hangul

Hangul kan dateres tilbage til 1443, hvor den daværende monark, kong Sejong den Store (1397-1450), ønskede at give sit folk et skriftsprog, der gjorde dem i stand til at kommunikere og dele viden imellem sig. Han var af den overbevisning, at en veluddannet befolkning er grundpillen i et velfungerende og oplyst samfund og uden evnen til at læse og skrive var uddannelse og vidensdeling så godt som umulig for den almene befolkning. På den tid blev det koreanske sprog skrevet med kinesiske tegn, hvilket var en tidskrævende færdighed, det var forbeholdt eliten at tilegne sig. Den almene befolkning var derfor ikke i stand til at læse bekendtgørelser, domme og andre nødvendige informationer. Det ønskede Kong Sejong at rette op på, så han hidkaldte de lærdeste sprogkyndige i riget og gav dem opgaven at udforme et skriftsystem, der skulle være ”så simpelt at den kvikke kan lære det på en formiddag, og selv den største tåbe vil kunne lære at mestre det efter ti dage.”

Resultatet af de lærdes arbejde blev alfabetet hangul, der oprindeligt blev kaldt for 훈민정음 hunminjeongeum – 'korrekte lyde til dannelse af folket'. Det var således ikke længere nødvendigt at lære tusindvis af komplicerede kinesiske tegn for at kunne skrive koreansk. Et simpelt system bestående af 14 konsonanter og 10 vokaler gjorde det muligt let at gengive hvilken som helst lyd i det koreanske sprog.

Selvom skriftsystemet blev offentliggjort i 1446 i begyndelsen af Joseondynastiet, var det først i løbet af 1900-tallet, at hangul vandt almen udbredelse. Betegnelsen hangul kan betyde både 'stor skrift', 'koreansk skrift' eller 'den højeste skrift'. Nordkoreanerne kalder hangul for 조선글 – joseongeul.

Hvert år den 9. oktober fejrer koreanerne hanguldag, hvor man markerer tilblivelsen af det unikke skriftsystem. Under en stor statue af kong Sejong på Gwanghwamun-pladsen i Seoul har man indrettet et underjordisk museum om ham, og der ligger et officielt museum for hangul i bydelen Yongsan.

Herunder ses en oversigt over de 14 konsonanter, de 10 vokaler og deres officielle translitteration i henhold til Revised Romanization of Korean, der har erstattet det tidligere benyttede McCune-Reischauer system. Bemærk, at translitterationen, der også anvendes på dansk, er lavet efter engelsk udtale, og at et j derfor udtales som i navnet Jack. Konsonanttegnenes udformning er inspireret af tungens placering i munden, når lyden udtales.

I modsætning til det alfabet, vi kender, gælder der andre spilleregler for hangul. Når bogstaverne skal sammensættes til ord, sker det ved at skrive konsonanter og vokaler sammen i stavelser. Vokalerne er inddelt i stående (ㅏ, ㅑ, ㅓ, ㅕ, ㅣ) og liggende vokaler (ㅗ, ㅛ, ㅜ, ㅠ, ㅡ), der henholdsvis står til højre for en konsonant eller ligger under en konsonant. Hvis stavelsen også har en konsonant efter vokalen, skal den sidste konsonant altid placeres allernederst.

Herunder ses et eksempel på, hvordan bogstaverne kan danne en stavelse.

I en stavelse, der kun består af én vokallyd, skal den stumme konsonant ㅇ altid stå først. Hvis en stavelse således kun består af lyden "a", vil det altid skrives som 아 og aldrig som bogstavet ㅏ alene.

Det koreanske sprog anvender flittigt låneord fra andre sprog – især fra engelsk. Da skriftsystemet ikke har bogstaver, der modsvarer bogstaverne f og v, erstattes disse altid af henholdsvis ㅍ(p) og ㅂ(v). Det betyder, at ordet for 'kaffe' på koreansk, der er et låneord fra det engelske coffee, bliver til 커피 keopi, da der ikke er noget f.

Siden 2008 har hangul også været anvendt til at skrive et andet sprog end koreansk med, nemlig cia-cia, et austronesisk sprog, der tales på øen Butung syd for Sulawesi i Indonesien. Skriften anvendes her især i undervisningen og på vejskilte.

• koreansk
• hanja