akne

Akne udløses hyppigst i relation til de hormonelle ændringer i puberteten. Man ved desuden, at psykisk stress kan forværre akne hos nogle, og der er mistanke om, at en kost med mange hurtigt omsættelige kulhydrater (højt glykæmisk indeks) samt indtagelse af mange, især magre, mælkeprodukter kan forværre akne. Brug af meget fede ansigtscremer (kosmetikakne) og visse lægemidler, som kortison, anaboliske steroider (steroidakne) eller antiepileptika, kan i nogle tilfælde udløse eller forværre hudlidelsen.

Akne skyldes ikke urenlighed, og akne smitter ikke, hverken fra person til person eller fra hudområde til hudområde.

Akne kan i høj grad påvirke selvværdet og humøret. Ved sværere akne findes en overhyppighed af depression og en højere selvmordsrate. Undersøgelser af livskvaliteten hos personer med svær akne viser et fald på højde med medicinske sygdomme som sukkersyge og leddegigt.

De stoffer, der er mest brugt til lokalbehandling, er cremer eller opløsninger, der indeholder benzoylperoxid, azelainsyre, antibiotika og A-vitaminsyre (retinoider). Disse skal påføres hele det berørte område af huden og ikke kun på enkelte bumser. Cremerne eller opløsningen bruges normalt om aftenen eller to gange dagligt. Fordi flere af lokalbehandlingerne kan give irritation af huden, anbefales det derfor at øge brugen af behandlingen gradvist. For eksempel én eller to gange om ugen, for derefter gradvist at øge til daglig brug, afhængig af, om den tolereres.

Effekten af behandlingen kommer først efter 6–8 uger. Det kan være nyttigt at kombinere flere præparater i lokalbehandlingen. Hvis man ikke opnår en tilfredsstillende effekt med lokalbehandling, kan det være aktuelt at supplere med en systemisk behandling.

De hyppigst anvendte er bredspektret antibiotika, først og fremmest tetracykliner. Disse lægemidler har i mange tilfælde en god effekt imens de bruges, men sygdommen kan i mange tilfælde efterfølgende vende tilbage. Det anbefales altid, at kombinere med lokalbehandling og fortsætte denne efter ophør med tetracyclin. Et væsentligt problem ved brug af bredspektret antibiotika er, at hudbakterierne og tarmflora udvikler resistens mod antibiotika. Det anbefales derfor, at behandlingen med disse stoffer begrænses til maksimalt 12 uger.

Et andet princip er at reducere talgproduktionen, dæmpe inflammationen og åbne talgkirtlerne ved brug af isotretinoin, som er et A-vitaminlignende stof. Stoffet indtages som kapsler, og behandlingen strækker sig ofte over cirka et halvt år. I løbet af denne tid reduceres talgproduktionen til et minimum, og aknesygdommen går hos de fleste i ro. Det betyder, at sygdommen hos mange herefter er helbredt og ikke vender tilbage. Hos andre kan opblussen betyde, at kuren senere gentages. Isotretinoin har en del bivirkninger. Stoffet skader blandt andet fosterudviklingen, hvis det tages af gravide kvinder. Det skader hverken sæd- eller ægceller. Det betyder, at når det er sikkert ude af kroppen, giver det ikke længere risiko for forsterskader. På grund af bivirkningerne er behandling med isotretinoin hovedsageligt aktuel for aknepatienter, der ikke responderer tilfredsstillende på anden behandling og ved tendens til ardannelse.

Hos nogle kvinder har visse typer p-piller en antiandrogen effekt, og efter nogen måneders brug kan de reducere talgproduktionen. Det kan medføre mindre tendens til akne.