Sanderum Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Sanderum er den ældste del af kirken opført i granit med en fint udformet sokkel.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord, som begge er muret til.

Den romanske bygning har haft ét vindue i apsis, to i koret og et ukendt antal i skibet. Apsissens romanske vindue, der var indrammet af interessante, til dels bevarede billedsten med vinranker og Skt. Mikael som dragedræber, er i 1800-tallet brutalt ødelagt ved indsættelse af en halvcirkulær støbejernsramme.

Både korets og skibets østlige gavle er glatte. De har som dekoration kun en enkelt tinde på kammens top og på skibet tinder ved dens bund. Disse tinder er blevet sat på i den gotiske periode.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten.

Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer. Disse dekorative elementer samt savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad, er da også at se på taggavlene på Sanderum Kirke i forskellige konstellationer.

I perioden 1450-1525 var der mange byggearbejder, som i løbet af et par generationer helt ændrede kirken. Rækkefølgen af de forskellige arbejder kan nogenlunde sikkert fastslås på grundlag af analyser af tagværkernes trækonstruktion. Ældst er det store tårn, der må være tilføjet omkring 1450-1460 og senere blev forhøjet med en etage.

Søndre korsarm er opført 1495-1505 og den nordre arm et par årtier senere, ca. 1515-1530. Tilføjelsen af de to store kapeller, der har givet bygningen korsform, har afgørende ændret lysforholdene i skibet, som formentlig samtidig har fået nye og større vinduer. Ved opførelsen af tårnet sløjfede man de gamle døre, og indgangen blev henlagt til tårnrummet.

Våbenhuset ved tårnets sydside er rejst ca. 1525.

Kirken er i det indre hvidkalket med udførlige, kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene i koret og skibet kom til i den gotiske periode, omkring 1480-1490, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I søndre korsarm er der dog et stjernehvælv, og i apsissen er der bevaret et halvkuppelhvælv fra den tidligere, romanske periode. Apsissen er i senmiddelalderen, ca. 1515-1520, skilt fra koret ved en tynd mur.

I apsis og på korets øst- og nordvæg kan man endnu se de senromanske kalkmalerier fra omkring 1225. De er en del af en nu forsvunden dekoration, der formentlig har omfattet hele kirken, idet den er påvist i apsis, kor, triumfvæggen og skibets nordside over hvælvene.

I apsis, hvor kun nordre halvdel af maleriet er bevaret, ses den nordlige del af en tronende Kristus.

På korets østvæg, i apsisbuens flige er der kun fragmenter, men på korets nordvæg ses to figurfriser, hvor den nederste frise afbilder Aron og den angrende Mirjam og De hjemvendte spejdere fra Kanaans land. Den øverste frise kan de identificeres som tre scener fra Det Nye Testamente, herunder bebudelsen, besøgelsen og Jesu fødsel. Ovenover ses profeter gengivet fra brystet og opefter med armene løftet i andagt.

En omfattende sengotisk figurudsmykning fra 1525 findes i apsis, koret og skibets østre hvælvfag samt tårnbuen. Spor af den er også påvist i tårnrummet og våbenhuset. På vestsiden af muren, der dækker apsisbuen, ses dele af korsfæstelsen.

Korhvælvet har scener fra lidelseshistorien, der alle udspiller sig udendørs. Mod øst ses bespottelsen, mod syd piskningen, mod vest Jesus for Pilatus og mod nord tornekroningen.

I korbuen er der på sydsiden malet Skt. Michael og på nordsiden Skt. Kristoffer.

I skibets første hvælv ses mod øst dommedag, som fortsættes på triumfvæggen under skjoldbuen. Mod syd i hvælvet ses helvedesgabet, mod vest den hellige familie og mod nord himmelborgen, hvor Skt. Peter med nøglen står foran et stort fæstningsværk med spir og spidse gavle, idet han modtager skaren af nøgne sjæle, der går ham i møde.

Korhvælvets skildringer af lidelseshistorien har det dobbelte formål både at henvise til nadveren og vise menigheden den pris, som Kristus betalte ved at lade sig føde. Meningen er naturligvis at få menigheden bevæget til oprigtig fromhed og andagt, fordi der kun på den måde kan være en frelse på dommedag.

Ved at sammenstille den hellige familie og dommens dag viser malerierne menigheden, at vejen til frelsen går gennem det fromme liv – ikke bare det der udspiller sig i kirken, men i det liv der leves uden for kirken. Samtidig bliver familiebilledet også et løfte om den harmoniske tilværelse, der venter efter dommedag.

Den ældste bevarede inventargenstand i kirken en gotisk døbefont af gotlandsk kalksten. Dens kumme er smykket med trekløverbuede arkader, og mellem buerne er der hugget skiftevis skæggede mandshoveder og rosetter.

Altertavlen fra 1515-1520 er udført af Claus Berg. Den er en såkaldt fløjtavle eller triptyk med genanvendte dele fra tiden omkring 1425-50. Det skulptursmykkede midterskab rummer en figurrig korsfæstelse, som omgives af fire mindre relieffer med scener fra Jesu lidelseshistorie. Disse er på venstre side korsbæringen (foroven) og Jesus for Pilatus samt tilsvarende på højre side begrædelsen og opstandelsen. De bevægelige sidefløje har på indersiden hver otte nicher med udskårne figurer, primært apostle, som bortset fra en enkelt er genanvendt fra den ældre altertavle.

På ydersiden er der malerier med fire scener fra lidelseshistorien i to rækker, foroven nadveren (nord) og bønnen i Getsemane Have (syd) og forneden tilsvarende tilfangetagelsen og hudflettelsen. På de to faste fløje er der malerier af kirkens værnehelgen Skt. Michael (nord) og den himmelkronede Maria med barnet (syd), til hvem den tidligere altertavle var viet.

Prædikestolen fra 1631 er udført i den tidlige barok. Den har i fagene arkader med malerier af de fire evangelister og i det midterste fag Kristus som verdensfrelser (Salvator Mundi). På hjørnerne er der søjler med høje, dekorative bælter.

Prædikestolen blev købt i 1647 af Dalum Kirke, hvor den var blevet tilovers ved en gennemgribende restaurering af kirken.

I kirkens gulv er der tre gravsten og en mindetavle fra 1600-tallet, mens en stor gravsten over Christoffer Bang og hustru Kirstine Clausdatter fra omkring 1599 (kommer oprindeligt fra Gråbrødre Klosterkirke) siden 1889 har været opsat i våbenhuset. På kirkegården er der bevaret enkelte gravsten fra tiden før 1850, herunder et monument i det tidlige 1800-tals nyklassicistiske stil.