolittle-rollen var skrevet med en person i tankerne, idet man hentede den berømte britiske music-hall kunstner Stanley Holloway til New York for at give den joviale skraldemand den rette figur.

Rollen som Eliza skulle blive den unge Julie Andrews helt store gennembrud. Hun var allerede kendt i England og havde i sæsonen før fejret succes på Broadway i den britiske forestilling The Boy Friend. Da My Fair Lady i 1964 skulle filmes i Hollywood, turde man dog ikke lade hende spille rollen, angiveligt fordi, at med Harrison og Halloway, ville alle hovedroller så være besat med englændere. I stedet spilledes den af (belgisk fødte) Audrey Hepburn. Hun kunne dog ikke selv synge, så stemmen på filmen tilhører Marni Nixon, der gjorde det til et speciale at efterligne stemmer og synkronisere sin sang til billeder.

My Fair Lady spillede 2281 gange i den oprindelig opsætning, og var i en periode den mest spillede forestilling på Broadway gennem tiderne.