ortodoks jul

De kristne kirker fejrer Jesu fødsel den 25. december. Det er uklart, hvornår denne fejring opstod, og nogle tidlige kirkehistorikere daterede oprindeligt Jesu fødsel til datoen 25. marts. Fejringen af jul den 25. december forbindes oftest med begyndelsen af 300-tallet, hvor den kristne kalender blev mere fastlagt efter kirkemødet i Nikæa i år 325. Den kristne kalender fulgte da den romerske julianske kalender. Denne kalender havde en mindre præcis skudårsregel, hvilket over tid førte til en forskydning mellem kalenderåret og det astronomiske år.

Kalenderens matematiske udgangspunkt regnes fra år 325, hvor påskens beregning blev fastlagt ved kirkemødet i Nikæa. Kalenderens nulpunkt er derfor år 325 og ikke år 0, Jesu fødselsår, hvilket man kunne forvente. Dette har bl.a. givet anledning til den såkaldte fantomtidsteori, som hævder, at ca. 300 år af den vestlige tidsregning aldrig fandt sted. I virkeligheden skyldes udgangspunktet alene, at påskedatoen blev beregnet ud fra forårsjævndøgn og månens faser, mens julens placering ved vintersolhverv blev anset som teologisk meningsfuld i forhold til årets øvrige kristne højtider.

I 1582 indførte den katolske kirke den gregorianske kalender, som indeholder en forbedret skudårsregel og dermed bedre følger solåret. Danmark tog kalenderen i brug i 1700. Mange ortodokse kirker fastholdt imidlertid den julianske kalender, hvilket medførte, at julen faldt ca. to uger senere end i det vestlige Europa.

I 1923 udarbejdede den serbiske astronom og matematiker Milutin Milanković (1879-1958) en revideret juliansk kalender. Denne følger den gregorianske kalender i solåret, hvilket betyder, at julen falder på samme dato i begge kalendere. Påsken beregnes dog fortsat efter de ældre julianske måneberegninger og falder derfor ikke sammen med den vestlige påske.

Den reviderede kalender blev godkendt af den græske regering og af den økumeniske patriark Meletios 4. den 3. februar 1923. Samme år accepterede kirkemødet i Konstantinopel kalenderen, hvorefter flere ortodokse kirker i Grækenland, Mellemøsten, Finland, Baltikum, Polen, Albanien og Rumænien tog den i brug. Den bulgarske ortodokse kirke skiftede kalender i 1968.

En række ortodokse kirker og flere konservative klostre valgte efter 1923 at fastholde den julianske kalender, herunder særligt de serbiske og russiske kirker. I Grækenland førte kalenderændringen til et brud, hvor enkelte menigheder, præster og monastiske fællesskaber dannede selvstændige kirkesamfund for at bevare den gamle kalender. Disse grupper betegnes som gammelkalendarier og fejrer fortsat jul den 7. januar.

I 2023 overgik den ukrainske ortodokse kirke (Kyivs metropolitiat) til den reviderede julianske kalender, og julen fejres derfor her samtidig med fx julen i den danske folkekirke. Alle ortodokse kirker fastholder dog fortsat den ældre metode til beregning af påske, som derfor falder senere end i vestlig tradition.

• Læs mere under religion i Ukraine.

En række juletraditioner og højtider er særkende for de ortodokse kirker og for østkirkerne mere generelt. De mest centrale er fasten, de 12 juledage, julebålet, juleparader fulgt af ritualer med særlige julesange samt helgendage.

• den ortodokse kirke
• Ruslands højtider
• religion i Ukraine
• den julianske kalender
• den gregorianske kalender
• skuddag
• tropisk år
• jul