Faktaboks

Susie Wiles

Susan Summerall Wiles, 'Ice Maiden'.

Født
14. maj 1957, New Jersey, USA
Den 13. november 2024 mødtes præsident Joe Biden med præsident Donald Trump i Det Ovale Værelse. Susie Wiles deltog også i dette møde sammen med præsident Bidens stabschef Jeff Zients.

Susie Wiles er en amerikansk politisk konsulent for Det Republikanske Parti. Hun blev i 2024 valgt som stabschef (Chief of Staff) for Donald Trump, inden han påbegyndte sin anden periode som præsident.

Wiles er den første kvinde til at bestride denne stilling som leder for præsidentens ansatte i Det Hvide Hus.

Uddannelse og karriere som politisk rådgiver

Wiles opnåede en bachelorgrad i engelsk fra Maryland University i 1979. Hendes arbejde i amerikansk politik begyndte kort tid efter som assistent for Jack Kemp, en republikansk politiker, der sad i Repræsentanternes Hus i perioden 1971-1989.

Republikanske valgkampagner

I 1980'erne arbejdede Wiles på både Ronald Reagan og George H.W. Bushs præsidentkampagner. I 1990'erne og 2000'erne valgte hun at fokusere mere på lokale politiske kampagner i delstaten Florida, og hun har blandt andet arbejdet som Chief of Staff for forskellige borgmestre i byen Jacksonville, Florida.

Susie Wiles har også hjulpet andre republikanske politikere til sejr i Florida. For eksempel i delstatens guvernørvalgkampe, hvor hun ledte kampagnerne for henholdsvis Rick Scott i 2010 og Ron DeSantis i 2018.

Præsidentvalgkamp for Trump

I 2016 hjalp Wiles Donald Trumps præsidentvalgkamp i delstaten Florida. Trump vandt i denne stat, og det var med til at sikre ham en samlet sejr i Valgmandskollegiet.

I Marts 2021 blev Wiles ansat som CEO i Trumps "Save America PAC", og under præsidentvalget 2024 havde hun en mere national og større rolle bag scenen i Donald Trumps præsidentvalgkampagne. Efter Trumps sejr over Kamala Harris blev Wiles udpeget som Chief of Staff for Trump i Det Hvide Hus.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig