mononukleose

Epstein-Barr-virus formerer sig i næse-svælgets slimhindeceller og i en type hvide blodlegemer, kaldet lymfocytter. Sygdommen har navn efter de karakteristiske forandringer i blodet, hvor antallet af mononukleære (enkernede) hvide blodlegemer kan være øget. Særligt forekommer en type store lymfocytter med rigeligt cytoplasma og nyreformet kerne i så stort antal, at de kan udgøre op til 85 procent af de hvide blodlegemer. De atypiske lymfocytter er af typen T-celler, der reagerer mod B-celler, som er inficeret med EBV.

Diagnosen mononukleose stilles sjældent hos børn, hvilket skyldes, at sygdommen har et så mildt forløb, at den ofte bliver diagnosticeret som en forkølelse. Den efterlader imidlertid immunitet og antistoffer mod EBV, som kan påvises i blodet hos mange mennesker, der aldrig har fået diagnosen mononukleose. Virus vil oftest være sygdomsfremkaldende, når den rammer teenagere og yngre voksne; de fleste patienter er 15–25 år. Mononukleose forekommer yderst sjældent efter 40-årsalderen.

Almindelige symptomer og tegn ved mononukleose er tilstoppet næse, ondt i halsen, forstørrelse af lymfeknuder og milt samt leverbetændelse.

Sygdommen kan begynde akut med høj feber og muskel- og ledsmerter, men normalt er der en indledende fase af cirka én uges varighed, hvor personen har let feber og føler sig træt. I denne fase, hvor virus formerer sig i næseslimhinden, kan personen udskille virus og smitte andre.

Efter omkring ti dage kommer der i typiske tilfælde en brat temperaturstigning til cirka 39 °C og tegn på stærk halsbetændelse: ømme, hævede mandler med et hvidligt belægning, der dækker over overfladiske sår i slimhinden, ofte en lidt ubehagelig ånde og hævelse af lymfeknuderne på halsen. Også andre grupper af lymfeknuder hæver op, blandt andet i armhulen og i lysken, samt i det lymfatiske væv i milten og i leveren. Leverbetændelsen kan føre til gulsot. Der kan desuden optræde stærk snue med tilstopning af næsen, hævelse af øjenlågene og af og til mæslingelignende udslæt på kroppen. Almentilstanden kan være meget påvirket.

Feberen kan vare i flere uger, men begynder oftest at falde efter én til to uger; samtidig aftager miltforstørrelsen, og blodprøverne bliver normale. Sygdommen efterfølges hos mange af en ikke sjældent længerevarende træthedsperiode, der kan strække sig over uger og måneder. Mononukleose hører til blandt infektioner, der kan medføre langvarig udmattelse, såkaldt postviral træthed.

Diagnosen stilles på baggrund af de unormale blodprøver, halsbetændelsen og de forstørrede lymfeknuder. En blodprøve, der påviser antistoffer mod virus, kan som regel fastslå, hvor langt i infektionen, et individ er.

Behandlingen består i at lindre symptomerne ved leverbetændelse, stoppe indtag af alkohol og ved miltforstørrelse undgå kontaktsport.

Alvorlige komplikationer, fx ruptur af en forstørret milt, hjernebetændelse eller hjernehindebetændelse kan forekomme, men er yderst sjældne. Hos personer med stærkt nedsat immunforsvar kan virus reaktiveres og give problemer.

• virus
• immunitet
• antistoffer