Warszawapagten

Warszawapagten var den anden af den kolde krigs to store militæralliancer: NATO, ledet af USA og Warszawapagten, ledet af Sovjetunionen. Den direkte anledning og begrundelse var Vesttysklands genbevæbning og optagelse i NATO.

Udover at være modvægt til NATO tjente alliancen til at øge Sovjetunionens kontrol med de østeuropæiske kommunistiske stater og deres militære styrker og til at give landet jævnbyrdig status med USA som leder af den ene af den kolde krigs to store blokke. Desuden legitimerede alliancen den strategisk vigtige stationering af sovjetiske tropper i Østeuropa.

Ligesom NATO indeholdt Warszawapagten et løfte mellem landene om at komme hinanden til hjælp, hvis et af dem blev angrebet.

Warszawapagtens ledende organer var Den Politiske Konsultative Komité, der officielt koordinerede alliancens aktiviteter, samt den militære Fælleskommando. Begge var placeret i Moskva og reelt underlagt den sovjetiske politiske og militære ledelse.

I kølvandet på den tjekkoslovakiske krise i 1968 kom flere organer til, således Forsvarsministerkomitéen i 1969 og Udenrigsministerkomitéen i 1976, der, i det mindste på papiret, gav de østeuropæiske partnere mulighed for mere indflydelse.

Fælleskommandoen var et fredstidsorgan, der især beskæftigede sig med fælles planlægning, uddannelse, manøvrer og våbenprogrammer. I tilfælde af krig overgik den operative kommando til den sovjetiske generalstab.

I Danmark har det været meget debatteret, hvorvidt Warszawapagten havde en offensiv eller defensiv natur. Senere frigivet arkivmateriale viser, at Warszawapagten ikke planlagde at starte en krig eller "slå først": deres krigsplaner forudsatte et vestligt angreb. Skete dette, var planen til gengæld at sætte ind med en massiv modoffensiv, således at krigen blev ført ind på NATO-landenes territorium.

Om deres planlægning på det konventionelle område var realistiske, er usikkert. Dog indebar planerne også – ligesom NATO's – brug af kernevåben.

Warszawapagten indeholdt ikke alle de kommunistiske lande i Østeuropa.

Jugoslavien under ledelse af Josip Tito var i 1948 kommet i konflikt med Moskva og forfulgte siden en mere selvstændig national-kommunistisk linje.

Ungarn meldte sig ud af Warszawapagten i forbindelse med oprøret i 1956, hvor man søgte at forfølge en mindre doktrinær politisk kurs. Dette oprør var også en protest mod den sovjetiske militære kontrol med landet, som Warszawapagten indebar. Oprøret blev dog knust af sovjetiske styrker, og Ungarn blev tvunget tilbage ind i pagten.

I løbet af 1960’erne indtog Rumænien en tilbageholdende stilling indenfor alliancen til fordel for en mere national linje. Man undlod fx at deltage i øvelser og tillod ikke stationering af Warszawapagt-tropper i landet.

Traktaten blev fornyet for ti år i 1975 og for yderligere 20 år i 1985. Så langt kom man dog ikke.

Efter Berlinmurens fald i 1989 forlod DDR også Warszawapagten i 1990. Den bølge af befrielsesbevægelser, som skyllede over Østeuropa i disse år, gjorde, at Warszawapagten de facto ophørte med at fungere. På et sidste topmøde i Prag den 1. juli 1991 blev Warszawapagten erklæret ikke-eksisterende og traktaten ophævet.

• den kolde krig
• Jerntæppet
• Sovjetunionen
• NATO
• Pragforåret