fjerkræ

Foruden den egentlige produktion er der en omfattende avl med fjerkræracer med henblik på udvikling af de enkelte racers skønhed og eksteriør i forhold til fx den autoriserede Skandinavisk Fjerkræ Standard, der opstiller krav til fjerfarve, kropsform, kamform m.m. Dette avlsarbejde sker i klubber, som er samlet i Danmarks Fjerkræavlerforening for Racefjerkræavl. Der afholdes jævnlig skuer, hvor de mange racer udstilles og bedømmes i forhold til standarden.

Der er tre danske nationalracer inden for fjerkræ. Danske Landhøns med skiferfarvede løb (blandt de forskellige farvevarieteter er den brune den mest almindelige), Dansk Landand med sort fjerdragt og hvidt bryst og Dansk Gås med grå eller gråbroget fjerdragt. Se også høns.

I første halvdel af 1900-t. var der hønsehold på stort set alle landbrug, hvor der blev produceret æg til eget forbrug og til salg. Fra gårdene blev æggene transporteret til pakkerier, hvor man foretog eftersortering og fordeling i vægtklasser. Fra ægpakkerierne forsynedes hjemmemarkedet og det dengang betydelige eksportmarked; især England aftog store mængder. Danmark havde i slutningen af denne periode verdens største ægeksport med ca. 100 mio. kg årlig.

I den anden halvdel af 1900-t. forandredes dette billede gennemgribende. Der skete en afvandring fra land til by og en specialisering og mekanisering af husdyrproduktionen. Samtidig har ønsket om selvforsyning i England efter 2. Verdenskrigs fødevaremangel og Danmarks sene indtræden i EF reduceret flere eksportmarkeder. Konsekvensen blev en tilpasning af ægproduktionen til forsyning af hjemmemarkedet og en relativt lille eksport. Ved siden af den traditionelle produktion af skalæg udvikledes ægprodukter som pasteuriserede blommer, hvide og helæg, som er enten flydende, frosne eller tørrede. De forbruges især i storkøkkener og til produktion af færdige fødevarer som fx mayonnaise og kager.

Specialiseringen af ægproduktionen betød en samling på færre landbrug, og i 1995 var ca. 75% af hønerne samlet i ca. 300 besætninger med 10.000 høner eller flere. Disse besætninger havde en meget rationel og stærkt automatiseret produktion, og mere end halvdelen var på landbrug med over 50 ha jord, så besætningsstørrelsen og dyrkningsarealet stod i rimeligt forhold til hinanden, hvorved det sikredes, at gødningen udnyttedes optimalt. Derudover var der stadig mange små besætninger, ca. 90% af alle besætninger havde færre end 100 høner i 1995, mens antallet af især de mellemstore besætninger var aftagende. Totalt fandtes der ca. 10.000 besætninger. I 2004 var tallet faldet til ca. 400.

Samlingen af hønerne på færre og større besætninger er blevet mulig med indførelse af nye systemer med en høj grad af mekanisering. Dette er mest udtalt ved buranlæg, hvor flere høner deler et bur med et gulvareal, hvis størrelse er fastsat ved lov. Både fodring, vanding og ægindsamling er automatiseret, hvorved arbejdsforbruget er lavt. Udformningen af bure er reguleret ved lov. Systemet er karakteriseret ved lav omkostning, god hygiejne med lav dødelighed til følge, men til gengæld er en stor del af hønernes naturlige adfærd blevet helt eller delvis umuliggjort, hvilket er baggrunden for udviklingen af berigede bure, der dækker hønernes behov for fx støvbadning og bevægelse. Fra 2012 må der ikke længere anvendes konventionelle bure. Berigede bure har rede, sandbad, siddepinde og klosliber. Arealet pr. høne er 750 cm².

Voliereanlæg udnytter rummet i huset ved at have to til tre hylder med foder og vand samt en hylde øverst med siddestænger, mens gulvet er dækket af strøelse. Æggene herfra sælges som voliereæg. Fra huse med størstedelen af gulvet dækket med dybstrøelse produceres der skrabeæg. Fra huse med dybstrøelse og adgang til løbegård med græs kommer der æg fra fritgående høner. Desuden findes de økologiske æg, karakteriseret ved at foderet skal være økologisk produceret, samtidig med at hønerne skal have adgang til løbegård med græs. Alle disse alternative ægtyper vandt i løbet af 1990'erne store markedsandele.

Det gennemsnitlige årsforbrug i Danmark var i 2013 143 æg pr. indb. Heraf var 53 % buræg.

Slagtekyllinger er en forholdsvis ny produktion, der blev introduceret sidst i 1950'erne. Den blev udviklet i USA under 2. Verdenskrig for hurtigt og effektivt at kunne dække behovet for kød, og den er kendetegnet ved, at daggamle kyllinger af begge køn indsættes samtidig i huset og efter opdrætning sendes til slagtning på en gang. Efter rengøring og pause indsættes det næste hold kyllinger.

Da stor tilvækst og lavt foderforbrug er vigtigt for en effektiv produktion med lave omkostninger, er der i avlsarbejdet satset næsten ensidigt på tilvækst. Fra 1965 til 1995 blev opdrætningstiden for at nå 1400 g levende vægt mere end halveret, og foderforbruget blev samtidig blevet tilsvarende formindsket. Denne udvikling er forudsætningen for at sælge slagtekyllinger til priser, der er relativt lave i forhold til andet kød. Den tidligere beskrevne udvikling med samling af produktionen på få, men store enheder er også sket i produktionen af slagtekyllinger. I 1995 havde ca. 20% af besætningerne over 90% af alle slagtekyllinger; de fleste besætninger var på landbrug med 30 ha jord eller mere. Denne koncentration skabte behov for store rugerier med en årsproduktion på fx 50 mio. daggamle kyllinger og dertil hørende besætninger med forældrehøns til produktion af rugeæg.

Foderet er optimeret til at dække kyllingernes behov til den laveste pris. Det blandes hovedsagelig af danske fodermidler som hvede, ærter og raps og tilsættes de nødvendige aminosyrer, vitaminer og mineralstoffer. For at undgå den alvorlige tarmsygdom coccidiose tilsættes medicin i form af godkendte coccidiostater. Desuden blev der i mange år tilsat antibiotika til foderet, de såkaldte vækstfremmere, idet det har vist sig at øge tilvæksten og mindske foderforbruget. For at undgå udvikling af antibiotikaresistens er brug af antibiotika som tilsætningsstof dog opgivet ved en frivillig aftale. Der er endvidere udviklet enzymer og kulturer af bakterier og gær, som giver en bedre udnyttelse af foderet.

Slagtekyllinger går i højisolerede huse med klimastyring, der kan opvarmes til de 32 °C, som er nødvendig til daggamle kyllinger. For at optimere udnyttelsen af huset indsættes ca. 25 kyllinger pr. m². Mellem hvert hold kyllinger på fx 40.000 rengøres huset grundigt og desinficeres for at hindre overslæbning af sygdomme til senere hold. Fjerkræslagteriet bestemmer, hvor store kyllingerne skal være; normalt slagtes kyllingen, når den er ca. 38 dage gammel. På slagtedagen indfanges kyllingerne med maskiner, læsses og køres til slagteriet.

Skrabekyllinger skal være mindst 56 dage gamle, og der indsættes 9-10 kyllinger pr. m². Desuden skal der være en mørkeperiode i hvert døgn, for at kyllingerne kan få en døgnrytme og dermed en god udvikling af knoglerne.

Ved økologisk produktion af slagtekyllinger må der højst være 10 dyr pr. m², og de skal have fri adgang til udendørsarealer, min. 4 m² pr. kylling.

Kalkunkød er magert, og forbruget er steget betydeligt gennem de senere år. Det sælges først og fremmest som udskæringer, bl.a. skiver af brystfilet. Hanerne med det store vækstpotentiale opdrættes til en vægt på 15-20 kg og parteres, mens hønerne slagtes ved lavere vægt og sælges som hele kalkuner.

Slagteænder opdrættes nu indendørs, for at man bedre kan kontrollere ændernes sygdomme. Produktionen af ænder og slagtekyllinger har flere fællestræk, men ænder produceres hovedsagelig til mortensaften og jul. De fleste slagtes efter 50 dage, hvilket er lige før den fjerfældning, der umuliggør en renplukning af ænderne og sætter væksten i stå i en måned.

Gæs opdrættes i små flokke på steder, hvor deres evne til at omsætte græs udnyttes. De fleste slagtes til jul og afsættes fortrinsvis på hjemmemarkedet.

Duer, fasaner, perlehøns og vagtler må nu rubriceres som altovervejende tamme fugle. Danmark importerer duer, perlehøns og vagtler i begrænsede mængder. Fra midten af 1990'erne er der også i Danmark begyndt en begrænset produktion af slagtestrudse.

Læs også om madlavning med fjerkræ og om fjerkræets historie.