nedertysk

De første vidnesbyrd om oldsaksisk stammer fra 800-tallet, hvor det er overleveret i navne og låneord og kendt som saksernes sprog i et område, der spænder fra Groningen-Zwolle-Zutphen i vest til Elben-Saale i øst. Med Karl den Stores erobring af områderne og kristendommens indførelse ses de første spor af indflydelse fra frankisk og oldhøjtysk, jf. de oldsaksiske hovedværker Heliand (Frelseren) og Genesis; begge eposfragmenter stammer fra ca. 830 og har tilknytning til den kristne mission.

Middelnedertysk opnåede sin største udbredelse med den tyske ekspansion mod øst i 1100-tallet, og som Hanseforbundets handelssprog blev det lingua franca for hele Østersøområdet. I Lübeck opstod der blandt tilflyttere fra forskellige dialektområder et overregionalt tale- og skriftsprog, Hansesprache, der blev brugt i hansekontorerne fra Bergen til Novgorod. Ud over akter fra Hanseforbundet er der på middelnedertysk bevaret retstekster som Sachsenspiegel (Et spejl for sakserne, 1224-1231) og talrige stadsretter for større tyske byer, bl.a. Lübeck og Magdeburg. Også Luthers højtyske oversættelse af Bibelen (1522-1534) findes i en middelnedertysk gengivelse. Efter bogtrykkerkunstens opfindelse forsynede trykkerierne i Lübeck og Rostock hele Østersøområdet med tekster på nedertysk.

Ved Hanseforbundets ophør kom de nordtyske områder fra 1500-tallet under stærk højtysk påvirkning sydfra, specielt gennem kirkesproget efter Reformationen, og brugen af nedertysk som forvaltningssprog ophørte ca. 1650. Siden da har nedertysk haft status som dialekt uden et officielt skriftsprog, men der findes en omfattende dialektlitteratur. Blandt 1800-tallets kendteste og mest læste værker var Klaus Groths digte og småfortællinger og Fritz Reuters romaner og skuespil. I vore dage tales nedertysk stadig blandt ældre og i hjemstavnsgrupper mv., mens det beherskes passivt af store dele af regionens befolkning. Det høres regelmæssigt i radio og tv og kan studeres ved en række nordtyske universiteter.