opus caementicium

Opus caementicium er den mørtel, der udgør kernen i antikkens romerske murværk, hvælvinger og gulve (eksempelvis opus signinum). En skalmur, bestående af eksempelvis opus reticulatum eller opus testaceum, beklædte kernen. Caementicium består af en blanding af sand, mørtel og det revolutionære materiale pozzolana (en vulkansk bjergart, hvis navn stammer fra den antikke by Pozzuoli), hvori de knytnævestore tufsten blev blandet. Dette gav muren den styrke, som er årsagen til, at mange romerske murværker stadig står den dag i dag. Brugen af pozzolana gjorde det bl.a. muligt for romerne at bygge broer i beton, da kernen dermed hærdedes i vand.

Faktaboks

Etymologi: Betegnelsen er latin, sammensat af opus '(mur)værk' og caementicium, en afledning af verbet cadere, her i betydningen 'slå i stykker' med sigte på de knytnævestore brudstykker af tufsten. Fra caementicium kommer nutidens ord cement.

Pozzolana

I antikken kan der via arkæologien defineres tre typer pozzolana:

pozzolanelle
pozzolana nera (sort pozzolana)
pozzolana rossa (rødt pozzolana)

Selvom Pozzuoli er blevet tilskrevet opdagelsen af pozzolana, findes der den samme type pyroklastisk pozzolanadepoter i Albanerbjergene udenfor Rom. De to områder genererer den type pozzolana, der gør mørtelen hydraulisk.

Pozzolanelle

Pozzolanelle består af bløde, smuldrende gulbrune (Munsell-tabellen, 10YR 5/4) glasfragmenter og pimpsten.

Pozzolana nera

Pozzolana nera består generelt af både fint og groft lysebrune (5YR 5/2) glas- og lavefragmenter.

Pozzolana rossa

Pozzolana rossa består hovedsagligt af lyserøde (10R 6/2), grårøde (10R 4/2) og mørkerøde (5R 1/2) opal cementerede aggregater, der kan modstå knusning mellem fingrene.

Brugen af opus caementicium i antikke bygninger

Porticus Aemilia i Rom blev i lang tid identificeret som den første bygning, hvortil der er brugt pozzolana. I de senere årtier har der dog været i skift i opfattelsen af brugen, da man mener, at den mørtel, som blev brugt i Porticus Aemilia, er et endeligt resultat efter mange årtiers forsøg med den dengang nye type mørtel. Den type pozzolana, der er blevet identifceret i forbindelse med Porticus Aemilia, er af typen pozzolanelle og er dateret til det tidlige 100-tal f.v.t. Det vil derfor ikke være umuligt, at man i arkæologien vil finde ældre strukturer med brugen af pozzolanelle, som dog vil være af en dårligere kvalitet. Brugen af pozzolanelle ses også i sektioner af Aurelians bymur bygget i årene 271-275 e.v.t. I slutningen af det 1. århundrede f.v.t. var den dominerede pozzolanatype den af pozzolana rossa. I Roms antikke havneby, Ostia , findes brugen af pozzolana nera og pozzolana rossa også. Her er pozzolana nera blevet dateret til det sene 2. og tidlige 1. århundrede f.v.t., mens brugen af pozzolana rossa er blevet dateret til anden halvdel af det 1. århundrede f.v.t.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Den romerske by

Daniel Damgaard

Postdoc, Humboldt-Universität zu Berlin