Syrerock er et af de navne, som man gav den rockmusik, som kom frem i de sidste år af 1960'erne. Syrerock er stort set synonymt med psykedelisk musik, men peger måske lidt mere på de nogle gange meget lange guitarsoli, som blev spillet højt, virtuost, forvrænget og improviseret.

Faktaboks

Også kendt som

engelsk: acid rock

Ordet benævner specielt musikeres forsøg på at gengive forskellige stofoplevelser og publikums oplevelse af musikken. Der tænkes specielt på LSD, der også kaldes syre, men også andre stoffer med hallucinerende effekter.

Eksponenter for denne stil var ikke mindst trioerne Jimi Hendrix Experience og Cream samt kultgrupper som Blue Cheer, Mad River og Taste. I Danmark blev de fremmeste eksponenter for stilen grupperne Hurdy Gurdy og Young Flowers. Syrerocken var med sin dyrkelse af voldsomt og fabulerende guitarspil en inspiration for såvel heavyrocken som fusions- og syrejazzscenen, repræsenteret af navne som henholdsvis John McLaughlin og jazzguitaristen James "Blood" Ulmer (født 1940).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig