Blik ud over byen Marathokambos på det sydvestlige Samos. Foto fra 2008.

Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Samos er en græsk ø i den østlige del af Det Ægæiske Hav. Øen ligger tre km fra den tyrkiske kyst og har et areal på 478 km2 med 32.642 indbyggere i 2021. Regionalenheden Samos (Perifereiakí Enótita Sámou) er en del af Den Nordægæiske Region (Periféreia Voreíou Aigaíou), ), hvis hovedby og administrative centrum er Mytilini på øen Lesbos.

Regionalenheden Samos

Regionalenheden Samos (Perifereiakí Enótita Sámou) er ifølge Kallikratis-reformen af den 1. januar 2011 opdelt i to kommuner med en permanent befolkning på 32.642 indbyggere (2021). Befolkningen i kommunerne fordeler sig således:

  • Det østlige Samos med 20.021 indbyggere (2021)
  • Det vestlige Samos med 12.621 indbyggere (2021)

Samos' geografi

Samos er bjergrig og består af krystalliske stenarter og kalksten. Højeste punkt er bjerget Vigla med 1433 m. Kystlinjen er meget varieret med flade badestrande, specielt på den nordlige og sydvestlige side, og stejle og ufremkommelige klippekyster og mange bugter, hvoraf Vathi-bugten på den nordøstlige del er den største. I den centrale og nordlige del findes der betydelige skovområder og skovdrift. En omfattende skovbrand ødelagde i 2000 store arealer. Øen har mange klostre og flere ruiner af middelalderborge.

Kun 8% af øen udgøres af lavland, og frugtbare landbrugsområder findes fortrinsvis i den sydøstlige del. Industrien udgøres af små virksomheder og håndværkssteder. Der produceres primært vin, olivenolie, sæbe samt tekstil, træprodukter og keramik. I dag er turismen øens hovedindtægtskilde med 3/4 millioner udenlandske turister om året, heraf en betydelig del charterturister fra Skandinavien.

Landskab på Samos. Foto fra 2005.
Licens: Gnu FDL

Byer på øen

Samos by ligger i Vathi-bugten på øens nordøstlige side. Foto fra 2009.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Samos by har 5900 indbyggere (2021) og ligger i Vathi-bugten på øens nordøstlige side. Byen er øens største havneby med færge- og flyvebådsforbindelse til Piræus og Tyrkiet. Den ligger hesteskoformet i bunden af bugten med en havnefront domineret af neoklassicistiske bygninger.

Vineksporthavnebyen Karlovasi har 7141 indbyggere (2021) og ligger på nordsiden af øen. Fra Karlovasi er der daglige færgeforbindelser til Piræus via Kykladerne. Byen er forbundet med Samos by via busforbindelser flere gange om dagen.

Havne- og lufthavnsbyen Pythagorio, der tæller 1277 indbyggere (2021) er øens turistcenter med en stor marina. Fra Pythagorio er der færge- og flyvebådsforbindelse til øerne Patmos, Agathonissi og Leros.

Pythagorio er filosoffen og matematikeren Pythagoras' fødested, og Herahelligdommen og andre antikke levn vest for byen, er det historisk mest kendte og turistbesøgte område på øen.

Den antikke by Samos

Nær den antikke by Samos lå Herahelligdommen, hvor gudernes dronning, Hera ifølge myten fødtes og blev gift med Zeus. På Samos dyrkedes Hera også som kvinde- og modergud. Foto fra 2006.

Licens: CC BY 2.5

Den antikke by Samos, som går tilbage til 700-tallet f.v.t., lå, hvor Pythagorio ligger i dag. Byen var fra 500-tallet f.v.t. forbundet med havnen med en 6,7 km lang mur. Den fik vand fra en over 1 km lang og 1,75 m høj tunnel hugget gennem bjerget vest for byen. Rester af blandt andet det hellenistiske agora og et lille teater er fundet.

Nær Samos by lå Herahelligdommen, hvor Hera ifølge myten fødtes og blev gift med Zeus, og hvert år afholdtes en fest til minde om dette ægteskab. I helligdommen er der fundet rester af beboelse fra 2500 f.v.t. og senere, hvorimod de tidligste rester af templet er fra 800-tallet f.v.t. Omkring 750 f.v.t. blev bygningen omgivet af en søjlegang. Her opbevaredes den ældste kultstatue af Hera i form af en træstamme.

Omkring 570 f.v.t. påbegyndtes en erstatning, som med sine 52 m×105 m var det første rigtig store græske tempel. Det brændte sandsynligvis i 530 f.v.t., og genopbygningen påbegyndtes af Polykrates med et omkring 55 m×109 m stort tempel på et højt podium; men det blev aldrig færdigt, sandsynligvis på grund af de vældige dimensioner.

Samos' historie

I den klassiske oldtid var Samos en af de 12 joniske bystater, der samledes om Panionion, jonernes fælles helligdom ved Mykale. Omkring 535 til 522 f.v.t. blev øen regeret af tyrannen Polykrates og efter hans død af tyranner indsat af perserne.

Samos var et fremtrædende medlem af Det Deliske Søforbund, indtil samierne i 440 f.v.t. forsøgte at forlade alliancen og gøre sig fri af Athens overherredømme. Byen blev i 439 f.v.t. indtaget af athenerne, og herefter var Samos en athensk lydstat frem til 412 f.v.t., da den genvandt sin autonomi og fungerede som base for athenernes flåde.

I 300-t.v.t. var Samos medlem af Det Andet Attiske Søforbund, men i 365 f.v.t. bemægtigede athenerne sig øen, forviste alle indbyggere og omdannede den til et athensk klerouchi.

Under Alexander den Store blev øen tilbagegivet til den oprindelige befolkning. Samos hørte en overgang under Rhodos og blev i 129 f.v.t. indlemmet i den romerske provins Asia.

Samos var en del af Det Byzantinske Rige indtil 1204, hvorefter øen var under skiftende herredømme, fra 1300-tallet under Genova.

Fra 1475 hørte Samos under Osmannerriget, indtil øen under Den Græske Frihedskrig fra 1821 til 1829 gjorde oprør. I 1832 oprettedes et selvstyrende græsk fyrstendømme under osmannisk overhøjhed på øen, som erklærede sig under Grækenland i 1912. Den græske besiddelse af Samos blev bekræftet i 1913.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig