kokugaku

Kokugaku var en en bred intellektuel bevægelse, der voksede frem i Japan i Edo-perioden (1603-1868). Bevægelsen kan inddeles i forskellige skoler og retninger, men fælles for dem alle var et ønske om at studere Japans "oprindelige" kultur, som den angiveligt havde set ud, inden den var blevet påvirket af fremmede kulturelementer fra Kina som fx konfucianisme og buddhisme.

I deres forsøg på at finde tilbage til det "oprindelige Japan" indledte kokugaku-bevægelsen et omfattende filologisk studium af nogle af de ældste tekster, der er skrevet på japansk, bl.a. Kojiki fra 712, Nihon shoki fra 720 og digtsamlingen Man'yōshū fra slutningen af 700-tallet. Dette arbejde fik en varig indflydelse på den senere kanonisering af japansk litteratur.

Det var en udbredt opfattelse blandt japanske lærde, at sprog (kotoba) og sind (kokoro) var tæt forbundet. Der var derfor flere kokugaku-tilhængere, navnlig Motoori Norinaga i 1700-tallet, der så det som deres opgave at forsøge at rekonstruere Japans oprindelige sprog – dets udtale og grammatik – som det blev talt i tidernes morgen. Kokugaku-bevægelsen forfattede nogle af de første systematiske forsøg på at definere, hvad der er "japansk" (i modsætning til "kinesisk" eller "europæisk") og den har derfor haft en afgørende indflydelse på senere nationalistiske strømninger i Japans historie. Kokugaku-bevægelsen bliver ofte sammenlignet med lignende nationalromantiske strømninger, der udspillede sig på nogenlunde samme tidspunkt i Europa.