Tjekkoslovakiet

Fra 1915 agiteredes der for en uafhængig tjekkisk-slovakisk stat, men først mod 1. Verdenskrigs afslutning vandt tanken bred tilslutning. Idéen om slovakkernes deltagelse — begrundet i en tvivlsom teori om tjekker og slovakker som to grene af samme tjekkoslovakiske folk — var ny, idet de to folk politisk havde levet adskilt og under meget forskellige vilkår.

Mens tjekkerne havde haft gode betingelser for national udvikling i den østrigske del af Habsburgriget, havde slovakkerne i kongeriget Ungarn oplevet en national undertrykkelse gennem 1800-tallet.

Tjekkoslovakiet blev udråbt som selvstændig stat den 28. oktober 1918. Staten og dens grænser blev officielt anerkendt ved fredsslutningerne i Versailles 1919 og Trianon 1920, hvor også Ruthenien (Karpato-Ukraine) blev tilknyttet Tjekkoslovakiet som landets østligste del mod løfter om udstrakt autonomi, som kun delvis blev opfyldt.

Den 29. februar 1920 vedtog den revolutionære Nationalforsamling en forfatning, som gjorde Tjekkoslovakiet til en demokratisk republik.

Landet bestod som en demokratisk retsstat indtil 1938, men kollektive mindretalsrettigheder anerkendtes kun i begrænset omfang. Administrativt blev landet en centralistisk enhedsstat uden regional selvforvaltning. Først ved parlamentsvalget i april 1920 blev det tyske mindretal inddraget i den politiske beslutningsproces, og gennem hele mellemkrigstiden var den politiske magt delt mellem præsidenten og en koalition af tjekkiske partiledere. En begrænset tysk og slovakisk regeringsdeltagelse ændrede ikke ved den tjekkiske dominans.

Den økonomiske verdenskrise fra 1929 ramte Tjekkoslovakiet hårdt, især industrien i de tyskbefolkede randområder i Bøhmen, og efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 støttede stadig flere tyskere i Tjekkoslovakiet det pronazistiske Sudetertyske Parti.

Staten svækkedes også af en voksende slovakisk utilfredshed med tjekkernes centralisme og uvilje til at anerkende slovakkernes nationale egenart. Udenrigspolitisk stolede Tjekkoslovakiet på britisk og ikke mindst fransk støtte, men da de to magter i september 1938 med Münchenaftalen tilsluttede sig Hitlers territorialkrav mod landet, valgte man modvilligt at opgive de sudetertyske områder uden kamp, hvilket efterlod staten militært og økonomisk helt afhængig af Tyskland.

Dette skyldtes ikke mindst, at de tjekkiske forsvarsværker mod fjendtlig invasion befandt sig i de afståede område, hvilket gjorde landet helt forsvarsløst.

I forlængelse af Münchenaftalen tildeltes Ungarn i november 1938 den sydlige del af Ruthenien.

I marts 1939 besatte Tyskland resten af Tjekkiet og omdannede det til et tysk protektorat. Også den nordlige del af Ruthenien blev besat. Samtidig blev Slovakiet udråbt til en selvstændig stat under tysk beskyttelse. De tjekkiske våbenfabrikker, ikke mindst Škoda-værkerne, blev derefter et væsentligt tilskud til den tyske værnemagt.

Under 2. Verdenskrig dannedes en tjekkoslovakisk eksilregering i London med præsident Edvard Beneš i spidsen. Den gav ordre til attentatet 27.5.1942 på den tyske rigsprotektor Reinhard Heydrich. Attentatet udløste voldsomme repressalier mod den tjekkiske civilbefolkning.

Under indtryk af Sovjetunionens øgede indflydelse valgte Beneš at samarbejde med Josef Stalin og med de tjekkoslovakiske kommunister under Klement Gottwald, og kommunisterne fik stor indflydelse på, hvordan Tjekkoslovakiet blev indrettet efter befrielsen i 1945.

Fra maj 1945 indledtes en massiv fordrivelse af knap 2 millioner sudetertyskere, mens Ruthenien uden afstemning blev indlemmet i Sovjetunionen. Formelt bestod staten nu af to folk, tjekker og slovakker, om end et ungarsk mindretal trods planer om deres fordrivelse blev tilbage.

Efter kraftigt sovjetisk pres afstod den tjekkoslovakiske regering samme år uden folkeafstemning Ruthenien til Sovjetunionen, der indlemmede det i Den Ukrainske Sovjetrepublik, og siden 1991 har det været en del af det selvstændige Ukraine.

Politisk dannedes i Tjekkoslovakiet en National Front af seks tjekkiske og slovakiske partier, der delte magten mellem sig, mens alle øvrige partier blev forbudt. Parlamentsvalget i maj 1946 var alene en styrkeprøve mellem disse partier, og et egentligt demokrati kom aldrig til at fungere. Valgets sejrherre med 38% af stemmerne var kommunisterne, som fra 1947 stadig mere åbenlyst søgte at udmanøvrere de øvrige partier og tage magten alene.

I februar 1948 kom det til en regeringskrise, hvor præsident Beneš bøjede sig for presset, og kommunisterne fik magten. Straks efter magtovertagelsen indledtes en massiv forfølgelse af politiske modstandere, og stat og samfund i Tjekkoslovakiet blev omdannet efter stalinistisk model med planøkonomi, ideologisk ensretning og skueprocesser.

Efter Klement Gottwalds død i 1953 fortsatte den nye partileder, Antonin Novotný, den hårde kurs. I 1960'erne løb planøkonomien dog ind i stadig større vanskeligheder, og en ny generation af kommunistiske intellektuelle krævede økonomiske og politiske reformer. Også fra Slovakiet lød stadig stærkere protester mod centralismen. Utilfredsheden kulminerede i januar 1968, da Novotný blev afløst som partileder af slovakken Alexander Dubček.

Dermed udløstes det såkaldte Pragforår, en reformpolitik med udstrakt ytringsfrihed. Fem Warszawapagtlandes (Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien) invasion af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968 betød enden på reformprocessen, hvis eneste varige resultat var Tjekkoslovakiets omdannelse til en føderation i oktober 1968, hvormed slovakkerne endelig opnåede ligestilling.

Under den nye partileder fra april 1969, Gustav Husák, blev en massiv udrensning af reformtilhængere indledt, især i den tjekkiske del af landet. Det lykkedes at stabilisere forholdene, og regimet søgte ikke mindst at købe sig ro ved at sikre befolkningen en rimelig levestandard.

Med Mikhail Gorbatjovs reformer i Sovjetunionen og en voksende hjemlig økonomisk krise fik protesterne mod det kommunistiske regime fra 1988 massekarakter.

Uroen kulminerede i november 1989 i den såkaldte Fløjlsrevolution, hvor det kommunistiske regime på kort tid brød sammen.

Den 29. december 1989 blev Václav Havel valgt til tjekkoslovakisk præsident, mens Dubček blev parlamentsformand, og i juni 1990 vandt den tjekkiske demokratibevægelse Borgerforum og dens slovakiske modstykke Offentlighed Mod Vold et frit parlamentsvalg.

Enigheden mellem tjekker og slovakker brød dog snart sammen. De to folk udviklede hver sit sæt af politiske partier, som ikke formåede at nå til enighed om magtfordelingen i en ny demokratisk forfatning for Tjekkoslovakiet.

Også den økonomiske politik var en kilde til splid, og efter et nyt valg i juni 1992 enedes Václav Klaus og Vladimír Mečiar, de tjekkiske og slovakiske sejrherrer, om at dele landet.

Den 31. december 1992 blev Tjekkoslovakiet afløst af to selvstændige stater, Tjekkiet og Slovakiet.

• Tjekkiets historie
• Slovakiets historie