mandala

Zoom ind — Tibetanske buddhistmunke udfører minituøst mandalakonstruktion i forbindelse med arrangement på Moesgaard Museum.

Af Jørn Borup.

Licens: CC BY SA 3.0

Tibetanske buddhistmunke udfører minituøst mandalakonstruktion i forbindelse med arrangement på Moesgaard Museum.

Af Jørn Borup.

Licens: CC BY SA 3.0

Denne Amitayus-mandala er et diagram over et buddhapalads. I midten sidder Amitayus, det aktive aspekt af Amitabha, i forening med sin partner, Pandaravasini. De fire cirkler i kredsen udenom repræsenterer de øvrige dhyani-buddhaer: blå for Vairocana, hvid for Akshobhya, gul for Ratnasambhava og grøn for Amoghasiddhi. De mindre cirkler indeni symboliserer deres partnere. Den næste kreds har yderligere otte cirkler, der repræsenterer otte manifestationer af Amitayus. Tibetansk thangka.

Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Mandala er et geometrisk formet symbol på kosmologi inden for hinduisme og buddhisme, anvendt rituelt til meditation, visualisering, indvielse.

Faktaboks

Etymologi: Mandala kommer fra sanskrit maṇḍala, der betyder cirkel.

Mandalaens oprindelse og funktion

Et cirkulært og geometrisk diagram med rituel funktion kendes fra flere kulturer og religioner. Mandalaen, med sit karakteristiske udtryk, har oprindelse i hinduisme og buddhisme, især inden for disses tantriske traditioner.

Symbolsk udtryk for kosmos

Ud over sin æstetiske værdi har mandalaer semiotisk relevans som symbolsk udtryk for kosmos. Som objekt for hengivenhed, visualisering og meditation fungerer mandalaen som et rituelt redskab og et billedligt helligrum. Den giver den praktiserende mulighed for at nærme sig, blive initieret til eller identificere sig med religiones hellige kraft.

Mandas opbygning

Mandala er typisk cirkulær med symmetrisk opbygning med centrale figurer og symboler. Især indenfor vajrayana-buddhismen forstås mandalaen som billede på kosmos. Meru-bjerget, det buddhistiske verdenscentrum (axis mundi), indgår ofte som del heraf, omringet af kontinenter og himmelske sfærer, herunder det buddhistiske Rene Land.

Den centrale figur

Buddha kan være en central figur i en mandala, men også ‘de fem visdomsbuddhaer’ (jina) ses ofte som ikoniske figurer.

Inden for den esoteriske buddhisme i Østasien er ‘Livmoderens verden’ (Garbhadhātu Mandala) og ‘Diamantens verden’ (Vajradhātu Mandala) to centrale typer mandala, der repræsenterer den kosmiske og universelle Mahāvairocana Buddha.

I japansk Nichiren-buddhisme er de syv kinesiske tegn namu myōhō renge kyō (‘æret være Lotus-sutraens sublime dharma’) det centrale udtryk, der parallelt med visuel kontemplation reciteres som hellige ord.

Mandalaen som motiv

Mandalaen kan indgå som motiv i et maleri, eksempelvis i et tibetansk ‘bedetæppe’ (thangka). Stupaer kan være arkitektoniske mandalaer, og det store stupa-kompleks Borobudur (Java, Indonesien) er formet som en permanent mandala.

Sandmandala

Inden for tibetansk buddhisme er konstruktionen af en sandmandala en praksis forbeholdt de erfarne munke. Som en billedlig repræsentation af forskellige guddomme og sindsformer, bygges en mandala op af fine, farvede sandkorn i præcise mønstre og geometriske strukturer.

Som symbolsk udtryk for buddhismens centrale lære om altings forgængelighed, destrueres sandmandalaen efterfølgende ved at samtlige korn pustes rituelt væk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Buddhisme

Jørn Borup

Lektor, ph.d., Aarhus Universitet