bugspytkirtlen

Størstedelen af kirtelvævet i bugspytkirtlen producerer bugspyt, en type fordøjelsessaft. Dette er den eksokrine del af bugspytkirtlen og udgør omkring 95 procent af det samlede kirtelvæv. Bugspytkirtlen producerer omkring 1,5 liter bugspyt hver dag. Bugspyt er en basisk væske, der indeholder flere forskellige enzymer, som er vigtige for fordøjelsen.

Til nedbrydning og fordøjelse af proteiner dannes trypsinogen. Dette er forstadiet til enzymet trypsin. Trypsinogen omdannes til den aktive form trypsin af enzymer (entero-peptidase eller -kinase) lokaliseret til tarmvæggen. Hvis bugspytkirtlen havde produceret aktivt trypsin, ville den have fordøjet sig selv.

Til fordøjelse af kulhydrater dannes et enzym, amylase, der kan spalte forskellige typer kulhydrater (fx stivelse). Amylase spalter kæderne af glukoseenheder i stivelse til glukose. Forgreningssteder og endestillede glukoseenheder i stivelsen kan dog ikke spaltes, og produkter der indeholder disse spaltes senere (til glukose) af enzymerne i tyndtarmsslimhindens børstesøm.

Til spaltning af fedt udskilles lipase. Lipase spalter triglycerider til frie fedtsyrer og monoglycerider, som er glycerol hvortil er koblet en enkelt fedtsyre.

Desuden indeholder bugspyt bikarbonat, som er basisk og bidrager til at neutralisere det sure tarmindhold fra mavesækken.

Mængden af bugspyt reguleres både gennem hormoner fra tarmen og gennem nerveimpulser. Tyndtarmen producerer hormonerne sekretin og kolecystokinin, som giver bugspytkirtlen information om indholdet i tyndtarmen. Nerveimpulserne kommer fra det autonome nervesystem.

Bugspytkirtlen indeholder cellegrupper, der kaldes Langerhans' øer, og som producerer hormonerne insulin og glukagon. Disse hormoner er vigtige for regulering af blodsukkerniveauet, de har modsatte virkninger og holder hinanden på en måde "i balance". Dette er den endokrine del af bugspytkirtlen og udgør omkring 1-2 % af det samlede kirtelvæv.

Insulin er et vigtigt hormon for at sænke sukkerindholdet i blodet. Dette hormon stimulerer kroppens celler til at øge optagelsen af sukker og stimulerer leveren til at danne glykogen. Produktionen reguleres først og fremmest af sukkerindholdet i blodet. Højt blodsukker stimulerer betaceller i Langerhans' øer til at danne mere insulin og derved modvirke blodsukkerstigningen. Svigt i insulinproduktionen kan føre til diabetes. Ved type 1-diabetes angriber kroppens immunforsvar betacellerne og ødelægger dem. Dette gør, at bugspytkirtlen ikke længere kan producere insulin. Den høje blodsukkerkoncentration kan overskride kapaciteten for genoptagelse af glukose fra nyrekanalerne (tubuli) og gør urinen sukkerholdig (glukosuri). Dette fører også til øget væsketab.

• Læs mere om diabetes

I modsætning til insulin forårsager glukagon en stigning i blodsukkerindholdet ved at igangsætte en øget nedbrydning af glykogen i levercellerne. Glukagon produceres af alfaceller i bugspytkirtlens Langerhans' øer, når blodsukkerniveauet er lavt.

Specifikke celler i de langerhanske øer producerer også andre hormoner, såsom somatostatin og ghrelin. Betacellerne producerer endvidere amylin.

Bugspytkirtlen er dækket med bughinde på forsiden. Bugspytkirtlen har en lapstruktur med bindevæv imellem og er grågul i farven. Selvom den er et sammenhængende organ, deles den ind i et større hoved (caput) på højre side, en krop (corpus) i midten og en tyndere hale (cauda) mod venstre. I en bue langs hovedet ligger tolvfingertarmen. Bag hovedet, hvor det danner en vinkel og bøjer nedad, fortsætter en lille, hageformet del (processus uncinatus) ind mod midten.

Corpus-delen (tuber omentale) krydser tværs over rygraden (i højde med første og anden lændehvirvel) og buler ind i et hulrum dannet af bughinden foran bugspytkirtlen og bag mavesækken (bursa omentalis). Til venstre for halen ligger milten, som den hænger sammen med ved hjælp af bindevæv. Bag bugspytkirtlen ligger de store karstammer: hovedpulsåren (aorta) og den store, nedre hulvene (vena cava inferior).

Bugspytkirtlen består hovedsageligt af kirtelvæv, der danner bugspyt. Bugspyttet ledes gennem en 2–3 millimeter tyk udførselsgang (ductus pancreaticus), som munder ud i tolvfingertarmens konkave side. Denne udførselsgang går gennem hele bugspytkirtlen, og modtager mange mindre udførselsgange fra kirtelvævet.

Ofte findes en "ekstra" udførselsgang: ductus pancreaticus accessorius (eller Santorinis gang), som kan udmunde separat i duodenum. I de fleste tilfælde udmunder ductus pancreaticus sammen med galdegangen ductus choledochus gennem papilla Vateri, et lille afrundet fremspring på tolvfingertarmens inderside, som er omgivet af en ring af glat muskulatur (sphincter Oddii), som dermed kan regulere tilstrømningen af galde og bugspyt til tarmen (og forhindre tilbageløb).

Inde mellem de bugspytproducerende eksokrine kirtler ligger små øer af endokrine, hormon-producerende celler: de Langerhanske' øer. 70 % af cellerne her (betacellerne) producerer insulin (af latin insula 'ø') og 20-30 % (alfacellerne) glukagon. De endokrine celler udtømmer deres produkter direkte i blodbanen. Øerne udgør kun 1-2 % af bugspytkirtlens samlede volumen, men er livsvigtige på grund af hormonproduktionen.

Bugspytkirtlen har en stor blodtilførsel og specielt øerne er velforsynede. Bugspytkirtlen modtager blod fra miltarterien, leverarterien og fra arterier, der forsyner dele af mavesækken og tyndtarmen. Veneblodet, der forlader bugspytkirtlen ledes via portvenen (vena portae) til leveren. Lymfebanerne har forbindelser med tarmen og leveren.

Nerveforsyningen sker gennem det autonome nervesystem. Den parasympatiske nerveforsyning stimulerer udskillelsen af bugspyt (bikarbonat) og fordøjelsesenzymerne og kommer fra den tiende hjernenerve, der kaldes nervus vagus. Den sympatiske nerveforsyning hæmmer aktiviteten især via blodgennemstrømningen og kommer fra den sympatiske grænsestreng via nerveknuder på forsiden af aorta. Nervefibrene følger blodårerne ind i kirtelvævet.