Kødallergi er en potentielt livstruende fødevareallergi, hvor kroppens immunforsvar reagerer på et lille sukkermolekyle, der hedder alfa-1,3-galaktose, som forkortes alfa-gal. Alfa-gal findes i kød fra pattedyr, fx fra okse, svin og lam.

Faktaboks

Også kendt som

alfa-gal-syndrom

Forekomst

Kødallergi er sjældent forekommende i Danmark. Sygdommen blev første gang beskrevet i begyndelsen af 2000’erne og kobles med den voksende udbredelse af flåten.

Årsag og sygdomsmekanisme

Sygdommen opstår efter bid fra flåter, der bærer alfa-gal-stoffer i sig. Når stoffet kommer ind i huden, reagerer immunforsvaret hos nogle mennesker så kraftigt på alfa-gal, at der opstår allergi. Næste gang personen indtager kød fra pattedyr såsom okse, svin, lam og vildt, udløses den allergiske reaktion. Fjerkræ og fisk udløser som regel ikke symptomer.

Symptomer ved kødallergi

Symptomerne ved kødallergi varierer i styrke og kan omfatte hudreaktioner som kløe og nældefeber, mave-tarm-symptomer som kvalme, mavesmerter og diarré samt hævelse af læber eller ansigt. I sjældne tilfælde kan der opstå alvorlige allergiske reaktioner som åndenød og lavt blodtryk, som kræver hurtig behandling.

I modsætning til de fleste andre fødevareallergier optræder reaktionen ikke med det samme, men er forsinket og kan opstå 3–6 timer efter indtagelse af kødet.

Diagnose

Diagnosen stilles typisk på baggrund af en grundig sygehistorie, hvor der har været flåtbid. Denne kombineres med blodprøver, hvor der undersøges for IgE-antistof mod alfa-gal, og der laves eventuelt en hudpriktest.

Behandling af kødallergi

Behandlingen består i at undgå det kød, der udløser allergien. Personer med kødallergi vejledes ofte i at læse varedeklarationer nøje og være opmærksomme på skjulte ingredienser.

Symptomerne kan behandles med medicin mod allergi. Ved risiko for kraftige reaktioner kan der være behov for at bære en adrenalinsprøjte. Det er observeret, at allergien klinger af med tiden, og at man gradvist kan begynde at spise små mængder kød.

Der er fortsat en række forhold om tilstanden, som er ufuldstændigt forstået, og der eksisterer derfor heller ikke vaccine eller specifik behandling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig