Biotin, et vandopløseligt vitamin, der også tidligere er blevet kaldt coenzym R, vitamin H og vitamin B7. Det er nødvendigt for normal vækst og indgår i omsætningen af fedt, kulhydrat og protein i kroppen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet biotin kommer af græsk biote 'liv' og -in.
Også kendt som

H-vitamin

Historie

I 1916 opdagede W. G. Bateman, at indtag af store mængder rå æggehvider kunne give hårtab og hudforandringer – kaldet “egg-white injury”. I 1933–34 fandt Paul György et stof som kunne helbrede egg-white injury og kaldte det vitamin H (fra tysk Haut og Haar). I 1936 isolerede Kögl og Tönnis et krystallinsk stof fra æggeblomme, som fremmede gærvækst, og navngav det biotin. I 1940 blev det klart, at vitamin H, protective factor x og biotin var samme forbindelse. I 1942 fastsatte du Vigneauds gruppe den kemiske struktur, hvorefter stoffet blev klassificeret som vitamin B₇ (biotin), et essentielt vandopløseligt vitamin for hud, hår og enzymsystemer.

Indhold i fødevarer

Biotin dannes af vores tarmbakterier og findes rigeligt i blandt andet lever, nyrer, æg og gær. Mælk og visse grøntsager anses også for at være gode kilder.

Funktion

Bioten fungere som prostetisk gruppe for enzymer der katalyserer carboxyleringsreaktioner. Disse enzymer er vigtige i gluconeogenese, fedtsyresyntese og nedbrydning af visse aminosyrer. Desuden indgår biotin i omsætning af fedt, kulhydrat og protein til energi. Det har desuden betydning for genekspression, for normal nervefunktion og for at sikre sund hud og hår.

Behov

Det anbefalede indtag er i de Nordiske næringsstofrekommendationer sat til 40μg/dag for voksne mænd og kvinder.

Mangel

Mangel på biotin er sjældent blevet observeret hos mennesker; det viser sig bl.a. ved appetitløshed, kvalme, utilpashed, hudforandringer og hårtab. Mangel kan opstå ved indtagelse af store mængder rå æggehvide, som indeholder et glykoprotein, avidin, der binder biotin og forhindrer optagelse i tarmen.

Forgiftning

Biotin er vandopløseligt og ved overdosering vil det udskilles i urinen. Biotin anses for at være meget sikkert og forgiftning er stort set ikke forekommende. Der er da heller ikke fastsat nogle øvre grænser for indtag.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig