Halsen er den del af legemet, der forbinder hovedet med kroppen, med et skelet dannet af halshvirvelsøjlen. Halsens forreste del (cervix) afgrænses øverst mod hovedet af underkæbens nedre kant, nederst af kravebenene og øvre kant af brystbenet.
Halsens skelet består af syv halshvirvler (vertebrae cervicales) uden ribben, og betegnes C1–C7. De adskiller sig fra de øvrige hvirvler i rygsøjlen ved, at hvirvellegemerne har en konkav øvre bæreflade, så de ligger i hinanden som skåle. Dette øger sidestabiliteten. Halshvirvlernes tværtappe er på hver side forsynet med et hul (foramen transversarium), som tilsammen danner en kanal for den store hvirvelarterie (arteria vertebralis) til hjernen. Undtagelsesvis kan der forekomme rudimentære ribben forbundet med C7, såkaldte halsribben.
Halsskelettets længde varierer relativt lidt; det ydre indtryk af halsens længde bestemmes af muskelmassen, som sammen med underhudsfedtet giver halsen dens individuelle udseende.
De to øverste hvirvler adskiller sig fra de andre i formen. Den øverste, ringhvirvelen (atlas), er formet som en oval ring og er uden hvirvellegeme. Den underliggende taphvirvel (axis) er fortil udstyret med en tandlignende tap (dens axis), der stikker op i atlasringen. Her danner den et ægte led med indersiden af forreste atlasbue og holdes fast ved hjælp af et tværgående, kraftigt bindevævsbånd (ligamentum transversum atlantis), som – på trods af at det er et bånd – danner et ægte led mod bagsiden af dens axis. Fra denne går der to tilsvarende bånd (ligamenta alaria) op til kraniebasis, ét til hver side. De to alarligamenter hjælper med at bremse rotationen (men også de øvrige bevægelser) af hovedet.
Både fortil og bagtil er halshvirvlerne forbundet med kraftige langsgående bindevævsbånd. Det er påvist, at det forreste bånd kan revne, som regel i højden med 5.-6. halshvirvel, hvis hovedet udsættes for store kræfter bagud (såkaldt whiplash-skade).
Halsens båndskiver tillader ret stor bevægelighed i form af bøjning, rotation og sidebøjning. Facetleddene mellem halshvirvlerne er små og vender bagud (ca. 45º), med undtagelse af leddene mellem C1 og C2, som står næsten horisontalt. Torntappene adskiller sig fra de øvrige hvirvler, idet de står mindre skråt bagud og som regel er spaltede yderst. Halshvirvlerne ligger ikke direkte over hinanden, men danner en bue mod forsiden af halsen (cervikal-lordose), hvilket har betydning for fjederfunktionen af hovedet.
Menneskets hals rummer over 30 navngivne muskler, hvortil kommer 15 specielt knyttet til strubens og svælgets funktioner. Nogle af halsmusklerne tjener primært som ophæng for armen. Det gælder bl.a. trapeziusmusklen og musculus levator scapulae, der begge hæver skulderbladet. Halsens skråmuskel tjener dels til drejning af hovedet, dels til at modvirke, at det falder bagover.
Halsen støttes og bevæges af en række muskler i både dybe og overfladiske lag. Bagtil yderst dominerer den brede og flade hættemuskel (musculus trapezius), som breder sig ud mod skuldrene. Den bidrager til at løfte (og i nogen grad sænke) skuldrene og give hovedet og halsen sidestabilitet.
Under denne sender den lange rygstrækker (musculus erector spinae) grene opad, som både forbinder de enkelte halshvirvler samt disse med baghovedet. Den dækkes delvist af to vifteformede muskler (musculus splenius capitis & cervicis). Dybest inde danner den såkaldte "nakkeroset" – fire små muskler på hver side – forbindelse mellem kraniet og de to øverste hvirvler.
Bedst synlig fra siden er halsens skrå muskel (musculus sternocleidomastoideus). Den udspringer delvist fra brystbenets øvre kant, delvist fra kravebenet, og fæstner sig på et fremspring på tindingebenet (processus mastoideus) bag øret. Når kun den ene muskelside virker, drejes hovedet i modsat retning. Sammen forhindrer musklerne, at hovedet falder bagover.
Under den skrå halsmuskel går de tre scalenermuskler (musculus scalenus anterior, medius & posterior) ud fra tværtappene på halshvirvlerne (C3-C7) og ned på 1. og 2. ribben. Disse muskler bliver dermed vigtige hjælpemuskler til respirationen, udover at give hovedet sidestøtte. På forsiden af halsen deles muskulaturen ind i en øvre (suprahyoide muskler) og en nedre del (infrahyoide muskler), adskilt ved det hesteskoformede tungeben (os hyoideum), som er fæste for flere af svælgmusklerne og desuden bidrager til at give halsen dens karakteristiske form. Fra os hyoideum går flere lag af muskler op til underkæben, eller ned til brystbenet. Helt ind mod hvirvellegemerne danner musculus longus colli & capitis to kraftige muskelbuer. Hele den forreste del af halsmuskulaturen er yderst dækket af en tynd hudmuskel (platysma).
Den store hvirvelarterie (arteria vertebralis) afgiver grene til rygmarvskanalen, før de to sider smelter sammen til et enkelt blodkar (arteria basilaris) til hjernen. Desuden går også halsarterien (arteria carotis communis) bag den skrå halsmuskel og op til hovedet. Den er lidt længere på venstre end på højre side og deler sig i højden med skjoldbrusken i en arteria carotis externa, som fører blod til halsen, ansigtet og kraniets yderside, og en arteria carotis interna, som forsyner det meste af hjernen samt øjnene.
Udenpå halsmusklernes bindevæv går den store ydre halsvene (vena jugularis externa), som ofte kan ses under huden. Noget dybere, sammen med carotisarterierne og den 10. hjernenerve (nervus vagus), går den store indre halsvene (vena jugularis interna). Venerne forbinder sig ofte med hinanden, og de tømmer sig under kravebenet i vena subclavia.
Mellem halshvirvlerne går der parvis ud store nerver fra rygmarven. De nederste grene forener sig til et netværk af nerver (plexus brachialis, C5–Th1), som forsyner armenes og skuldrenes muskulatur og hud. De øverste grene (plexus cervicalis, C1-C4) forsyner nakke- og halsmuskulaturen samt huden bag ørerne og på siderne af halsen og kommer frem bag den skrå halsmuskel (punctum nervosum eller Erbs punkt). Her kommer også den 11. hjernenerve ud (nervus accessorius), som forsyner trapezmusklen og den skrå halsmuskel.
Lymfe fra hovedet, ansigtet og halsen drænes gennem lymfekar, der i store træk følger venerne. Store ansamlinger af lymfeknuder (nodi lymphatici) ligger i både dybe og overfladiske lag på hver side af halsen. Disse deles dem gerne i tre grupper: en øverst på halsen, en længst nede og en (submental) under underkæben.
Foran de nederste halshvirvler ligger luftrøret, og direkte bag dette spiserøret. Den øvre del af luftrøret danner en fortsættelse af strubehovedet, som er bygget op af et sammensat ring- eller bueformet bruskskelet under tungebenet. Det består af ringbrusken, pyramidebruskene, som er fæste for stemmebåndene, samt strubelågbrusken med strubelåget (epiglottis). Foran ligger skjoldbrusken, som dannes af to plader forbundet med hinanden fortil. Øverst stikker de mere frem og danner adamsæblet. Foran og på hver side af skjoldbrusken ligger skjoldbruskkirtlen, og på bagsiden af denne på hver side de små biskjoldbruskkirtler.
Om vinteren står Solen langt under horisonten om natten. Så er himlen mørk. Om man kan se stjernerne, kommer an på vejret og lysforureningen. Dark Sky er områder, hvor der er størst mulighed for at se stjernehimlen.
Quiz dig klogere på 2025 med 12 spændende spørgsmål – ét for hver måned af året, der gik.
Efter vedtagelsen af "The Epstein Files Transparency Act" er USA's justitsministerium nu i gang med at frigive de mange dokumenter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.