Sene er en struktur af fast, kollagenrigt bindevæv, der danner overgangen mellem en muskel og skelettet. Det er gennem senen, at muskelkraften overføres til knoglen.
Faktaboks
- Også kendt som
- tendo
Senerne er fæstet til knoglen ved, at de vokser sammen med benhinden (periost), men kan også være forbundet med hud eller bindevævskapsler. De fleste sener er opbygget som strenge, men der findes også flade sener (aponeuroser) til flade muskler, ved fx ryg- og bugmuskulaturen.
Senerne er som regel tyndere end musklen, de tilhører, men de er meget strækfaste. De tåler omkring 5 kg/mm². Strækfastheden skyldes det høje indhold af kollagenfibre (type I), som er en fortsættelse af muskulaturens eget bindevæv.
Der, hvor belastningen på senern(e) er særlig stor, såsom senerne til de lange fleksormuskler til fingrene og tæerne, eller i hånd- og ankelleddene, er senen omgivet af en seneskede (vagina tendinis).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.