diagnose

Når årsagerne til diagnoserne ikke kendes, er diagnoser en kategorisering af fælles kendetegn ved de symptomer og/eller den funktionsnedsættelse patienten har. Dette er gældende for: alle psykiatriske diagnoser (bortset fra PTSD), psykosomatiske lidelser (fx fibromyalgi, som er kroniske, udbredte muskelsmerter), men også mange almindelige og hyppigt forekommende symptomer, som fx lumbago (smerter i lænden) og hovedpine.

Andre diagnoser henviser til de kropslige forandringer, der kommer af sygdommen. Hjertekrampe (angina pectoris) er en lidelse, der kommer af forsnævring af koronar-arterierne til hjertet, mens en kræftsygdom stammer fra en eller flere kræftceller i et organ.

For at stille en diagnose skal man have undersøgt patienten. Først er det vigtigt at lytte til og forstå patientens sygehistorien, hvor både patientens frygt og bekymringer, forestillinger om sygdom, og forventninger skal berøres. Dernæst skal patientens symptomer og evt. funktionsnedsættelse kortlægges. Herefter er det hensigtsmæssigt at lægen fortæller patienten i et resume, hvordan lægen forstår patientens sygehistorie, så læge og patient er enige om hvad problemstillingen er, og at patienten samtidig føler sig set og hørt af lægen. Derefter gennemfører lægen en klinisk undersøgelse eller et klinisk interview, der er tilpasset den konkrete sygehistorie.

• Ved den kliniske undersøgelse forsøger lægen at finde ud af mest muligt om patientens krop ved først at inspicere det område af kroppen, som er aktuelt, fx huden, et hævet led eller et øje. Herefter undersøger lægen patienten ved fx at føle på kroppen (musklerne, leddene, maven og så videre) og lede efter forskellige tegn på sygdom.

• Ved det kliniske interview udspørges patienten om specifikke symptomer og funktionsnedsættelse, i forhold til de overvejelser om andre mulige diagnoser, som lægen har gjort sig, ud fra sygehistorien – og evt. fund ved den kliniske undersøgelse.

Når patienter opsøger deres praktiserende læge med et nyt problem, så er de fleste af de sygdomme og lidelser de har, noget som går over af sig selv. Og hovedparten af disse sygdomme og lidelser, kræver ikke andre undersøgelser. Her er en fælles forståelse af patientens syghistorie og en klinisk undersøgelse og/eller et klinisk interview tilstrækkeligt til at stille en diagnose, det der kaldes en klinisk diagnose. Diagnoser som fx forkølelse, hoste, hovedpine, demens, slidgigt (artrose) og flere psykiske lidelser er typiske kliniske diagnoser. Nogle af disse diagnoser er hurtige at stille, mens andre kræver flere dybdegående samtaler over en længere tidsperiode, hvor evt. andre undersøgelser bliver nødvendige, for at udelukke andre lidelser (differentialdiagnoser).

Hos et mindretal af patienterne som opsøger deres praktiserende læge, kræver det at patienterne undersøges yderligere, for at stille en korrekt diagnose. Her kan det være relevant at patienten får taget én eller flere blodprøver, og/eller bliver undersøgt ved brug af instrumenter som blodtryksapparat, stetoskop og ultralydsapparat.

Ud fra sygehistorien, den kliniske undersøgelse og det kliniske interview, danner lægen sig et overblik over eventuelle mønstre, og hvis der er god overensstemmelse mellem de kliniske fund og sygehistorien, så stiller lægen måske en klinisk diagnose – og foreslår en eller flere mulige behandlinger ud fra denne diagnose.

Hvis billede af, hvad der kan være galt med patienten er mindre klart, måske er der ligefrem ikke sammenhæng mellem kliniske fund og sygehistorien, så kan det være nødvendigt at fortsætte med flere undersøgelser, fx blodprøver, billeddiagnostik (for eksempel røntgen, CT, MR, PET) og andre specialundersøgelser (for eksempel EKG, EEG) for enten at udelukke andre tentative diagnoser eller for at stille en korrekt diagnose.

Det kan også i nogle mindre hyppige tilfælde være relevant at henvise patienten til videre undersøgelse hos en lægelig organspecialist eller andet sundhedspersonale med specialkompetencer, for at udelukke andre tentative diagnoser, eller komme frem til en korrekt diagnose.