lungehinde

Det ene (ydre) lag af pleura beklæder indersiden af brystvæggen og kaldes pleura parietalis eller brysthinden. Det andet (indre) lag beklæder lungeoverfladen – også mellem lungelapperne – og kaldes pleura visceralis.

Ved lungeroden går de to hinder over i hinanden og danner på den måde en sammenhængende dobbelt flade. Toppen, som omsluttes af det første ribben, kaldes pleurakuplen. Lateralt i bunden danner pleura en fold mellem brystvæggen og mellemgulvet, kaldet sinus pleurae (af radiologer ofte blot kaldet sinus).

Pleurahinden afgrænser lungerne mod det midterste rum i brysthulen (mediastinum), hvor bl.a. hjertet, spiserøret og luftrøret er.

Mikroskopisk er pleura opbygget af et enlaget pladeepitel af mesodermal oprindelse. Det kaldes derfor mesothel.

Pleura producerer en væske, der fylder den smalle spalte mellem de to lag, som kaldes pleurahulen. Væskelaget gør, at friktionen mellem lungerne og brystvæggen bliver ubetydelig. Vedhæftningskraften får den inderste hinde, og dermed lungerne, til at følge brysthulens og den yderste hindes bevægelser.

Ved brysthindebetændelse (pleuritis) bliver hindens overflade ujævn og giver øget friktion og smerter. Der kan også komme pus i pleura, såkaldt pleuraempyem.

Hvis brysthinden og/eller lungehinden beskadiges eller punkteres, fx ved stik, lungesygdom, komplicerede ribbensbrud eller lignende, vil undertrykket i pleuraspalten ophøre ved, at luft suges ind. Lungen falder da sammen helt eller delvist (pneumothorax). Hvis lækagen tætnes hurtigt, vil lungen ved beskedent sammenfald normalt restituere sig selv.

Der kan komme pleuravæske fx på grund af hjertesvigt eller ukendt årsag (idiopatisk). Der er også forskellige sygdomme i lymfesystemet, som kan resultere i en øget mængde pleuravæske.

• lunge
• pleuraempyem
• lungehindekræft
• lungehindebetændelse